Frugt er både sundt og lækkert. Men selvom mange frugter er flotte i sig selv, kan det være skægt både for børn og voksne, hvis den bliver anrettet på en ny måde. Se her 8 måder at anrette frugt på.
Hårde bananer
En tusch og en serviet er alt, du skal bruge for at lave en piratsnack til eksempelvis fødselsdagsfesten. Så kan det også være, at inspirationen til den næste leg er fundet.
Pærepindsvin
Skræl toppen af en pære, og stik den uskrællede krop fuld af tandstikkere og druer. Øjnene er lavet af små blåbær på spidser af tandstikkere, men du kan også bruge nelliker eller noget helt tredje. Efter sådan et måltid bør der ikke sidde noget i tænderne.
Pingvinbananer
Dyp toppen i smeltet, mørk chokolade. Næb og fødder er lavet af gulerod og øjnene er en tynd skive banan udstukket med et sugerør.De holder sig ikke så godt i madpakken, men smager også godt i hjemlige rammer.
Frugtspyd
Har du små udstikkere, er det fint at stikke melonstykker ud og sætte på. Men har du ikke udstikkere, kan du også sagtens bare bruge en kniv. Det smager næsten lige så godt.
Frugt-ø
Skræl, skær, og sæt dig til bords. Drøm dig væk til de varme lande, hvor frugten her kommer fra.
Pindfrugt
En top af smeltet, mørk chokolade med farverigt krymmel og et knækket grill-spyd eller en ispind i bunden. Så har du en lækker frugt-snack, som vil glæde de fleste unge som gamle.
Melonhapsere
Skær frugtkøddet løs fra hver side af melonstykket, før du skærer det i skiver. Skub så hver skive skiftevis lidt ud til den ene og anden side. Med en tandstik i hvert stykke er det let at snuppe en hapser.
Dygtige banandelfiner
Som du kan se, er bananerne i overtal, når det gælder serveringsfif. Her optræder de som delfiner med druer i munden. En flok banandelfiner giver liv til enhver frugttallerken.