KLUMME: Turbo på den grønne omstilling betaler sig
De støt stigende energipriser påvirker os alle sammen. Priserne er en oplagt anledning til at sætte endnu mere turbo på den grønne omstilling. I Coop kan vi samtidig se, at det betaler sig, for vi har været i gang længe, og i øjeblikket kan vi høste nogle af frugterne af vores arbejde med at reducere energiforbruget. Hvis vi ikke havde gjort det, havde de høje energipriser påvirket os og medlemmerne endnu mere.
I Coop har vi forpligtet os til at reducere vores klimapåvirkning med 75% i 2025, og at vi er klimapositive allerede i 2030. For at nå et så ambitiøst mål, sætter vi ind med klima og bæredygtighed over hele linjen lige fra kølediske og transport over leverandører og forbrug – og ikke mindst ude i butikkerne. Derfor kunne vi i august åbne et skoleeksempel på en helt ny Coop 365 butik, der har fået et seriøst klima-, energi- og bæredygtighedseftersyn. Vi kalder den Coops første bud på fremtidens bæredygtige butik.
Coop365 discount i Hvissinge, Glostrup, er nybygget fra grunden, og der er tænkt grøn omstilling, energieffektivitet og bæredygtighed ind helt fra byggefasen til den fremtidige drift. Butikken er bygget efter den mest ambitiøse internationale miljøcertificering og er udstyret med grønt tag, regnvandsanlæg, træfacader, ladestandere og ladcykel parkering. Køle- og varmeanlæggene udnytter overskudsvarmen, og der er fokus på mindre plastik, mere dyrevelfærd og mindre madspild – ligesom frugt, grønt og økologi er i centrum. Også det sociale og fællesskabene lag er tænkt ind med bl.a. et overdækket torv, hvor man kan møde sine naboer.
Den grønne omstilling er gennemgående for alle Coops butikker og bygninger, og i de kommende år fortsætter vi med massive investeringer i energioptimering. Allerede næste år vil alle vores egne butikker være helt fri for at fyre med olie eller gas.
I dagligvarehandlen kan og skal vi have ambitiøse klimaplaner og bæredygtige butikker. Men vi kan alle sammen gøre rigtig meget. Der er mange gode energitips og spareøvelser, som vi har fået ekstra meget grund til at huske på: de kortere bade, at vaske på 30 grader, at tage cyklen i stedet for bilen og at slukke for diverse strømslugende stand-by-funktioner. Mange af os vil formentlig også vente lidt længere med at tænde for varmen, når efteråret kommer.
Noget af det er måske lidt besværligt, og baggrunden med krigen i Ukraine er jo aldeles forfærdelig, men mit stille håb er, at vi bruger det til noget godt, og husker os selv på de gode vaner når energi- og brændstofpriserne en dag falder igen. For selvom det måske godt kan være lidt surt, så er det med til at reducere vores allesammens energiforbrug, og dermed også vores klimapåvirkning, og det har vi virkelig meget brug for. Og uanset energiprisernes udvikling i fremtiden, har vi ingen planer om at stoppe vores arbejde med den grønne omstilling af og i Coop.