Sådan lytter du til en podcast
Firkantet sagt er en podcast et radioprogram, som ligger på internettet, så du kan høre det, når det passer dig. Du kan finde krimi-dokumentarer, fortællinger om interessante mennesker, samtaler om historiske begivenheder eller lære, hvordan du laver den perfekte pandekagedej. Kort sagt, findes der podcasts om stort set alt. Og hvis du har en særlig interesse, kan du næsten være sikker på, at der også findes en podcast om det.
Trin 1: Find en app til podcast
Har du en iPhone eller en iPad, skal du bare finde en lilla-farvet app, der hedder Podcasts på din telefon. Hvis du har en Android-telefon eller Tablet, skal du downloade en app i Google Play. Der findes mange forskellige – for eksempel Castbox, Pocket Casts eller Googles egen Google Podcasts. Du kan også lytte via Spotify, hvis du allerede bruger den til at streame musik.
Hvis du gerne vil lytte via din computer kan du for eksempel hente programmet iTunes fra Apple - det virker på både PC og Mac. Du kan også gå ind på hjemmesiden castbox.fm, som tilbyder, at du kan lytte i din browser.
Trin 2: Find en podcast
Når du har åbnet den app du vil lytte til podcasts i, skal du finde noget, du vil lytte til. Kender du navnet på den podcast, du gerne vil høre – for eksempel Med mad i munden, så skal du bare finde søgefeltet (ofte illustreret med en lille lup) og skrive der. Hvis du vil på opdagelse, kan du bruge podcast-app’ens browse-funktion, som giver et udvalg af forslag efter emner eller særligt udvalgte og populære podcasts. Og hvis du er mere eventyrlysten, så er Google din ven. Bare søg på podcast + dit yndlingsemne - og så dukker der næsten helt sikkert noget frem, du kan lytte til.
Trin 3: Abonnér og lyt
Når du har fundet en podcast, som falder i din smag, er det oplagt at abonnere på den. Det lyder mere forpligtende, end det er - og egentlig betyder det bare, at din podcast-app automatisk henter nye episoder ned på din telefon, så de ligger klar, når du vil lytte.
Og det er nu, det bliver smart. For du kan netop lytte præcis, når det passer dig. Så brug tiden på togturen, mens du vasker op eller slår græs til at lytte til en episode af din yndlingspodcast. Du kan også slukke fjernsynet for en aften og lave stuen om til en radiobiograf til lyden af en af de mange nervepirrende krimi-podcasts, der findes.