Klimaangst er godt for klimaet

Artiklen som podcast: Hør Samvirke Mellem Linjerne, hvor vi taler om artiklen og afspiller lydbidder med nogle af kilderne. Find podcasten på Apple Podcast, Spotify, Podimo eller der, hvor du normalt hører dine podcast.

Klimaforandringer giver svedige håndflader

Stigende vandstand i verdenshavene, oversvømmelser, truede dyr, tørke, storme og mere ekstremt vejr. Klimaforandringerne er svære at ignorere, og i efteråret 2018 kom FN med sin meget omtalte klimarapport, der gav os 12 år til at stoppe den foruroligende udvikling. Der er ikke noget at sige til, at klodens tilstand kan give svedige håndflader, og ifølge en ny undersøgelse fra Coop Analyse er det da også kun 4 procent af danskerne, der slet ikke bekymrer sig om klimaforandringerne. 37 procent bekymrer sig i høj eller meget høj grad, mens resten befinder sig et sted derimellem.

I nogle tilfælde rammer bekymringerne ekstra hårdt og bliver til skrækscenarier om at gå under en stegende sol på en gold og udpint jordklode uden et eneste græsstrå. Unge føler ikke, at de kan tillade sig at sætte børn i verden, fordi det belaster klimaet. Børn vågner midt om natten med mareridt om dyr, der brænder i en skovbrand. Sådan lyder nogle af de eksempler, som eksperter giver på, hvordan klimaforandringerne kan overvælde den enkelte.

Fænomenet er blevet kaldt klimaangst og har fået stigende bevågenhed herhjemme de seneste år. Det er ikke en egentlig diagnose, og der findes ingen klar definition af begrebet på dansk, men flere psykologer er opmærksomme på, hvordan tunge bekymringer for klodens fremtid kan fylde så meget hos den enkelte, at det bliver hæmmende i hverdagen. Det gælder blandt andet hos psykologhuset UngLiv.dk, der har 5 afdelinger fordelt på København og Aarhus og omegn.

»De unge, vi møder med den her problemstilling, kan have svært ved at finde ro i at leve på en klode, der er så belastet. Og de kan være plaget af skyld og skam over ikke at gøre det godt nok, selvom mange af dem er ekstremt bevidste om at leve bæredygtigt og faktisk gør rigtig meget,« fortæller chefpsykolog og indehaver Marianne Schøler.

Inden for det seneste halve år har UngLiv.dk fået flere direkte henvendelser om svær klimabekymring, hvor de unge selv betegner det som en angstlidelse. Men oftere viser tilstanden sig som en del af en mere sammensat angstproblematik, forklarer hun og tilføjer:

»Og så ser vi også unge med depressioner, hvor håbløsheden over klimaets tilstand simpelthen kan være med til at knække dem: Det hele kan være lige meget, der er alligevel ikke nogen klode, og vi kan alligevel ikke gøre noget.«

Tabubelagt bekymring

Ifølge undersøgelsen fra Coop Analyse er unge mellem 18 og 34 signifikant mere bekymrede for klimaforandringerne end ældre mellem 55 og 74. Ligeledes viser Tænketanken Concitos

Klimabarometer fra 2018, at unge mellem 18 og 29 er den aldersgruppe, der finder klimaproblemerne mest alvorlige, og Fridays For Future-bevægelsen med den 17-årige svensker Greta Thunberg i spidsen har vist, at mange unge også handler aktivt på deres bekymring og frustration.

Det er ikke bare naturligt, at de unge bekymrer sig ekstra meget om deres fremtid, det er også en sund menneskelig reaktion, når man står over for en reel trussel, som klimaforandringerne er, siger chefpsykolog Marianne Schøler. Alligevel oplever hun ofte en flovhed hos de unge, når de skal tale om deres bekymring.

