Hjemmelavet limoncello

Lav din egen limoncello - den italienske citronlikør, som både er sød og sur. Drik den iskold af små glas

Limoncello smager fantastisk, og med brug af gode ingredienser kan man faktisk lave den selv. Vodkaen behøver ikke koste alverden, men det er vigtigt, at det er prima, friske økocitroner og hvidt sukker.

  • 4 store økocitroner
  • 1 flaske vodka (70 cl)
  • 600 g hvidt sukker
  • 600 ml kogende vand
  • Glas der kan indeholde mindst 1,5 liter 

Riv citronerne med et fint, skarpt jern. Den bitre hvide underskal må ikke komme med. Kom den revne citronskal i et stort syltetøjsglas, og hæld vodkaen over. Stil glasset i køleskabet i en uge. Ryst et par gange.

Efter en uge opvarmes sukkeret i vandet. Rør rundt, til sukkeret er helt opløst og hæld sukkervandet i glasset med skal og vodka.

Lad det trække en uges tid. Ryst glasset kraftigt mindst en gang om dagen.

Herfra kan man gå to veje: Nogen kan bedst lide, at man sier skallen fra og hælder væsken i en fin flaske. Andre synes, smagen bliver bedre og bedre med tiden (men anderledes), og lader det trække videre og drikker af det hen ad vejen.

Opskriften er fra Den lille sure - en presset historie om citronen skrevet af Ole Knudsen og Nanna Simonsen

 

 

 

 

Læs mere om