Sådan gør du din græsslåmaskine forårsklar
Gør græsslåmaskinen ren hvert år
Hoster græsslåmaskinen efter vinteren, eller klippede den ikke særligt jævnt de sidste omgange på græsplænen inden vinter, bør du give din græsslåmaskine et eftersyn, fortæller Claus Feldt fra Østjysk Plæneklipper Service, der vedligeholder græsslåmaskiner og plæneklippere i alle størrelser.
»Et eftersyn af plæneklipperen hvert år er godt for græsslåmaskinens levetid. Samtidig kører motoren mere jævnt, og klipningen af græsset bliver flottere.«
Tag tændrørshætten af
Første skridt i enhver vedligeholdelse af græsslåmaskinen er at tage tændrørshætten af. Det forhindrer, at motoren kan starte ved et uheld.
Tøm også tanken for benzin. Har du ikke brugt benzin, der kan klare kolde temperaturer – den såkaldte aspen-benzin – kan en kold vinter betyde, at der er kommet lidt kondensvand i benzintanken. Vandperlerne i benzinen gør græsslåmaskinen svær at starte, og den vil formentlig hoste og hakke lidt under kørslen, fortæller Claus Feldt.
Har du en græsslåmaskine med karburator, kan du tømme bundkarret. Hernede kan dannes alger. Rengør for det gamle vand, alger og skidt med rensebenzin.
Når du har fjernet tændrørshætten, kan du komme til undersiden af græsslåmaskinen. En tommelfingerregel er, at tændrøret skal pege op i luften, når du tipper plæneklipperen. På hovedparten af modellerne, skal du tippe maskinen bagud, så kun baghjulene rører jorden. Læg noget på håndtaget, så græsslåmaskinen bliver liggende stabilt, og du ikke får den ned over dig. Det er vigtigt, at græsslåmaskinen tippes rigtigt, da olien ellers vil løbe forkert i motoren.
På nogle modeller er plæneklipperen bygget med karburatoren siddende direkte på benzintanken. Der skal man ikke skille den ad. Rens eller tøm blot tanken for gammel/urent benzin
Fjern gammelt græs og slib klingen
Fjernede du ikke græs inden vinteren, skal du først fjerne tørt græs og mos fra undersiden af græsslåmaskinen og fra klingen.
Husk at fjerne tændrørshætten først.
Klingen kan du med fordel afmontere. Når du har fået klingen af, kan du sætte den i en skruetvinge og slibe med en fil. Alternativt kan du bruge en slibeskive og din vinkelsliber.
En skarp klinge er vigtig for at få et pænt resultat, når du klipper græs. En uskarp klinge flår i græsset, mens en nyslebet klinge skærer græsset over. Klingen bør helst slibes hvert år.
Skift benzinfilteret og rens luftfilteret
Claus Feldt anbefaler, at man skifter benzinfilteret i græsslåmaskinen. Et nyt benzinfilter koster mellem 30 og 80 kroner alt efter model. Ikke alle modeller har benzinfilter.
Luftfilteret kan du også pille ud. Er der ikke meget skidt, kan du rense det med lidt trykluft. Er luftfilteret meget beskidt, kan du udskifte det med et nyt.
Skift olie
Vil man være god ved sin græsslåmaskine, skal man tømme den for gammel olie. Motoren skal tømmes helt. Du kan evetuelt bruge en slags omvendt pumpe, der tager olien op ved at danne undertryk.
Olien skal tømmes helt af maskinen, inden du hælder ny olie på. Du skal bruge en særlig plæneklipperolie, og olieskift er en god idé, for en plæneklipper med ny olie holder længere.
Husk, at både spildolie og benzin skal afleveres på den lokale genbrugsstation.