»Der er en samfundsopfattelse af, at der er tale om en holdning og en adfærd, frem for en tilstand. De unge bliver mødt af reaktioner som: »Jamen så må du jo gøre noget og leve mere klimabevidst.«

Det gør mange af de unge som nævnt allerede, og uanset hvad, kan det være en ekstra prøvelse for et belastet sind ikke at blive mødt med forståelse eller at opleve fordømmelse. Det kan i den grad give anledning til konflikter, siger Marianne Schøler.

»Vi har eksempler, hvor forældrene ikke vil komme på besøg eller tale med deres børn, fordi det altid går op i klima, så det er noget, der i yderste konsekvens kan give brud på relationer. Især hvis dit bagland ikke har en tradition for at forholde sig til problemstillingen.«

Klimastress kan ramme alle

Uanset om man forholder sig til klimaforandringerne eller ej, så er det umuligt at være uberørt. Det mener psykolog Lise Maj Jensen, der i mange år har været optaget af de psykologiske barrierer og drivkræfter for bæredygtig adfærd.

»De stærke eksempler på klimaangst, der rammer nogle, er kun toppen af isbjerget på en kollektiv stressudfordring, som vi står midt i og er tvunget til at forholde os til – hvad enten vi har lyst til det eller ej,« siger hun.

EU-Parlamentet erklærede inden årsskiftet undtagelsestilstand for klimaet, og ifølge Lise Maj Jensen modsvares den af en form for indre mental undtagelsestilstand i befolkningen, som vi reagerer meget forskelligt på. Nogle skrider til handling og kamp for at redde kloden. Andre reagerer med resignation eller benægtelse. Begge dele kan foruden bekymring, angst, skyld og skam føre til åbenlyse eller undertrykte følelser som afmagt, sorg, frustration og vrede. Vi befinder os alle sammen et sted i det spændingsfelt, siger Lise Maj Jensen, som anser benægtelsen for at være langt mere usund end klimaangsten.

»Vi står i Danmark på 10. etage i en bygning med brand i underetagen. Vi har måske udsigt til lidt varmere somre og flere vinmarker, og katastrofen kan synes lidt fjern. Men nede i underetagen er der er nogle, der råber om hjælp. Det er rigtig menneskeligt og nærliggende at fornægte det, og det kan give lidt helle at lukke øjnene. Men rent psykologisk ved vi, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt at fornægte,« forklarer Lise Maj Jensen og fortsætter:

»Angsten på den anden side er hensigtsmæssig, fordi den hjælper os til at se virkeligheden i øjnene, så vi kan handle på den.«

Hun understreger, at det bliver problematisk, hvis angsten tager overhånd hos den enkelte. Men det er vigtigt ikke at gøre klimaangst til et individuelt problem, mener hun. Tværtimod er det et fælles ansvar at tage hånd om den udbredte og helt reelle bekymring i befolkningen.

Lise Maj Jensen indstillede sit professionelle arbejdsliv i 2018, men mødte allerede for år tilbage personer med store bekymringer for klimaet i sin psykologpraksis. Den nu pensionerede psykolog forudser, at endnu flere i fremtiden vil søge hjælp til at tøjle klimaangst. Samtidig forudser hun en stigning i kendte psykiske diagnoser, selvmord, vrede og civil ulydighed i samfundet som konsekvens af den indre undtagelsestilstand og splittelse, klimakrisen sætter os i.

»Man ved internationalt, at der er sket en stigning i stærke reaktioner på klimaforandringerne. Mange vil ikke finde sig i, at truslen ikke bliver taget mere alvorligt. Det er vores urgamle nervesystem, der bliver aktiveret, når vores livssituation og eksistensvilkår er på spil. Det er stærke drivkræfter,« siger hun.

Klimaangsten vækker os

Den engelske psykoterapeut, ph.d. og underviser ved University of Bath Caroline Hickman ser ligesom sin danske kollega klimaangst som en nødvendighed for at bremse klimaforandringerne.

