mad

Voldsom stuvning er lovlig doping for sumobryderen

Sumobryderen skal spise 20.000 kalorier om dagen, og det inkluderer bl.a. et gigantisk frokostmåltid. Efter det lægger enhver god sumobryder sig hen og tager en fire timer lang middagssøvn – uden at forbrænde en eneste af de indtagne kalorier.
en sumobryder der laver mad

Efter et gigantisk frokostmåltid lægger enhver god sumobryder sig hen og tager en fire timer lang middagssøvn – uden at forbrænde en eneste af de indtagne kalorier.

Sumobryderen skal helst spise en ensidig kost

En sumobryder i topdivisionen presser sin krop hårdt, ligesom professionelle sportsfolk gør i andre sportsgrene andre steder i verden. Det er sjældent entydigt sundt.

Det kræver traditionelt en meget ensidig kost – og en meget regelmæssig daglig rutine – at nå op på den vægt på mellem 140 og 180 kilo, som for de fleste er nødvendig, hvis de vil klare sig mellem de bedste.

 

Man skal stå tidligt op

En sumobryder i eliten står tidligt op. Ved femtiden vækkes han af de yngre sumobrydere, der er hans oppassere. Han bevæger sig straks ned i sumostaldens træningslokale og begynder at træne – uden morgenmad.

Lidt løb som opvarmning, en masse vægttræning, men frem for alt en masse små sumokampe mod staldfællerne i træningslokalets mudrede sumo-ring for at lære sig selv at reagere instinktivt i ringen uden at tænke så dybt. Fire-fem timers hård fysisk udfoldelse – det hele på tom mave.

 

Et kort sumo-liv

En sumobryder indtager typisk på en dag cirka 20.000 kalorier, fire-fem gange så mange som en gennemsnitlig japaner. Træningen gør, at sumobryderne bliver bomstærke.

Middagssøvnen gør til gengæld, at de mange kalorier sætter sig som fedt. Det skaber sejre i ringen, men det betyder også, at japanske sumobrydere i gennemsnit lever ti år kortere end deres landsmænd på grund af sukkersyge eller lever- og hjerteproblemer efter karrierens afslutning.

Voldsom stuvning er dagens vigtigste måltid

Dernæst sætter sumobryderne sig omkring en kæmpe gryde og får dagens største og vigtigste måltid. Sumostaldens kok har kogt en voldsomt proteinrig stuvning, som den hundesultne idrætsmand nu har til opgave at indtage så meget som muligt af. Jo mere, jo bedre.

Stuvningen rummer kød, kylling og proteinholdige grøntsager og kaldes på japansk »chankonabe«, noget i retning af  »kokkens gryde«. Der findes mange forskellige opskrifter, og smagen varierer fra dag til dag. Der eksisterer også restauranter, hvor almindelige japanere kan smage på den sagnomspundne ret.



En sumobryder spiser helst fire-seks dybe tallerkner af denne tunge stuvning, og han skyller det traditionelt ned med øl. Ingen regler om afholdenhed her. For mange år siden fik bryderen Takamisugi evigt ry ved at spise 65 skålfulde på et enkelt måltid.

Den allertungeste sumobryder i den moderne sumohistorie, Konishiki fra Hawaii, som var et stort navn i halvfemserne, har udtalt, at chankonabe er »en slags lovligt steroid«. Men det hindrer nu ikke, at der altid er rygter om, at nogle af bryderne i desperation efter at blive tungere supplerer stuvningen med medicinske steroider.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Så skal der lures

Straks efter dette gigantiske frokostmåltid lægger enhver god sumobryder sig hen og tager en fire timer lang middagssøvn – uden at forbrænde en eneste af de indtagne kalorier.



»Det gode ved det her job er, at man får sig en god middagssøvn,« udtalte Hokutoumi, en stormester fra halvfemserne, engang.

Læs mere om

mad