Kampen om den grønne ko: Kan koen blive klimavenlig?

Oksekød er noget af det mest klimabelastende, du kan spise 

Koen er et svin. Et klimasvin. Men koen giver gode bøffer og nærende mælk, og hvis vi vil have den slags i fremtiden, må vi hjælpe koen med at klimasvine mindre. For dansk landbrug er løsningen ikke at stoppe med at producere kød og mælk fra kvæg, så landbruget arbejder sammen med flere andre aktører intensivt for at løse klimaudfordringen. Samvirke ser på flere af de mulige løsninger, men først en hurtig gennemgang af problemet.

Der er cirka 1,6 milliarder køer i verden, og de står tilsammen for mellem 9 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Langt størstedelen af udledningen er metan, som primært kommer ud af koen som bøvser. Metanbøvserne skyldes koens indretning som drøvtygger, hvor maden bliver forarbejdet flere gange. Det er mikrober i vommen, der fører til produktion af metan. Ser man det over en 100-årig periode, er metan cirka 25 gange bedre til at holde på varmen end CO2 og er dermed en langt værre drivhusgas, og derfor er det bydende nødvendigt at tage sig af problemerne med metanudledning, hvis målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent (af niveauet i 1990) inden 2030 skal nås.

En anden problematisk faktor ved koen er foderet. Det gælder også for andre produktionsdyr, at der generelt skal produceres en større mængde mad, når det først skal gives til en ko (eller et andet dyr) som foder, før dyret kan give mælk eller blive slagtet og på den måde blive til menneskemad. Der skal eksempelvis langt mere korn, majs, solsikke eller roer til at producere 1 kg oksekød, end tilfældet ville være, hvis vi mennesker spiste kornet, majsen, solsikkefrøene eller roen. Eller som Jesper Svensgaard, klimaanalytiker i tænketanken Concitos fødevareprogram, formulerer det: 

»Knap 80 procent af landbrugsarealet i verden bruges til at producere foder til dyr. Men kun cirka 18 procent af de kalorier og 37 procent af de proteiner, vi spiser globalt, kommer fra dyr. For at øge mængden af foder til dyrene, øger man pt. land­brugsarealet. Da der ikke er mere landbrugsjord tilbage, sker det blandt andet ved at rydde store arealer skov og hermed træer, som ellers ville binde CO2 og derved medvirke til at mindske udledning af drivhus­gasser generelt. Det er ikke godt for klimaet.«

Køerne vil næppe forsvinde, så vegetarisme er ikke en løsning

Den letteste løsning ville være at droppe al produktion af kød og mejeriprodukter fra kvæg. Holde op med at spise bøffer, hakkekød, ost og smør og hælde noget andet end mælk i glasset. Bum. Så ville en væsentlig andel af de 1,6 milliarder køer forsvinde fra jordens overflade og sammen med dem også en stor del af metanudledningen, og vi kunne bruge arealerne fra dyrefoder til at dyrke menneskemad på. Scenariet er dog ikke voldsomt sandsynligt, og direktør for kvægsektoren i Landbrug & Fødevarer, Ida Storm, kalder da også den tankegang naiv.

»Jeg tror helt generelt på, at en sund og varieret kost indeholder forskellige elementer, også mejeriprodukter og kød. Det gælder herhjemme, men også på globalt plan, hvor man regner med et øget forbrug af animalske fødevarer – både fordi vi bliver flere mennesker, og fordi levestandarden bliver bedre i eksempelvis Asien og Afrika. Så bare at sige, at vi skal droppe al produktion af kød og mejeriprodukter fra koen, giver ikke mening, og slet ikke når vi har så effektiv en produktion, som vi har herhjemme.«

Desuden er en stor del af verdens fattige afhængige af at have et mindre dyrehold, hvor en ko både kan give mælk og fungere som trækdyr. 

Flere forsøg med at reducere metanproduktionen

Metan er den absolut største del af problemet, og derfor er det oplagt at se på, om metanudledningen fra den enkelte ko kan reduceres eller fjernes helt. Og her er der adskillige forsøg i gang. Det mest spektakulære er nok det britiske firma Zelp, som har udviklet en maske til koen. Ja, den er god nok, en maske. Masken sidder fast på en grime og dækker koens næsebor. Masken kan angiveligt reducere koens metanudledning med 60 procent ved at opfange metanen og omdanne den til ilt og vand. Det forklarer en af opfinderne af masken, Francisco Norris, til det anerkendte tech-magasin Wired. Maskerne er testet og vurderes ikke at have betydning for dyrevelfærden, og de kan bruges til kvæg både på stald og på græs. De er dog ved færdiggørelsen af denne artikel ikke sat i produktion endnu, og vi ved heller ikke, hvad de kommer til at koste. 

