Alverdens toilettyper
Japansk toilet
Knapper, dimsedutter og uanede mængder funktioner, som mange ikke forestiller sig, at der kunne være behov for. Japanske toiletter gør processen fuldautomatisk. Varme i sædet og mulighed for at justere temperaturen på vandet, der skyller dig ren samt luften, der bagefter tørrer dig. Alt sammen med en fjernbetjening.
Foto: Creative Commons/Flickr - http://www.flickr.com/photos/roblee
Pedaltoilet
Du kender det måske fra campingpladser i Sydeuropa, hvor pedaltoilettet er at finde. Det fungerer i sin enkelhed ved, at man skræver over hullet i ”skovskiderstilling”. Nogle har skyllefunktion, mens andre rengøres ved at hælde en spand vand i hullet. Stillingen kan føles akavet, men den giver faktisk den optimale hældning på tarmen, så den tømmes på en god måde.
Foto: Creative Commons/Flickr - flickr.com/photos/chinaspree
Das
Du møder det ved rastepladser og ved bålpladser i skoven. Det lille hus, som sjældent føles ret behageligt at bevæge sig ind i, behøver ingen vand eller kloakering for at fungere.
Der graves et stort hul, som dasset placeres ovenpå. Når hullet er fyldt, dækkes det til, og huset flyttes til et nyt sted ovenpå et nyt hul. Ordet ”das” stammer fra det tyske das häuschen – det lille hus.
Foto: Colourbox
Tysk toilet
Det tyske toilet er kendetegnet ved en anderledes kumme. Fordybningen i kummen, også kaldt ”lay-and-display”, giver mulighed for at inspicere resultatet, inden der trækkes ud.
Foto: Creative Commons/Flickr - flickr.com/photos/johnjack
Multtoilet
Multtoilettet er meget almindeligt i fritidshuse i Norge og Sverige, og ses efterhånden også i Danmark ved alternative, grønne bebyggelser. Under toiletsædet formuldes efterladenskaberne ved kompostering i det såkaldte multrum ved at hælde køkkenaffald eller træflis i toilettet. Det formuldede affald anses som hygiejnisk og kan bruges som gødning.
Foto: Creative Commons/Flickr - flickr.com/photos/greensong