Det betyder vaskesymbolerne

Inden du lægger tøjet i vaskemaskinen, er det en god idé at have styr på vaskesymbolerne. Få et overblik over, hvad de forskellige tegn betyder.
flap på blåt stykke tøj viser 5 forskellige vaskesymboler

Vaskesymbolerne fortæller, hvordan du skal vaske tøjet, så det stadig holder formen, farven og kvaliteten.

Samvirke har en forklaring på, hvad de forskellige vaskesymboler, der kan inddeles i forskellige kategorier, betyder.
 

Dem med graderne:

vaskesymboler der viser hvor varmt man skal vaske tøjet

Tallet i skålen med vand fortælle, hvor varmt du kan vasketøjet. Står der 30 i vandet, kan tøjet tåle vask på 30 grader. På samme måde med 40, 60 og 95. 

Én streg under skålen med vand betyder, at tøjet skal vaskes på et skånsomt program i vaskemaskinen. Skånsomt betyder mere vand og færre tromlebevægelser.

To streger under symbolet betyder, at tøjet skal vaskes ekstra skånsomt – for eksempel på uldprogram.

En hånd ned i vandet betyder, at tøjet skal håndvaskes. Kryds over skålen med vand betyder, at tøjet slet ikke må vaskes.

Symboler for tørring:

symboler der viser hvordan og hvor varmt man må tørre tøjet

Symbolerne, der har med tørring af tøj at gøre, er typisk firkantede.

En prik i en cirkel betyder, at tøjet kan tørres i tumbler – men ved lav temperatur.

To prikker i cirklen og du må tørre tøjet ved almindelig temperatur i en tumbler.

Er der et kryds over cirklen, der er inde i en firkant, må tøjet ikke tørres i tumbler.

En vandret streg betyder, at tøjet skal tørres liggende. Er der en diagonal streg i hjørnet, skal tørringen ske i skygge. Tøjet kan eventuelt tørres over et håndklæde. 

Lodrette streger betyder, at tøjet skal dryptørre. En diagonal streg i hjørnet betyder igen, at tøjet skal tørre i skyggen. 

Kemisk rens:

symboler der viser hvordan renserier skal rense tøj

En cirkel med et bogstav er en anvisning til renseriet. Bogstavet angiver, hvilken væske, renseriet skal bruge for at få eksempelvis din frakke ren.

En streg under cirklen betyder, at renseriet skal bruge skånsom rens.

Blegning

symboler der viser hvordan man skal blege tøj

Af og til kan det være nødvendigt at blege tøj en smule. Trekanten er det symbol, som bruges, når en vaskeanvisning skal fortælle om blegning.

En trekant med kryds over betyder, at man helt skal undgå at blege tøjet.

En hvid trekant betyder, at alle blegemidler er tilladte.

En trekant med to diagonale streget betyder, at man må bleget – bare ikke med klor.

Når du stryger dit tøj

 

symboler der viser hvordan man må stryge tøjet

Strygejernet afslører, at symbolerne handler om strygning.

Én prik i strygejernet betyder, at temperaturen på strygejernet ikke må komme over 110 grader. Strygning med damp kan muligvis forringe tøjets kvalitet eller ødelægge stoffet.

To prikker – så er strygning med op til 150 grader helt i orden.

Tre prikker giver muligheder for strygning op til 200 grader.

Et kryds over strygejernet betyder, at strygning og behandling med damp skal undgås.

Artiklen blev bragt første gang i 2011. Artiklen er opdateret med nye symboler og forklaringer i juni 2017.