Sådan klarer du bilens ridser

Når der er trængsel på parkeringspladsen, og kom din bil i nærkontakt med naboens bildør, så fat mod. Hvis du har en lille ridse eller to, kan du måske selv klare det.
Ridse i bilen

Begynd med at bedøm om din ridse måske er så stor, at den bedst kan klares hos en autolakerer.

Bedøm din ridse

En dyb ridse, der gaber, så metallet kan ses gennem lakken, skal du nok overveje at overlade til en professionel autolakerer. Er det en mindre ridse, kan du formentlig klare arbejdet selv.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vask bilen

På en nyvasket bil er det lettere at bedømme skadens omfang, og hvor dyb ridsen er. Lad bilen tørre, så den er knastør. Gennemgå lakken på bilen nøje, og er der flere ridser, du vil lave, kan du markere ridserne med små stykker af tape, så de er nemme at finde igen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Poler ridsen

Poler ridsen med en ren, blød klud, så alt støv og snavs fjernes. Hvis der er snavs på bilen, vil lakken skalle på kort tid. Brug eventuelt et mildt poleremiddel, som kan købes i bilforretninger eller på tankstationer, og poler i cirklende bevægelser. Brug endelig ikke en svamp med skureflade, den vil bare ridse lakken yderligere. Hvis ridserne er meget små, vil du måske opdage, at ridsen allerede er væk. Så kan du standse ridsebehandlingen her. Er ridsen dybere, og forsvinder den ikke ved en omgang polering, så rens ridsen og området omkring. Vær grundig med rensningen. Har du lige brugt poleremiddel, skal det tørres ind, og området skal tørres efter for rester af polerevæske, så det er helt rent. 

Dup lak på ridsen

Brug terpentin til affedtning af ridsen og området omkring den. Køb den rigtige laknuance hos bilforhandleren eller i en forretning med autoudstyr. Dup lak på ridsen, ganske lidt ad gangen, det vigtigste er at få lukket hullerne i lakken. Hvis lakken er på stift, skal den smøres på lakken, til ridsen ikke længere er synlig. Er den på dåse, skal du bruge en lille, spids pensel. Hvis lakken er på spray, kan du sprøjte lidt lak ud i en kop eller skål og pensle den på med en lille, spids pensel. Det er vigtigt ikke at få for meget lak lagt på, så lakken løber.

Poler igen

Dagen efter, når lakken er tør, er det en god idé at give ridsen en grundig omgang med en poleremaskine, som jævner området og giver en blank overflade.

Kilder: FDM, Bilpriser, Autobutler