Kan man få for meget protein?
For meget protein kan måske forhøje risikoen for hjertesygdomme
Proteindiæter er populære, men måske kan meget protein forhøje risikoen for hjertesygdomme hos midaldrende mænd, ifølge et nyt studie fra Finland offentliggjort i maj 2018. Studiet har analyseret informationer fra over 2400 mænd mellem 42 og 60, som noterede, hvad de spiste i 4 dage. Mændene blev delt i 4 grupper baseret på, hvor meget protein de spiste, hvor de, der spiste mindst, spiste 78 gram om dagen, de, der spiste mest, spiste 109 gram om dagen.
Meget protein gav 33 procent højere sandsynlighed for hjertediagnose
Forskningen fulgte mændene i 22 år, hvor 330 i mellemtiden var blevet diagnosticeret med hjertesygdom. Mændene i den gruppe, som spiste mest protein, havde en 33 procent større sandsynlighed for at blive diagnosticeret med hjertesygdom sammenlignet med dem, der spiste mindst protein. I gruppen, hvor protein fra animalske kilder var mere dominerende end protein fra vegetabilske kilder, var der flere tilfælde af hjertesygdom.
Vi spiser mere protein end tidligere
Vi får mere protein fra kosten end tidligere. Det kan man konstatere ved at se på danskernes kostvaner og herunder indtag af protein og sammenligne 1980’erne med nutiden, fortæller klinisk diætist Stine Junge Albrechtsen.
»Det er ikke underligt, når man for eksempel ser på, hvad vi kan købe af fødevarer, der indeholder ekstra meget protein. Siden 1980’erne har vi ikke alene fået proteinbarer og proteindrikke, men også for eksempel skyr med et højere proteinindhold end andre mejeriprodukter,« siger Stine Junge Albrechtsen.
Ingen grund til at være nervøs for protein
Umiddelbart skal vi dog ikke være nervøse for protein, vurderer Stine Junge Albrechtsen. Det finske studie beviser ikke en signifikant sammenhæng mellem meget protein og hjerte-kar-sygdomme, blandt andet hviler det på selvdokumenterede oplysninger om, hvad mændene har spist. Undersøgelsen er relevant, men som det også pointeres i undersøgelsen, er der behov for mere forskning for at bekræfte resultaterne.
»Men der er stadig grund til at have et forsigtighedsprincip i forhold til protein,« siger hun.
Det gælder især, når unge har stærkt fokus på protein, fordi de skal pleje deres sixpack. De mener, de har behov for proteintilskud for at opbygge en stor muskelmasse. Men det ikke er proteinet alene, der gør stærk, det er træningen, pointerer Stine Junge Albrechtsen.
For meget protein kan skade nyrerne
For meget protein kan skade nyrerne. Danske undersøgelser har vist, at 6 måneder på en kost med et dagligt proteinindtag på 1,6 gram per kilo kropsvægt medførte, at forsøgspersonernes nyrer blev 4-5 % større end hos personer i en kontrolgruppe, som havde fået 1 gram protein per kilo kropsvægt. Proteinrig kost ser altså ud til potentielt at kunne belaste nyrerne.
Alt behøver ikke at blive proteinberiget
»Rigtig mad skal man ikke være nervøs for, men der er god grund til at være skeptisk, når alt skal proteinberiges, eller der altid skal drikkes en proteindrik efter endt træning. Man skal have respekt for, at unge mennesker ikke er færdige med at vokse, deres nyrer er ikke færdigudviklet, der findes ikke klokkeklar dokumentation for nyreskader, men der er ingen grund til at tage chancer, der er klart brug for et forsigtighedsprincip,« siger Stine Junge Albrechtsen.
- 0,8 gram per kilo kropsvægt er standard for, hvor meget protein kroppen har brug for
- 1,1 gram per kilo kropsvægt er gennemsnitsindtaget ifølge danskernes kostvaner
- 2-3 gram per kilo kropsvægt er sandsynligvis for meget for den almindelige dansker. Det svarer til 160 gram protein om dagen til en mand på for eksempel 80 kilo.
De fleste får rigeligt protein fra maden
De fleste af os får rigeligt med protein fra almindelig mad. Kun ældre og fysisk aktive, der træner meget, kan have brug for protein som tilskud, forklarer Stine Junge Albrechtsen.
Danskernes proteinindtag kommer primært fra animalske kilder som kød, fjerkræ, æg og mejeriprodukter. Her udgør proteinindholdet cirka 4-25 gram per 100 gram af fødevaren. Der skal altså spises mange gram kød, æg og ost og drikkes mange liter mælk, før indtaget bliver for højt.
Protein er godt til vægttab
Protein er godt. Selvom der er brug for et forsigtighedsprincip, når det gælder tilskud, er protein stadig gavnligt for eksempel i forhold til, at BMI’et stiger i normalbefolkningen. Befolkningen bliver i stigende grad overvægtig. Her er protein vejen frem for nogle overvægtige, fordi det udløser mæthed, protein bliver længere i maven end kulhydrater og fedt, og man bliver mæt på få kalorier, siger Stinge Junge Albrechtsen.