Redaktionen anbefaler






Med udgangspunkt i en elpris på 2,85 kr. pr kWh (prisen i november 2022) kan det ikke svare sig at udskiftning det gamle køle/fryseskab. Men hvis elprisen derimod stiger permanent til fx 5 kr. pr. kWh, så er der god økonomi i at udskifte det gamle køle/fryseskab.
Det viser Bolius’ seneste beregninger, der tager udgangspunkt i et ca. 10 år gammelt køle/fryseskab vs. køb af et nyt køle/fryseskab med henholdsvis energimærke A, B og C
Elprisen er altså afgørende for, om udskiftning af det gamle skab kan svare sig. Køber du et nyt og mere energirigtigt køle/fryseskab, er udvalget størst i C-gruppen, hvor også de billigste skabe befinder sig.
Ganske vist kan du spare yderligere på elforbruget ved at vælge et skab i energiklasse A eller B, men et køle/fryseskab i C-klassen giver den bedste kombination af energivenlighed og pris.
Køber du et nyt køle/fryseskab og beholder det i mange år, vil det naturligvis på et tidspunkt blive billigere end dit gamle køle/fryseskab, da investeringsprisen + det lavere elforbrug pr. år vil svare til det noget dyrere elforbrug pr. år, som du skal betale for dit gamle køle/fryseskab. Det vil dog kræve, at du beholder et nyt køle/fryseskab med energimærke A i mindst 16 år.
I december 2022 er årsgennemsnittet for elprisen 3,59 kr. (16/12-22). Dertil kommer, at elpriserne som minimum kan forventes at følge de almindelige prisstigninger, hvilket vil sige stigninger på 3 til 8 procent årligt. Hvis vi indregner en årlig stigning i elpriserne, vil det blive mere attraktivt at udskifte køle/fryseskabet. Og hvis prisniveauet holder sig omkring gennemsnittet for 2022 i en længere periode, er det værd at overveje en udskiftning til et skab af C-klassen.
LÆS OGSÅ: Hvor meget strøm bruger et køleskab?
Vi har taget udgangspunkt i, at du har et ældre køle/fryseskab, som er ca. 10 år gammelt og produceret af en kendt producent fra den tid.
Herefter har vi taget udgangspunkt i, hvor meget strøm denne gamle model bruger pr. år og omregnet strømforbruget til kroner ud fra en aktuel pris på 2,85 kr. pr kWh. Det har vi sammenlignet med tre nye køle/fryseskabe med hhv. energimærke A, B og C.
Ved at købe et nyt køle/fryseskab sparer du på det årlige strømforbrug, og jo bedre energimærket på det nye køle/fryseskab er, jo mere sparer du i drift i forhold til det gamle. Afhængig af elprisen vil der dog gå en del år, før det nye køle/fryseskab har tjent sig hjem.
* Præcist hvor meget strøm et gammelt køle/fryseskab bruger, afhænger både af størrelse, energimærke og alder.
Du sparer mest CO2 ved at beholde dit gamle køle/fryseskab
Overvejer du, hvorvidt du kan spare klimaet for CO2 ved at udskifte dit gamle køle/fryseskab, så er svaret også: Nej, det kan du ikke.
Du kan faktisk beholde dit gamle 10-årige køle/fryseskab i yderligere 5 år, til det er 15 år gammelt, og stadig spare klimaet for CO2 i forhold til, hvis du køber et nyt.
Årsagen er, at det er meget CO2-omkostningstungt at producere et nyt køle/fryseskab sammenlignet med at beholde dit gamle, som jo allerede er produceret.
LÆS OGSÅ: Hvor meget strøm bruger en fryser?
Vi har taget udgangspunkt i, at du har et ældre køle/fryseskab, som er ca. 10 år gammelt.
Køle/fryseskabet er allerede produceret, så derfor har vi noteret 0,00 kg under "CO2-udledning ved produktion af nyt" under det eksisterende køle/fryseskab.
Herefter har vi taget udgangspunkt i, hvor meget CO2 denne gamle model udleder pr. år og omregnet strømforbruget til CO2 ud fra en aktuel udledning på 0,142 kg CO2 pr. kWh. Det har vi sammenlignet med tre nye køle/fryseskabe med hhv. energimærke A, C og D. Jo bedre energimærket er, jo mindre CO2 udleder du.
Vi har til sidst udregnet, hvor meget CO2 de fire modeller udleder efter hhv. 5, 7 og 10 år, inklusive CO2-udledningen ved produktion af køle/fryseskabet. Det eksisterende køle/fryseskab er allerede produceret, så her er CO2-udledning ved produktion ikke regnet med.
Bolius har beregnet, hvorvidt det kan svare sig at beholde sit ca. 10 år gamle køle/fryseskab i forhold til to parametre:
Kilde: Videncentret Bolius
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10