Pynt op til jul med nelliker i en citron eller lime
Duften af nelliker, der er stukket i en appelsin er dejlig, og de runde frugter hygger i julen, når de er bundet med silkebånd, og hænger i vinduerne eller arrangeres i en skål. Men hvorfor kun bruge appelsin? Prøv at variere appelsinerne med andre citrusfrugter som citron eller lime. De er også smukke og har en fin duft.
Find en god, rund citron
Her er hvad du skal bruge. Find en citron, der er smukt gul, uden pletter og pænt rund. Du skal også bruge et smalt silkebånd, knappenåle, en syl og selvfølgelig nelliker.
Bind bånd, så det holder
Nu skal citronen pakkes ind næsten som en gave. Det går lettest, når du har et smalt bånd. Giv citronen et kryds i bunden, og sæt det fast på citronen med en knappenål.
Sæt båndet fast
Brug knappelålene i båndet hele vejen rundt, så du er sikker på, at det ikke glider på citronens buede overflade. Bind en knude i den ende, citronen skal hænges op i.
Prik huller med sylen
Du undgår, at nellikerne knækker eller er svære at sætte i, når du prikker med sylen først. Du kan også bruge spidsen af en strikkepind.
Stik nelliker i hullerne
Nu kan du ubesværet placere nellikerne i de huller, du har prikket. Du kan prøve at variere mønstrene lidt for hver citrusfrugt, du pynter med nelliker.
Prøv også en lime
Citronen er klar til at hænge op, og måske har du lyst til også at prøve med en lime. De friske grønne og gule farver liver op i vinduerne i den mørke tid.