Om lidt drikker vi mælk uden ko

Artiklen som podcast: Hør Samvirke Mellem Linjerne, hvor vi taler om artiklen og afspiller lydbidder med nogle af kilderne. Find podcasten på Apple Podcast, Spotify, Podimo eller der, hvor du normalt hører dine podcast.

Vil du dele mælken med kalven?

Med ru og spidse, lange tunger griber kalvene fat om min mikrofon. En af dem tygger i mit ærme, og bagfra bliver jeg skubbet af endnu en af de 4  måneder gamle kalve på Sveriges Landbrugsuniversitet, SLU, i Uppsala nord for Stockholm. 

Kalvene er for få uger siden blevet separeret fra deres mødre, som de ellers har fået lov at tilbringe de første måneder af deres liv sammen med. Noget uvant i mælkebranchen, hvor vi i Danmark skiller konventionelle kalve fra deres mødre efter 12 timer, mens de økologiske køer og kalve får dobbelt så lang tid sammen, men altså alligevel bliver skilt ad efter et døgn. Og er kalven af racen jersey og født som tyr, så er der cirka 80 procent risiko for, at den bliver aflivet umiddelbart efter kælvningen. Jerseykvæg vokser nemlig ikke hurtigt nok til, at det kan svare sig at fede dem op til slagtning. I 2018 blev 22.000 tyrekalve aflivet på denne måde 

Kalvene bliver altså skilt fra deres mor kort tid efter fødslen, og den helt grundlæggende årsag til, at vi gør det sådan herhjemme, er, at kalven ikke skal drikke mælk fra koen. Mælken skal nemlig tappes på kartoner og køres ud i kølediskene, så vi kan få mælk i kaffen og på havregrynene. Det virker måske barskt, men sådan har det været i mange år, og mælkeproduktion til forbrugerne er en produktion, som landmanden skal kunne leve af. 

Eller som dyrlæge ved Seges, Landbrug & Fødevarers innovationscenter, Peter Raundal, formulerer det på mælken.dk: 

»Man skal gøre sig klart, at landmanden har køerne som produktionsdyr, og derfor gælder det om, at det meste af den producerede mælk kommer ud til forbrugerne. Derfor er det nødvendigt at skille kalven fra koen, men det skal gøres så skånsomt som muligt, og uden at dyrene lider overlast.«

Det svenske forsøg

Tilbage i Sverige er det Sigrid Agenäs, der har lukket mig ind i boksen hos de 10-12 kalve, som finder det utroligt interessant, at der er kommet gæster. Sigrid Agenäs er professor ved afdelingen for dyrs ernæring og management ved universitetet i Upp­sala og leder et forskningsforsøg, hvor kalvene får lov at gå sammen med deres mor i op til 4 måneder.

»En del af bekymringen omkring at lade kalven gå i længere tid hos sin mor er, at kalven bliver menneskesky. Det dur ikke i en produktion, hvor landmanden skal kunne komme til dyrene,« siger Sigrid Agenäs, mens jeg forsøger at få mit ærme tilbage fra kviekalven tættest på. 

Med i forsøget er 12 køer og deres kalve, ligesom 12 andre køer og kalve er med i en kontrolgruppe. Køerne kælvede i sensommer/efterår 2019, og kalvene blev først skilt fra lige før jul. Det helt afgørende med forsøget, som løber i mindst 3 år, er at finde ud af, hvad det betyder for køerne, når de ikke bliver separeret fra deres kalve umiddelbart efter kælvning. Hvis det skal være en model, mælkebønderne skal have lyst til at følge, så skal det være økonomisk rentabelt.

På anlægget i Uppsala har vi forladt kalvene og er gået ind i den stald, hvor køerne går. Jeg synker lige en enkelt gang, da vi bliver passeret af en kæmpestor sortbroget ko, som nemt kunne vælte mig omkuld ned i møget.  

»Holsteineren er avlet stor, for så giver den mere mælk. Måske ikke mere mælk pr. foderenhed, men i forhold til dyrets størrelse. Nu har avlsforbundet faktisk indført en maxhøjde på racen, for når dyrene bliver for store, kræver det mere plads, og det bliver for dyrt for landmændene,« forklarer Sigrid Agenäs. 

