Redaktionen anbefaler






Husk at skylle toiletbørsten ren, når du skyller ud i toilettet
Toiletbørsten samler hurtigt en del bakterier på børsten og i skålen. Er du så nødt til at købe en ny hver ene og anden uge? Det er ikke nødvendigt, mener husholdningsrådgiver Winnie From Thesbøl. Så længe du sørger for at rense børsten jævnligt.
»Hvis du renser børsten og skålen i klorvand tre-fire gange om måneden, kan du i princippet vente med at købe ny, til toiletbørsten er slidt op. Bare følg anvisningen på klorinflasken. Her står der, hvor meget du skal bruge,« siger hun.
Desværre er klorin ikke godt for miljøet, og derfor kræver det forsigtighed med doseringen. Winne From Thesbøl nævner rodalon som alternativ til rengøring af toiletbørsten. Rodalon er dog ikke lige så kraftigt rent kemisk som klorin og dermed ikke så effektivt et rengøringsmiddel mod bakterier.
En tredje mulighed er at hælde kogende vand ud over børsten. Det fjerner også bakterier stort set uden at belaste miljøet.
Winnie From Thesbøl understreger, at det er vigtigt, at toiletbørsten holdes ren, og hvis du hellere vil købe en ny end desinficere børsten, kræver det ikke mere end et greb i lommen på 5-10 kroner.
»Der er folk, der har fine designer-toiletbørster, de gerne vil bevare. Her kan man ofte købe nye børstehoveder at sætte på,« siger hun.
Toiletbørstens funktion er også at fjerne kalkrande, der dannes i wc-kummen efter vandskyl, forklarer Winnie From Thesbøl. Oppe under kanten på kummen dannes der belægninger, som toiletbørsten kan hjælpe med at fjerne.
Samtidig er det vigtigt at bruge wc-rens i toilettet, gerne en gang om ugen.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10