Hvorfor får blomkål sorte pletter?
Hvis jeg køber et blomkålshoved og ikke bruger det samme dag, får det hurtigt sorte pletter.
Jeg opbevarer det i plastikpose i grøntsagsskuffen. Er det forkert?
Kirsten Hansen, Vejle:
Svar fra Winnie From Thesbøl
De sorte pletter på blomkålen er skimmel. Det opstår ved fugtig opbevaring for eksempel i en plastpose. Skimmelsvamp kan udvikle sig ved meget lave temperaturer. Selv om du lægger dit kål midt i køleskabet, hvor der er koldere end i grøntsagsskuffen, vil det formentlig ikke gøre forskel.
Det bedste, du kan gøre, er at spise kålen inden for et par dage.
Næste gang du køber blomkål og ikke får spist det hele, så prøv at pakke det i papir i stedet for. Det nedsætter vanddampen og kan måske forlænge kålens holdbarhed.
Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.