Hun sludrer med køerne, som vi går rundt derinde. Og hun snakkede også med kalvene, da vi var inde hos dem. Da kalvene i forsøget sidst på efteråret var 7 uger gamle, gav køerne 16 kg mælk til malkerobotten dagligt. Kontrolkøerne i forsøget gav 32 kg. Men i det regnestykke skal man også huske, at kalven, der er adskilt fra koen, også skal have mælk. 

»Hvis kalven får fri adgang til mælkespanden, vil den også drikke 16 kg om dagen,« siger Sigrid Agenäs. 

Og væksten hos kalvene tyder på, at de i hvert fald har gavn af at gå med koen. De foreløbige resultater fra forsøget viser, at kalvene, der har pattet hos mor, har taget 1,3 kg på om dagen. Det er meget vækst. Forsøgets kontrolkalve har fået mælk serveret, og selvom de faktisk har taget mere på end gennemsnitlige kalve, ligger de med 0,9 kg om dagen et stykke efter forsøgskalvene.

Også mælk i fremtiden

I landbrugets interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, følger de nøje med i forbrugernes krav og ønsker, og både dyrevelfærd og klimaforandringer har fået en større rolle. For et år siden fremlagde landbruget en vision om klimaneutralitet senest i 2050, fordi landbruget på nuværende tidspunkt alene står for 20-25 procent af fødevarernes samlede CO2-aftryk. Og koen er blandt de dyr, der udleder mest CO2: 

»Kvæg, der udelukkende bliver brugt til kødproduktion, har den største udfordring, når det handler om CO2-udledning, fordi de dyr bruger al foderoptagelse på kødproduktion, som man først får glæde af, når de slagtes. Malkekoen er faktisk mere produktiv, og dermed også mere klimaeffektiv, fordi den både leverer mælk undervejs i sin levetid og i tillæg giver kød, når den slagtes,« siger administrerende direktør Anne Arhnung.

Det er blandt andet koens udledning af metangas, når den bøvser, som erhvervet lige nu har størst fokus på at få nedbragt. Blandt andet forskes der i at udvikle et stof, der tilsættes foderet, og som kan slukke for metanen, ligesom der også laves forsøg med store »emhætter«, der skal suge metanen ud af staldene. 

På dyrevelfærdsfronten kan en af løsningerne på problemet med de mange tyrekalve, der er tilovers, når der produceres mælk, måske findes i et laboratorium. Branchen arbejder på at finde ud af, hvordan man kan blive endnu bedre til at kønssortere sæden, før koen insemineres, så tyrekalvene aldrig bliver skabt. Og forsøget i Sverige med at holde ko og kalv sammen i længere tid følger Landbrug & Fødevarer også med stor interesse. 

»Her følger vi hele tiden både egne forsøg og universitetsforsøgene. Lige nu praktiserer langt de fleste landmænd at adskille inden for første døgn, fordi det er det, forskningen anbefaler. Vi er opmærksomme på forholdet mellem produktion af mælk og velfærden for ko og kalv. Så vi følger forskningen og holder øje med, hvornår det er bedst for ko og kalv at blive adskilt.«

Og så er der udfordringen med kundernes dalende interesse for mælk. For ti år siden drak 5 ud af 10 mælk på en almindelig dag, mens det nu er 4 ud af 10, viser tal fra Coops Mad-O-Meter. Også salget af mælk er dykket markant. Fra 2006 og frem til 2018 er salget faldet med omkring en fjerdedel. 

»Det er vores forventning, at når vi ser 5-10 år – og også længere – frem, så vil vi stadig drikke mælk produceret som nu. God, gammeldags mælk lavet af køer som i dag. Vi ser, at der er fald i forbruget af drikkemælk, men at der er forskydning over til syrnede produkter, madlavningsprodukter og convenience. Den udvikling vil nok fortsætte – og måske også til andre produkter, vi ikke kender endnu,« siger Anne Arhnung.

Måske kan vi undvære koen

Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, og for 50 år siden var der næppe nogen, der forestillede sig, at køerne kunne blive så effektive til at producere mælk, som de er i dag. Og om 50 år har vi måske taget selve koen ud af mælkeproduktionen.

