Klumme: Vi gør Coop enklere og billigere

Som en medlemsejet virksomhed har vi en forpligtelse til at gøre det nemmere og billigere for dig at handle, skriver Coops formand, Lasse Bolander, og beskriver den historiske forenkling, som skal hjælpe både butikker og medlemmer gennem krisen.

Har du også overvejet, hvor og hvor meget du kan slukke for varmen derhjemme i den kolde tid, hvornår du helst skal sætte en tøjvask over, eller hvor du kan spare i hverdagen? De har de fleste af os nok. Alle er ramt af de stigende omkostninger. Det gælder danskerne, og det gælder Coop. 

Vores medlemmer bliver presset på deres pengepung i hverdagen for at få privatøkonomien til at gå op. Vi ser tydeligt, hvordan flere forbrugere jagter tilbud, og andelen af danskerne, der vælger discount, stiger uge for uge.

I de seneste måneder har vi næsten ikke hørt om andet end inflation og voldsomt stigende priser på el og gas. Situationen er alvorlig. Som en medlemsejet virksomhed har vi en forpligtelse til at gøre det nemmere og billigere for dig at handle.

Nu tager vi skridtet og gør Coop enklere, så vi kan blive billigere for dig som kunde og medlem.

Vi har sat tempoet op på butiksåbninger i den nye kæde, Coop 365discount, der 3 gange i år er kåret til Danmarks billigste kæde. 

Vi udvider vores egne vareserier som Coop og discountserien X-tra i SuperBrugsen, Kvickly og Dagli'Brugsen og Irma Hverdag i Irma samt vareserien 365 og ansvarlighedsserien Änglamark. Dermed kan flere få husholdningsbudgettet til at gå op, uden at det går ud over kvaliteten eller ansvarligheden. Og som alle andre sparer vi selvfølgelig på energien, hvor vi kan. 

Men den aktuelle situation gør, at tiden er kommet til at dreje på et af de helt store håndtag for at komme gennem krisen. En historisk forenkling, hvor vi slår 4 kæder sammen til 2.

Det betyder, at Kvickly og SuperBrugsen samles i én kæde og dermed bliver Danmarks klart største supermarkedskæde med en samlet omsætning på omkring 25 milliarder kroner. 

Vi sætter alt ind på en fuld udrulning af vores stærke Coop 365discount. Det betyder samtidig et farvel til fakta, der forsvinder som kæde med årets udgang. Her vil der i stedet være godt 350 discountbutikker under navnet Coop 365discount. Ambitionen er fortsat at være Danmarks billigste og grønne discountkæde.

Det er store, men nødvendige greb for at forenkle vores virksomhed, så vi kan leve op til kundernes krav om billigere varer og sikre medlemsfordele til dig som medlem. Når vi reducerer omkostninger, er det desuden med til at sikre butikkernes overlevelse – særligt i de mindre lokalsamfund, hvor energipriser på himmelflugt risikerer at fjerne eksistensgrundlaget under lokale butikker og brugsforeninger. 

Ekstraordinære tider kræver ekstraordinære handlinger, men jeg er sikker på, at vi med denne plan fremtidssikrer Coop og vores position som Danmarks mest ansvarlige dagligvarevirksomhed.