Herhjemme er der også flere tiltag i gang for at reducere metanudledningen, og med samme tanke som den, der ligger bag de britiske masker, arbejder danske ingeniører på at udvikle emhætter i staldene, som kan samle metanen op og enten bruge den som energikilde eller fjerne den.

»Løsningen med emhætter bliver bedre og bedre. Men af hensyn til dyrevelfærden kan alle køer i moderne stalde gå frit rundt, og mange kommer også ud på græs, og det gør det udfordrende at suge metanen op i emhætter,« siger Ida Storm fra Landbrug & Fødevarer. 

Foderet har en stor betydning for metandannelsen

Lad os se lidt på foderet, for hvad nu hvis det, der kommer ind i koen, kan ændres, så det ikke ender med at blive til metan, der kommer ud af koen? Her er den australske tangart Asparagopsis kommet ind i billedet. Forsøg har vist en reduktion i metanproduktionen på nærmest 100 procent, hvis rødalgen tilsættes i foderet, men da den også indeholder en række stoffer, som ikke er særligt sunde for os mennesker, vides det ikke med sikkerhed, om EU vil godkende produktet som tilsætning til foder. Og dertil kommer, at den type tang ikke kan vokse i vores ende af verden. 

»Så vi arbejder med nogle tangarter, der kan dyrkes på vores breddegrader. Vi har fundet ud af, at der er tangarter her, som også kan hæmme metandannelsen, ikke så effektivt som Asparagopsis, men uden de samme grimme bioaktive stoffer, så vi undersøger, hvad det er ved dem, der kan hæmme metandannelsen,« siger Mette Olaf Nielsen, som er professor ved Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet.

Meget tyder på, at den helt særlige type mikroorganismer – kaldet arkæer – der danner metan i koens vom, ikke er nødvendige for koen, og derfor kan forskerne kigge på løsninger, der er målrettet disse mikrober.

»Arkæerne tager brint og kuldioxid, der dannes, når koen forgærer sit foder i vommen, og sætter dem sammen til metan. Vi prøver at finde ud af, om vi kan tilsætte probiotika, det vil sige gode bakterier, der i stedet kan omdanne det her brint til næringsstoffer, som koen kan optage og udnytte. Og måske er der også nogle særlige bakterier eller specifikke vira, som kan undertrykke de her arkæer og dermed sætte dem ud af spil. Det bygger på principper, man kender fra andre typer af biologisk kontrol,« forklarer Mette Olaf Nielsen.

Koen skal spise mindre og producere mere

Så vidt et par af forsøgene, der hovedsagelig handler om at minimere eller fjerne metanen. Det næste vil være at spare både metan, CO2 og andre ressourcer ved bedre udnyttelse af foderet – altså at et antal foderenheder, der puttes ind i koen, giver så meget menneskemad som muligt. Hvis eksempelvis en malkeko spiser 60 kg foder om dagen for at give 26 kg mælk, vil målet være at få flere kilo mælk ud af koen med samme fodermængde. Eller samme mængde mælk for mindre foder. 

Og netop malkekøerne er i fokus i projektet Cattle Feed Intake, som er støttet af Innovationsfonden og har en hel række aktører bag sig. En af dem er Viking Genetics, som leverer tyresæd til danske og internationale kvægbrug. 

»Klimaperspektivet fylder rigtig meget i den politiske agenda. Kvægbruget er under pres på grund af metanproduktionen, men jeg tror på, vi kan løse det langt hen ad vejen. Jeg tror ikke på køer, der udleder 0 gram metan, men vi kan se både på fodringssiden og genetiksiden, at der er tiltag, der kan reducere,« forklarer Jan Lassen, som er Senior Project Manager i Viking Genetics.

I forsøget, som laves i samarbejde med bl.a. Aarhus Universitet, bliver malkekøerne overvåget af 3D-kameraer, som er sat op i små bokse i loftet. Kameraerne måler mængden af grovfoder, der ligger på gulvet foran koen, og holder hele tiden øje med, hvor meget den enkelte ko spiser. Data om foderforbruget bliver knyttet til den enkelte ko ved hjælp af billeder af koens ryg, som er unik for hver enkelt ko. Den information bruges til at finde de tyre, som giver afkom med bedst fodereffektivitet.