På DTU i Lyngby sidder Peter Ruhdal Jensen, som er professor og forskningsgruppeleder i forskningsgruppen for mikrobiel bioteknologi og bioraffinering. Han står bag et forskningsprojekt, som har fundet ud af at lave mælk uden en ko. Groft sagt.

»Når man laver ost på et mejeri, står man med 1/10 af udgangspunktet, som er osten, og 9/10, som er vallen. Vallen er fuld af mælkeproteiner, som er vigtige i et ernæringsperspektiv og har en række funktionelle egenskaber. Så vi har stillet os spørgsmålet: Kan vi lave disse og andre proteiner uden en ko?«

Formålet med projektet har været at undgå den miljø- og klimamæssige påvirkning ved mælkeproduktionen, som vi ser i dag. En bakterie er blevet gensplejset, så den kan producere proteiner identiske med mælkens proteiner enten ved hjælp af et restprodukt fra mejeriet (såkaldte sidestrømme) eller ved at fodre den med sukker eller restprodukter fra eksempelvis korn. 

»Koen er en relativt stor klimabelastning. Det her er bare en anden måde at lave mælkens protein på, og bakterien kan spise hvad som helst,« forklarer Peter Ruhdal Jensen og tilføjer, at det er en ekstremt effektiv måde at lave en stor proteinmængde på med et meget lavere klimaaftryk. 

Proteinet skal igennem en godkendelsesprocedure, før det kan komme på markedet, og det skal mærkes som en »novel food« for at gøre forbrugeren opmærksom på, at det er fremstillet på anden vis end vores traditionelle fødevarer. 

»På sigt vil vi kunne lave mælk og ost uden at have en ko,« siger Peter Ruhdal Jensen, men understreger, at der er to vigtige faktorer, der kan blokere for dét fremtidsscenarie: 

Det her vil blive drevet af økonomi i højere grad end af ønsker om dyrevelfærd og klimahensyn. Lige nu vil det være alt for dyrt at fremstille mælkeprotein ved hjælp af den gensplejsede bakterie, og Peter Ruhdal Jensen og hans hold har ikke mødt den store interesse fra mejeribranchen i Danmark. 

Og så er der os forbrugere. Vi er skeptiske over for gensplejsede produkter og er slet ikke vant til, at vores fødevarer er opstået i et laboratorium. Så der ligger en temmelig stor kommunikationsopgave og venter på dem, der kunne have lyst til at lave et kommercielt produkt ud af forskernes arbejde. Alligevel er Peter Ruhdal Jensen optimist. 

»Teknologisk set er det her ikke svært, det kræver bare hårdt arbejde at få prisen bragt ned. Men jeg tror ikke, vi skal længere end 5-10 år ud i fremtiden, før vi ser konkurrencedygtige produkter lavet på denne måde på markedet. Måske endda før.«

Vil forbrugerne betale?

Er det så slut med at have malkekvæg og drikke mælk, der rent faktisk er kommet ud af patterne på en ko?

»Nej, Jeg tror, det her kommer til at fungere sammen med køerne i lang tid fremover. Men vi kommer i fremtiden til at betale den reelle pris, kød og mælk koster, og så kan det her være et vigtigt supplement til en voksende befolkning samt medvirke til at øge bæredygtigheden af mejeriproduktionen,« siger Peter Ruhdal Jensen.  

Anne Arhnung fra Landbrug & Fødevarer tror heller ikke, at malkekøerne forsvinder i fremtiden, og hun er helt enig i, at det bliver problematisk at forbedre klimaaftryk og dyrevelfærd med den indstilling, de danske forbrugere har til prisen på mælk, ost og smør. 

»Vi skal arbejde for, at de her produkter, vi lægger meget værdi i, dem skal forbrugerne også være villige til at betale mere for. Hvis man vil have bedre velfærd og mere klimaeffektive produkter, så koster det flere penge,« siger hun.

Professor Sigrid Agenäs fra Uppsala mener også, at vi må ruste os til at betale mere for vores mælk, hvis vi ønsker bedre vilkår for køer og kalve. 

»Når jeg køber en liter mælk fra en lokal bonde, hvor ko og kalv har gået sammen, betaler jeg 2-3 gange så meget for den som for mælken i supermarkedet. Men så passer jeg også bedre på den og sørger for, at børnene kun skænker den mængde op, de kan drikke.«