»Når klimaangsten er afbalanceret hos den enkelte, er det en god ting. For 50 år siden var de eneste mennesker, der følte klimaangst, videnskabsmænd og miljøforkæmpere. Flertallet af mennesker vidste ikke engang, at de skulle være bekymrede, men i dag er vi i en position, hvor det næsten er for sent at handle. Bekymring, angst og alarm er med andre ord det, der skal redde os. Det er meget vigtigt at forstå, at klimaangsten er en sund menneskelig reaktion og ikke er en mental sygdom,« siger hun.

Fællesskabet lindrer

Ifølge Caroline Hickman har Danmark en mere klimaansvarlig regering end England, men ellers kan de to lande godt sammenlignes. Hun vurderer, at det er de færreste, der ikke er opmærksomme på truslen fra biodiversitets- og klimakrisen, men to udbredte typer af forsvarsmekanismer forhindrer mange af os i at handle. Den ene knytter sig til et håb om, at nogen nok skal nå at fikse det hele, inden det bliver rigtig slemt. Den anden kommer til udtryk som en form for ansvarsfralæggelse. Det betyder i praksis, at vi med en del af hjernen erkender, hvor alvorlig klimakrisen er, mens vi med den anden hjernehalvdel overvejer, om ferierejsen skal gå til Thailand eller De Kanariske Øer.

Det stiller et ansvarligt samfund i et dilemma, siger hun:

»På den ene side er det nødvendigt, at folk vågner op, forstår, hvor alvorlig situationen er, og føler en grad af frygt. Men på den anden side må de ikke blive så angste, at det bliver handikappende.«

Det er netop den udfordring, Caroline Hickman bruger det meste af sit professionelle virke på at forsøge at løse. Hun sidder i direktionen i Climate Psychology Alliance, der er en gruppe af 300 britiske psykologer og fagfolk, som bidrager med psykologisk viden om klimakrisen. Her er hun blandt andet med til at producere podcasts til lærere og forældre og har samtalegrupper med forældre om, hvordan man kan tale om klimaforandringer med børn, der har ekstra

brug for følelsesmæssig støtte og voksne, der viser ansvar. Desuden afholder hun kurser for faggrupper som studierådgivere, undervisere, læger, videnskabsfolk og socialarbejdere om, hvorfor og hvordan det er vigtigt at tale om den klimatrussel, vi står over for.

»Grundlæggende handler det om at få folk til at forstå og acceptere sandheden om klimaets tilstand i stedet for at dække over den. Dernæst er opgaven at hjælpe folk med at kunne rumme de følelser, der nødvendigvis følger med. Lykkes det, vil folk få det bedre og komme mere hele og robuste ud på den anden side og være bedre i stand til at reagere – både i den ydre

verden og i deres indre følelsesverden,« siger hun.

Den engelske psykoterapeut kommer desuden med et helt konkret forslag til, hvad du kan gøre, hvis klimabekymringen

vokser dig over hovedet:

»Søg ind i et fællesskab eller en klimabevægelse med mennesker, der føler det samme som dig. Du vil finde ud af, at du ikke er alene med din bekymring og frustration, og samtidig kan det være en stor hjælp at handle, så du føler, du gør noget for at

ændre situationen. Når du gør noget sammen med andre, har det desuden en endnu større effekt,« siger hun.

»Et barn vokser jo bare op og bliver endnu en forbruger« 

Karina Konrad, 33 år, user experience designer, Malling 

»Jeg kunne ikke kigge nogen steder hen uden at se, hvordan vi ødelægger den her verden. For eksempel når jeg gik rundt i supermarkedet og så på alt det kød, der var. Eller når jeg bevægede mig udenfor og så alle de store biler, som slet ikke er nødvendige at køre rundt i inde i midtbyen. Det gennemsyrede min hverdag, så jeg ikke kunne tænke på andet. Jeg følte mig magtesløs og mistede næsten håbet til sidst. Det endte med, at jeg gik i seng med ondt i maven og stod op igen med ondt i maven. Jeg kunne ikke overskue konfrontationen med folks ligegyldighed – og med virksomhedernes og politikernes ligegyldighed. Jeg spiste plantebaseret og indrettede min hverdag, så jeg gjorde noget for klimaet. 

