Sådan får du et godt indeklima

Det er vigtigt at opretholde et godt indeklima i ens hjem. Samvirke har samlet nogle grundlæggende råd til et godt indeklima.
  • Sørg for, at der
    kommer ordentlig gennemtræk i fem-ti minutter flere gange om dagen, det
    er vigtigt for indeklimaet. Husk at lukke for varmen imens. Luft også
    ud, når du laver mad eller efter en aften med stearinlys og pejseild.
  • Det
    er meget vigtigt at holde din bolig tør for at sikre et godt indeklima.
    Sørg for, at murværk, tag, afløb og kloakker er i orden. Luft ekstra
    godt ud, når du har været i bad eller har vasket gulv. Prøv at undgå at
    tørre tøj indenfor. Tænk på, at mennesker selv producerer fugt. En
    almindelig husstand med to voksne og to børn producerer i sig selv, hvad
    der svarer til en stor spand vand - eller 10 liter -  om dagen. Hold
    boligen tør og varm op til ca. 20 grader celsius i alle rum i
    vinterhalvåret.
  • Rengøring
    er med til at skabe en bedre luftkvalitet og dermed et godt indeklima.
    Generelt er en grundig ugentlig tur med klud og spand fint, hvis du vil
    mindske mængden af støv og generende partikler i boligen. Tænk på, hvad
    du gør rent med. Luften er ikke særlig ren, hvis der i virkeligheden
    lugter af rengøringsmidler, der har afgasset til luften.
Se, hvad vi ellers skriver om: #tips og #indeklima