Redaktionen anbefaler
Vi ved, at solcreme klarer opgaven, når vi skal beskyttes mod solens stråler, men kan ansigtscreme eller makeup med solfaktor erstatte solcreme i ansigtet, når vi skal værnes mod solen?
Skal du på stranden, en tur i haven eller på andre måder eksponeres for solen, er det ikke nok at komme ansigtscreme eller makeup med solfaktor i ansigtet:
”Typisk er solfaktoren i produktet for lav, og mængden af creme eller makeup, man kommer i ansigtet, er for lille til at give den rigtige solbeskyttelse,” siger Stine Regin Wiegell, der er overlæge på Videncenter for Hudkræft.
Hun anbefaler i stedet at bruge almindelig solcreme, fordi solcreme typisk har en højere solfaktor end ansigtscreme og makeup, og man er mere tilbøjelig til at komme et tykkere lag solcreme i ansigtet, end man f.eks. ville gøre med ansigtscreme:
”Man bruger ofte en for lille mængde ansigtscreme, fordi ansigtscremer er dyre.”
Når vejrudsigten ikke byder på solskin, eller når du ikke har planer om at være eksponeret for solen, kan det ifølge Stine Regin Wiegell godt betale sig at bruge almindelig ansigtscreme og makeup med solbeskyttelse:
”Det er en god idé at bruge ansigtscreme og makeup med solfaktor, fordi man så altid er beskyttet mod solen,” siger Stine Regin Wiegell.
Det gælder især, hvis du både bruger ansigtscreme og makeup, der begge har solfaktor i sig:
”Hvis man kommer en ansigtscreme med solfaktor i ansigtet og derudover bruger pudder eller foundation med en solfaktor, så er man forholdsvis godt beskyttet i ansigtet,” forklarer Stine Regin Wiegell.
Stine Regin Wiegell peger også på, at kvinders hud i ansigtet og på halsen ofte er pænere end mænds – og at det netop kan være på grund af kvinders ansigtspleje:
”Kvinder har færre solskader i ansigtet og på halsen end mænd, og det er nok, fordi der er tilsat solfaktor i de produkter, kvinder typisk bruger.”
Solcremens solfaktor gælder kun, hvis du smører kroppen ind i den anbefalede mængde solcreme. Ansigt og hals skal smøres ind i det, der svarer til 1 teske solcreme. Reglen gælder, uanset om du bruger ansigtscreme med solbeskyttelse eller almindelig solcreme.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Pudder og foundation bruges for at give huden et ensartet udtryk, men farven er også med til at beskytte huden mod solen, fordi pigmentet i makeuppen reflekterer solens lys. På samme måde beskytter solcreme med farve også mod solen:
”De mest effektive solcremer er dem, som er farvede, fordi farven reflekterer solens lys,” forklarer Stine Regin Wiegell
Uanset om du bruger solcreme eller ansigtscreme med solfaktor, anbefales det at smøre ansigtet ind to gange:
”Smør ansigtet ind i creme to gange med et kvarters mellemrum. Så kommer man højere op i faktor og bruger den rette mængde creme – og de steder, man missede første gang, bliver smurt ind anden gang,” siger Stine Regin Wiegell.