»Hvis vi har 2 køer, som giver samme mængde mælk, kan der være op til 1 tons forskel på, hvor meget de æder på et år. Det er et ressourcespild, også for landmanden. Vi ved også, at der mellem foderoptag og metanproduktion er en lineær sammenhæng. Dem, der æder meget, giver ofte også meget metan. Så kan vi finde dem, som er sunde, ikke bliver syge, er fertile, lever længe og også kan æde mindre foder, så er det en winwinwin-situation. Det er målet for os,« siger Jan Lassen. Og winwinwin-køerne er dem, man ønsker at avle videre på, så man simpelthen avler efter at få mere klimavenlige malkekøer.

»Ved at avle videre på de bedste gener tror vi på, at vi kan reducere metanproduktion med 1 procent om året pr. ko ved hjælp af selektion. Men der er ikke som sådan noget loft, så vi forventer, det bliver mere pr. generation. Over en 20-årig periode kan vi formentlig reducere mellem 15 og 20 procent kun ved selektion. Og det mål er konservativt,« siger Jan Lassen om de forventede resultater af forsøget, der kører over de næste 3 år.

Fokus på både kød- og malkekvæg

Man vil altså optimere selve malkekoen, men faktisk også de kalve, der kommer ud af malkekøerne, og som ikke selv skal producere mælk. Dem, der i stedet vokser op og bliver til bøffer, stege og hakkekød. Det er de kalve, vi ser nærmere på hos Lars Thinggaard uden for Randers. Her står nogle hundrede slagtekalve i en stor hal med højt til loftet og åbent ud til. Kalvene går sammen i mindre afsnit, og i hele den ene ende er alle kalvene af racen sortbroget malkekvæg. De er i denne sammenhæng ikke så interessante som de kalve, der går langs siden af hallen i flere afsnit. Det er nemlig de kalve, der er med i forsøget FutureBeefCross, hvor Viking Genetics i øvrigt også har en fod indenfor. 

»De dyr, der er med i forsøget, er krydsninger med kødkvæg. Vi henter jo kalve fra malkebesætninger, og det er flest tyrekalve. De malkekøer, der giver mest mælk og er sundest, dem inseminerer man med kønssorteret sæd fra tyre af malkekvæg, så man avler flere gode malkekøer, mens de dårligere bliver insemineret med sæd fra kødkvæg. Så får man et lidt bedre kødprodukt,« fortæller Lars Thinggaard og tager opstilling foran et staldafsnit med en 10-12 nysgerrige kalve. I den ene ende er monteret et antal automatiske foderkasser.

»Det her er de krydsninger, vi laver forsøg med. De er chippet i ørene, og når de går ind og æder, kan man på enkeltdyrsniveau måle, præcis hvor meget de æder, hvor ofte og hvornår, og så sidder der en såkaldt sniffer inde i automaten, som kan måle, hvor meget metan der bliver udledt, mens de står og æder.«

Kalvene her har haft en sortbroget mor, som producerer mælk, og deres »far« er enten af racen blåhvid, Angus eller Charolais. De fleste har pletter med blåligt skær. Som med Cattle Feed Intake-projektet handler FutureBeefCross om bæredygtighed på flere niveauer. Forsøget bliver styret centralt fra landbrugets videnscenter SEGES, som indsamler data og ender med at lave den store analyse af vægt, foderindtag og metanudledning. Formålet er at avle slagtekalve, som bøvser mindre metan og vokser mest muligt på en given mængde foder. Som hos malkekvæget vil det være en gevinst for landmanden – og for klimaet.  

Koen bliver aldrig helt klimavenlig

Mange af de kilder, du har læst citater fra indtil videre, tror altså på, at koen kan gøres så klimavenlig, at vi kan fortsætte med at spise okse- og kalvekød og indtage mejeriprodukter som mælk og ost. Og foruden det kød og de mejeriprodukter, vi selv indtager i Danmark, så er eksporten af produkter fra koen også en vigtig brik. I 2019 var indtægten på eksport af kød fra kvæg 2,29 milliarder kroner. Og den samlede eksport af mejeriprodukter løb op i svimlende 21 milliarder kroner. Alligevel mener klimaanalytiker i Concito, Jesper Svensgaard, at kræfterne skal sættes ind på at producere færre produkter fra kvæg. 

