6 myter om kvinder og sex
1. En rigtig kvinde ved, hvordan hun skal forføre en mand
”Det er urimeligt, hvis kvinden pålægger sig hele ansvaret for forførelsen. Hvis hun så ikke kan forføre en mand, så må hun være forkert. Frygten for afvisning kommer til at fylde meget, hvis hun tænker, at hun skal vide, hvordan hun forfører manden. Den omvendte myte ’en rigtig mand ved, hvordan han skal forføre sin kvinde’ gælder jo også, så hvad er ret og rimeligt? Det er også forskelligt, hvordan folk vil forføres, og derfor kan kvinder umuligt vide, hvordan alle mænd vil forføres.
Det, jeg møder i min klinik, er, at der er en idé om, at kvinden skal forføre på en anden måde end manden. Mange kvinder synes, det er svært at forføre en mand, fordi de på den ene side gerne må tage initiativ og invitere til sex, og på den anden side må de ikke være for udfordrende og inviterende, fordi så signalerer de, at de er nemme. Mænd må godt udstille deres lyst, som de vil, men hvis kvinder gør det samme, så er de i manges øjne billige. Der hersker nogle nedarvede kulturelle fordomme om, at mænd godt må have sex med mange forskellige, men det må kvinder ikke.”
2. Kvinder kan ikke adskille sex og kærlighed - som mænd kan
”Der er en del kvinder, der går i sexklubber for at få sex og intet andet. De viser jo, at de bestemt godt kan adskille det. De går efter den rene sexoplevelse. Der er også mange mænd, der forbinder sex med kærlighed, og omvendt er der både mænd og kvinder, der kan adskille sex og kærlighed. Myten er overgeneraliserende og laver nogle kønsstereotyper, som ikke er sande. Hvorfor skulle kvinder være dårligere til at adskille sex fra kærlighed?
Jeg møder mænd i min klinik, som siger, at de bedre kan adskille sex og kærlighed end deres kærester. Det er bekvemt at være den partner, der påstår, at man kan adskille sex fra kærlighed, fordi man så på en måde har carte blanche til at være sammen med andre. Derfor er overbevisningen: ”Jeg kan godt adskille sex fra kærlighed, men det kan min kæreste ikke” meget bekvem at have, uanset om man er mand eller kvinde.”
3. En rigtig kvinde bliver våd uden problemer – gerne pjaskvåd!
”Der er forskel på, hvor våde kvinder bliver, og der er forskel på, hvor våd hun bliver fra gang til gang. Hvad med en kvinde, der ikke får et tilstrækkeligt forspil, men har behov for det? Eller en kvinde med diabetes, som ofte medfører, at hun har problemer med at blive våd? Der er så mange årsager til, at hun måske ikke lige bliver våd fra første eller tiende sekund. Mange kvinder får problemer med tørhed i skeden efter overgangsalderen. De er stadigvæk rigtige kvinder og bestemt også seksuelle kvinder. Problemet er, at vi kommer til at sidestille et fugtningsproblem med, at man ikke er en rigtig kvinde. Og det er da noget værre sludder.”
4. Kvinder vil domineres i sengen af en mand, der tager dem lige på og hårdt
”Der er masser af kvinder, der godt kan lide en blid mand, der giver et langt, sensuelt forspil, som kæler for hele hendes krop og langsomt nærmer sig hendes kønsdele. Jeg møder mange kvinder, der fortæller mig, at de ikke kan forestille sig noget værre end en mand, der går for hurtigt frem og behandler deres klitoris som en startknap. Den her myte er problematisk for både kvinden og manden. Hvis manden tror på myten, så vil han måske komme til at gøre noget, der er grænseoverskridende eller gør ondt på kvinden. Hvis kvinden tror på den, så føler hun sig temmelig forkert, hvis hun ikke vil domineres og tages lige på og hårdt.
5. Kvinden må gerne være lidt kostbar, når hun forfører, men på den anden side må hun ikke være en isdronning
”Hvor er friheden til at være sig selv henne? Det er usundt, at man skal leve op til et eller andet stereotypt billede. Mange kvinder har en idé om, at hvis hun er for kostbar og for svær at opnå, så løber mænd videre til en anden, men er hun for lidt kostbar, så risikerer hun at blive opfattet som nem og villig. Derfor balancerer kvinden mellem 2 yderpunkter, og det kan være svært at navigere i. Der er mænd, der godt kan lide jagten, men der er også mange, der godt kan lide det hurtige knald, der er nemt. Den her myte er medvirkende til, at mange kvinder føler, at de skal være noget andet, end de er. Mit råd til mine klienter er altid, at de skal øve sig i at være en mere autentisk version af sig selv, for ingen kan leve op til den her myte. Og når alt kommer til alt, så er autenticitet noget af det mest forførende, der findes.”
6. Porno er ikke noget for kvinder
”Der er undersøgelser, der viser, at mænd ser mere porno end kvinder. Traditionel porno er generelt lavet af mænd for mænd og på mandens præmisser. Men man skal passe på med ikke at overgeneralisere, for mange kvinder ser også porno. En del af dem bryder sig dog ikke om porno, karakteriseret ved hurtig og hård penetration og orgasmer i samme øjeblik. Vi ser porno på forskellige måder. Mænd ser oftest porno for at tilfredsstille sig selv og som en genvej til hurtig ophidselse og udløsning. Kvinder ser porno af mange grunde; nogle gange for den seksuelle ophidselses skyld, andre gange fordi de er nysgerrige på, hvordan man kan gøre noget specifikt, og hvordan andre gør, og nogle gange ser veninder det sammen. Det er ikke nødvendigvis, fordi de skal være seksuelt ophidsede sammen, men fordi de tager på en fælles rejse ind et kunstigt univers.”