5 gode råd, når du laver drinks
Hav råvarerne i orden
1) Hav altid gode og friske råvarer. Sørg for at have god spiritus som base, friske frugter og bær samt friskpressede juicer.
Lav din egen sukkerlage
2) Kog en sukkerlage af 40 % vand og 60 % sukker. Hæld den på flaske og læg den på køl. Den kan bruges til at balancere alle dine cocktails. Du kan evt. også eksperimentere med at komme krydderier, urter og bær i din sukkerlage for at gøre den mere interessant.
Balancér smagene
3) Start simpelt med at finde en balance mellem det sure og det søde. F.eks. én type spiritus, din friskpressede citrusjuice og din hjemmelavede lage. Er balancen korrekt, kan den mest simple opskrift smage bedre end noget andet.
Start stille op
4) Start med at lave twists på allerede kendte cocktails, før du opfinder den nyeste trendy cocktail. F.eks. en Tom Collins eller Margarita med din favoritfrugt og krydderurt i. Når du har lavet tilpas mange twist, lærer du at forstå, hvordan en cocktail og smag er opbygget. Derfra kan du avancere til meget eksperimenterende cocktails.
Brug, hvad du har
5) Brug dit køkken. I stedet for at købe færdiglavede produkter så tænk kreativt med, hvad du allerede har.
Krydderihylden: Kardemomme, vanilje, kanel, ingefær, chili, lakridsrod, mynte, basilikum osv.
Frugtskålen: Citrus, banan, æble osv.
Køleskabet: Æg, mælk, fløde, grøntsager osv.
Tørhylden: Kaffe, te, sukker, brun farin, honning osv.