»Beskeden er klar: De kostråd, der lige er kommet ud, viser jo vejen frem. Vi skal konsumere og spise anderledes. Vi skal spise væsentlig mindre kød, især det røde, og også begrænse det daglige indtag af mælkeprodukter og have mere grønt på tallerkenen.« 

Jesper Svensgaard er bekendt med flere af de tiltag, der er nævnt ovenfor, og anerkender også indsatsen. Men klimavenlig bliver koen aldrig, siger han:

»Kød- og mælkeprodukter har et stort aftryk, og det vil de altid have. Det er rigtigt, at internationale analyser viser, at vi kan være foregangsland i forhold til at producere mindre klimabelastende kød og mælk, fordi vores produktion er virkelig effektiv, og de nye tiltag, hvis de slår igennem vel og mærke, kan gøre den endnu mere effektiv. Men over hele verden arbejdes der jo på klimadagsordenen, og flere lande er på niveau med os på det animalske område, så derfor bør vi i højere grad fokusere på at udvikle de fødevarer, der skal følge efterspørgslen på plantebaserede fødevarer, som videnskaben viser, at verden har brug for i forhold til de klimaudfordringer, der er. Jeg tror på, at det i længden vil være at skyde sig selv i foden, hvis vi insisterer på at skulle fortsætte den animalske produktion herhjemme i dens nuværende meget store omfang. Derved mister vi potentielt set også store, nye markeder for det plantebaserede, og det, bør vi aktivt sørge for, ikke sker.« 

Ida Storm fra Landbrug & Fødevarer anerkender også udviklingen mod mere plantebaseret kost i den vestlige verden, men mener dog, at koen også her vil spille en rolle. Den kan nemlig spise nogle af de produkter, der bliver tilovers, når der skal dyrkes grøntsager til menneskemad: 

»Der er også synergi imellem koen og de plantebaserede fødevarer. Vi kan putte sidestrømme som mask fra ølproduktionen og pulp fra juiceindustrien ind i en ko og få det omdannet til mælk, der indeholder vigtige aminosyrer, og den slags kommer der helt sikkert mere af, når udviklingen af planteprodukter tager fart. Og når det har været igennem koen, bliver gyllen til energi i biogasanlægget og ryger derefter tilbage på marken som gødning til planterne. Det kræver en masse samarbejde på tværs af sektorer, og det er allerede i fuld gang,« siger hun.

Kampen om den grønne ko fortsætter. Bøffen i burgeren og mælken i morgenkaffen vil findes en rum tid endnu, og måske bliver koen i virkeligheden også en bedre version af sig selv på vejen. Og et lidt mindre klimasvin.   

»Vi mangler dyr, der går ude og græsser året rundt«

Catrine Grønberg Jensen, biolog og kommunal naturmedarbejder:

»I forhold til biodiversiteten mangler vi dyr, der går ude og græsser året rundt. Naturen har udviklet sig i millioner af år, ved at der har gået dyr, som vælter træer og spiser op, så der er bar jord, som igen skaber nye levesteder for andre arter. Dyrene skider og skaber dermed en fest for biller og svampe. Inden for de sidste 100-200 år er de her systemer blevet bremset. Der er ikke så meget vand, der er ikke noget dynamik, dyrene spiser alt det forkerte på de forkerte tidspunkter af året og er kun gæster i naturen. Så naturen gror til med træer og høje græsser. Vi mangler den nedbidte naturform, som den afrikanske savanne. De forskellige planter, svampe, urter og insekter har vi fjernet, fordi vi har indført landbrug og opdyrket vores landskab. Privat har jeg 6 dyr på 13 hektar. Mine dyrs første funktion er græsning, at understøtte biodiversiteten, kødet, jeg får fra dyrene, er et biprodukt. Dyrene går på naturarealer hele året rundt og får minimalt tilskudsfoder. 

Nej, mine dyr vokser ikke lige så hurtigt som kødkvæg i landbruget. Men det handler jo også om, hvad det er for en slags dyr, vi taler om. Mine dyr er nøjsomme og kan klare sig med mindre end halvdelen af de foderenheder, som kødkvæget får.

I kommunerne arbejder vi med naturparkkoncepter. Store sammenhængende naturområder på 1000 ha. Der skal vi også have dyr ud at gå, og her kunne man sagtens forestille sig, at man indimellem også skal have en driftstilgang, hvor vi tager dyr ud og laver til kød. 

Jorden går ikke under, hvis vi ikke har biodiversitet, hvis eksempelvis pandaer og sommerfugle uddør. Man kan klare sig med rigtig lidt, når det kommer til stykket. Men vi kan koble naturen til det menneskelige velbefindende. Vi har det bedre som mennesker, når vi har god natur.«