I nærmest alle samtaler begyndte jeg at  italesætte klimaproblemerne. Når jeg tænker over det, har jeg angrebet folk på en meget sofistikeret måde. Hvis de har fortalt om en vidunderlig rejse eller vist mig en flot ny kjole, kunne jeg sige: Men har du tænkt på, hvor mange ressourcer det har krævet. Til sidst var selv min kæreste ved at få nok, og der gik det op for mig: Hold da op – fylder det så meget? 

Vendepunktet kom, da jeg blev en del af Extinction Rebellion, som er en global aktivistisk folkebevægelse mod manglende handling på klimakrisen. Der har jeg fået et fællesskab, hvor jeg kan udtrykke og få afløb for mine frustrationer over, at vi mennesker gør krav på ressourcer, som der også er andre, der har brug for. Det giver også mulighed for at tale direkte til lovgiverne, og jeg er afklaret med, at civil ulydighed er et nødvendigt værktøj. Det giver mig en følelse af, at jeg gør alt, hvad jeg kan, uden at det ender i borgeroprør. 

Desuden har jeg sammen med min kæreste besluttet ikke at få børn. Et barn vokser jo bare op og bliver endnu en vestlig forbruger, og så kører møllen igen. Derfor har jeg valgt at sætte mine egne behov til side for naturens skyld. For lad os være ærlige. Det er jo et egoistisk behov at få børn.«   

»Jeg bliver ikke motiveret af frygt, jeg bliver motiveret af at blive vist en vej«

Jeppe Aagaard Kristensen, 34 år, forsker i geovidenskab, Ry

»Jeg tænker meget over klimaet. Jeg er også blevet påvirket af at have fået en datter, for jeg føler, at jeg kigger ind i fremtiden, hver gang jeg ser på hende. Vi træffer de fleste valg med klimaet i baghovedet – for eksempel har vi købt en bil, der kører langt på literen, vi har valgt at bygge et nyt hus, hvor energieffektiviteten er i top, og vi har fået vegetariske måltidskasser.

Jeg forsøger at gøre mit bedste, men jeg får ikke dårlig samvittighed, hvis jeg af en eller anden grund ikke kan. Jeg er ikke tilhænger af, at klimakrisen skaber frygt. Jeg mener, man skal gøre sig umage, men hvis vi sætter alt for strenge dogmer som samfund og alt for høje forventninger til hinanden, tror jeg, det bliver svært at få nok mennesker med. Og det er jo lige meget, hvad en lille gruppe frontløbere gør, hvis ikke de brede masser kommer med. Dommedagsretorikken, hvor man snakker om bestemte datoer, der fungerer som skæringspunkter for, hvornår noget sker, eller hvornår noget er for sent, tror jeg ikke motiverer dem, som ikke allerede er med på klimavognen. Det gør nærmere folk modløse og opgivende. Desuden er det forkert rent videnskabeligt at sætte datoer på, fordi vi ikke forstår systemerne godt nok til at kunne forudsige klimaudviklingen så nøjagtigt.

Jeg bliver ikke selv motiveret af frygt. Jeg bliver motiveret af at blive vist en vej, og derfor er den store samfundsmæssige udfordring lige nu at finde ud af, hvordan vi får befolkningen til at handle anderledes. I coronakrisen så vi, hvor lydhøre vi er over for vores regering, så hvis vi bliver vejledt i, hvordan vi bør opføre os, tror jeg på, det hjælper. Om ikke andet er vi lydhøre over for vores tegnebog, så afgifter de rigtige steder kan være en effektiv løsning. At se, hvordan folk har opført sig under coronakrisen, giver håb for, at vi kan komme i mål i forhold til klimakrisen.«