Sådan gør du plæneklipperen vinterklar
Pas på dig selv: Af med tændrørshætten
Første skridt i enhver vedligeholdelse af græsslåmaskinen er at tage tændrørshætten af. Det forhindrer, at motoren kan starte ved et uheld.
Tøm benzintanken
Tøm tanken for benzin, medmindre du har brugt benzin, der kan klare at stå i vintertemperaturerne. Den slags benzin kaldes for aspen-benzin. En kold vinter kan nemlig betyde kondensvand i benzintanken, og så bliver græsslåmaskinen sværere at starte, når det bliver forår igen.
Har du ikke mod på at tømme plæneklipperen for benzin, kan du tilsætte additiver, som kan holder benzinen klar og potent helt frem til foråret.
Gør plæneklipperen ordentligt ren
Når du skal arbejde på din plæneklipper, skal du være opmærksom på, at du tipper plæneklipperen rigtigt. Tændrørene skal pege op ad, når du tipper plæneklipperen, ellers risikerer du, at der løber benzin ud i luftfilteret. Du kan se i brugsvejledningen for din model, hvordan du tipper plæneklipperen rigtigt.
En af de allervigtigste ting er at gøre knivkassen ordentligt ren. Det kan du gøre med en haveslange og en bilbørste til at skrubbe græs af med. Alternativt kan du bruge en højtryksrenser. Fugten fra efterladte græstotter i knivkassen betyder, at metaldelene nemt ruster.
Kniven og knivkassen kan du med fordel smøre ind i olie, tectyl eller lignende, når alt er rent og tørt. Det beskytter mod rust.
Enten forår eller efterår bør du slibe klingen. Når klingen er afmonteret, kan du sætte den i en skruetvinge og slibe den med en fil. En velslebet klinge giver det bedste klipperesultat.