8 (næsten) bilfri feriedestinationer
Brede sandstrande på De Østfrisiske Øer
De Østfrisiske Øer ligger i Vadehavet knap 4 timer syd for den danske grænse. Øerne ligger ud for Tysklands kyst som perler på en snor, og som resten af vadehavsområdet er øerne kendt for skøn natur. Flere af øerne er bilfri og byder på vandreture, spa- og kuroplevelser, surfing, sæler og en ø-jernbane. Du kan også bare sidde og slappe af i en af de karakteristiske, flettede strandstole på de op til 300 meter brede sandstrande. Færgerne sejler dagligt, men hold øje med sejlplanen, for afgange kan afhænge af af tidevandet.
Helgolands imponerende rødstensklippe
Helgoland ligger 70 kilometer fra det tyske fastland og består af 2 små øer på tilsammen 1,7 kvadratkilometer. Indtil 1720 hang øerne Helgoländer Düne og Helgoland sammen, men øerne blev skilt på grund af en stormflod. Øen Helgoland udgøres af en klippe og et lavtliggende område med en højdeforskel på 35 meter, og derfor taler man om en nedre og en øvre del af øen. For at komme fra den nedre til den øvre del kan man tage en elevator eller vælge at gå de 260 trin op ad trapperne for at komme op på den høje klippe. Øerne er helt bilfri og told- og momsfri, så det er muligt at spare lidt penge i de små butikker. Man kan opleve et rigt fugleliv, se sæler, gå ture langs klippekanterne, tage på stranden, bade i friluftsbadet, se de farverige hytter, fra dengang øboerne levede af hummerfiskeri, et bombekrater fra Anden Verdenskrig og øens vartegn, Lange Anna, der er en rødstensklippe, som stikker 47 meter op i luften. Øen har spillet en rolle i flere krige og er blandt andet kendt for Slaget ved Helgoland. Da britiske fly i 1945 bombede øen, måtte befolkningen søge tilflugt i øens bunker, som man stadig kan besøge i dag.
Skærgårdsliv på Marstrandsön
Byen Marstrand breder sig over skærgårdsøerne Koön og den bilfri Marstrandsön lige nord for Göteborg på Sveriges vestkyst. Øerne er et yndet turistmål, hvor der er mulighed for at bade, shoppe, tage i spa, gå ture, ro i kajak eller fiske. Du kan også besøge det historiske fort, Carlsten Fästning, der tog 202 år at bygge. Fæstningen blev brugt til fængsel, og var man blevet dømt til marstrandsarbejde, måtte man hjælpe til med opførslen. Straffen blev regnet som den strengeste i svensk lov. Marstrand er også en af Sveriges mest populære sejlsportsbyer, og i juli afholdes Sveriges største internationale sejlsportsbegivenhed Stena Match Cup Sweden.
Bindingsværk og brosten i Jakriborg
På trods af at byen først blev bygget i 1998, ligner Jakriborg i Skåne i Sverige i højere grad en købstad fra middelalderen end en moderne by. Husene har høje tage, spidse gavle og er enten bindingsværk eller har farverige, pudsede mure. Tag hertil for at opleve charmen ved at gå igennem byportene og ned ad de brostensbelagte gader, forbi blomsterbutikken, mejeriet eller købmanden, og nyd stilheden. Kritikere kalder byen for middelklassens svar på Christiania. Med moderne og forholdsvis billige lejeboliger opfylder byen mange menneskers drøm om rolige omgivelser uden biltrafik. Prisen for en lejlighed er i Jakriborg lavere end i både Malmø og Lund.
Whisky og astronomi på Hven
Den svenske ø Hven ligger midt ude i Øresund og var tidligere dansk, men i 1660 fik svenskerne den i bytte for Bornholm. Hven er kendt for at huse Tycho Brahes observatorium og slottet Uraniborg, og på museet kan du dykke ned i astronomens liv på øen. Er du til whisky, kan du enten slå et smut forbi whiskybaren Spirit eller destilleriet og få en rundvisning der, hvor den lokale Hven Whisky fremstilles. Øen byder også på små, idylliske landsbyer fulde af kunsthåndværk, caféer, restauranter og skønne strande med høje skrænter, og den er oplagt at udforske til fods eller på cykel. Ud over beboernes egne biler er øen bilfri, men til gengæld er der rig mulighed for at komme rundt på øen ved hjælp af cykel, bus og hestevogn.
Anholt er ørken og sæler
Anholt ligger midt i Kattegat, og det kræver en 3-timers sejltur at komme til øen. Stedet er kendt for sin fantastiske natur, og du kan opleve både bakket landskab og tæt skov. Ørkenen, der dækker 80% af øens areal, er et særpræget naturområde, der inviterer til vandretur med vandflaske. Der er også rig mulighed for at hilse på de spættede sæler, der har deres eget reservat på spidsen af øen, og se det gamle fyrtårn eller bade på en af øens mange sandstrande.
Tag en traxa eller gå rundt på Tunø
Tunø er en lille ø, der ligger mellem Samsø og Jylland. Sæt bilen på havnen i Hou, og tag færgen over. Traktorer, scootere og cykler er Tunøs eneste transportmidler, og du kan tage en traxa (traktor med vogn), hvis bagagen skal fragtes, eller du vil på en guidet tur rundt på øen. Du kan også sagtens udforske øen til fods, for der er ikke mere end 8 kilometer rundt langs vandet. På vejen kan du se kirken, der også fungerer som fyrtårn, den gamle smedje, spotte marsvin eller finde forsteninger på stranden neden for de stejle klinter. Fra øens vestside kan man se en halv snes 63 meter høje vindmøller, der udgør Tunø Knob, verdens ældste havvindmøllepark. Den blev opført i 1995.
Spis frokost og gå i kirke på Nyord
Den billøse ø Nyord er forbundet med det nordlige Møn via en lav bro. Bilen skal parkeres før Nyord by, og øen er oplagt til vandresko og er en del af Camønoen, som er 175 km vandring på Bogø, Møn og Nyord. I landsbyens smalle gader kan man spise frokost på Lollesgaard eller i Noorbohandlen. Om vinteren
oversvømmes øens enge af saltvand, og om sommeren bruges de som græsning for køer. Engene er levested for mange vade- og svømmefugle. Nyord Kirke (billedet) er en ottekantet bygning opført af arkitekt Otto M. Glahn med Frederiksberg Kirke som forbillede.