Hvorfor lavede I netop Plant et træ-projektet?
»Preben og jeg havde begge meldt os til et kursus i Klimaaktivisme i Coop, og vi havde flere ideer til projekter, men vi endte med at vælge Plant et træ. For det første er det oppe i tiden lige nu, og der fældes mange træer rundtomkring på kloden. For det andet var det håndgribeligt. Det var et spørgsmål om at få købt nogen plantestiklinger, få dem pakket, få trykt et visitkort til at komme med ned i posen og så stå og dele dem ud i butikkerne,« fortæller Jørgen Kjær Jensen.
»Et træ er jo en lille CO2 støvsuger. Det er jo kun rigtig godt at kunne opfordre folk og gøre dem opmærksomme på at jo flere træer, vi planter, jo mere CO2 får vi bundet, helt gratis direkte fra luften,« fortæller Preben Brandt Petersen.
»En meget stor del af klimaproblemerne kan løses ved at plante flere træer, så hvis man udvider skovrækken i en væsentlig grad, kan man være med til at løse en stor del af problemet, det er meget tankevækkende,« tilføjer Jørgen Kjær Jensen.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)
Hvordan tog folk imod de små stiklinger?
»De fleste syntes, at det var en rigtig god idé og ville gerne støtte det. Selvfølgelig var der nogle, der sagde, »jamen jeg bor i lejlighed«, så svarede vi, at når træet er så lille, kan man godt have det stående på altanen, eller måske kender du nogen, der har en have, hvor der er plads til et træ,« fortæller Preben Brandt Petersen.