Kan man ikke vaske undertøj sammen med klude, der skal vaskes ved 95 grader?

Hvis man alligevel skal vaske sin rengøringsklud fra toilettet på 95 grader, hvorfor så ikke fylde maskiner op med det øvrige vasketøj i stedet for at vaske både på 95 grader og 60 grader
?

Winnie From Thesbøl skriver i Samvirke, at klude, der er anvendt til rengøring af toiletter, skal vaskes ved 95 grader.

Er det ikke i modsætning til de anbefalinger for private hjem, der har været de senere år, hvor vi er blevet anbefalet at skrue ned for kogevasken til 60 grader? Hvis man alligevel skal vaske sin rengøringsklud fra toilettet på 95 grader, hvorfor så ikke fylde maskiner op med det øvrige vasketøj i stedet for at vaske både på 95 grader og 60 grader.

Hvad er i øvrigt forskellen mellem en rengøringsklud til toilettet, der bliver skyllet op i et rengøringsmiddel og ikke anvendes til andre formål, og så et par børneunderbukser, der er kommet afføring på? Skal underbukserne så også vaskes på 95 grader?

Håber, at I kan hjælpe med at udrede problemstillingen.

Marianne Jeppesen, Farum

Svar fra Winnie From Thesbøl

Vi har tidligere her i brevkassen diskuteret forskellen på at vaske tøj »rent« og vaske det »bakteriefrit«. Jeg henviser til disse brevkassesvar.

Vil du være sikker på, at dine klude m.v. er bakteriefrie, skal vasketemperaturen op på over 80 grader. Udelukkende at hæfte sig ved temperaturen er en forenkling. Vaskeprocessen - som også tidligere skrevet i brevkassen - omfatter også faktorerne: Tid, mekanisk bearbejdning, valg og dosering af vaskemiddel. Men det vil være for omfattende at forholde sig til alle disse faktorer her.

Klude, der er skyllet op i rengøringsmiddel, er ikke bakteriefrie, idet de almindelige rengøringsmidler ikke indeholder desinficerende midler. Underbukser med afføring skal skylles fri for afføring og vaskes ved temperatur over 80 grader, hvis du vil være sikker på, at de er bakteriefrie.

Alt hvidt bomuld kan som hovedregel vaskes ved høje temperaturer, så du kan godt fylde mere i maskinen, blot du er opmærksom på, at tøj, der ligger løst i maskinen, bliver grundigere bearbejdet, og de vaskeaktive stoffer fra vaskemidlet kommer nemmere i direkte kontakt med pletter m.v., end hvis tøjet ligger presset tæt sammen i en fyldt maskine.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.