Har jeg brug for skærmbriller?
Er du 40-50 år og har ondt i nakken, har du måske brug for skærmbriller
Er du under 40, er sandsynligheden for, at du skal have skærmbriller, ret lille. Du har ofte først behov for et par skærmbriller, når du er mellem 40 og 50 år og vel at mærke bruger briller til daglig. Desuden opstår behovet for skærmbriller først, hvis du arbejder mere end 2 timer om dagen foran en skærm.
Har du ofte ondt i nakken, når du har siddet foran en skærm i længere tid, kan det være et tegn på, at du har brug for skærmbriller. Ømheden i nakken kan komme af, at du er nødt til at kigge op eller ned eller dreje hovedet for at kunne se skærmen skarpt gennem dine normale briller.
Til gengæld er hovedpine efter skærmarbejde ikke nødvendigvis lig med, at du har behov for skærmbriller. Det er mere sandsynligt, at hovedpinen kommer, fordi du har brug for en anden styrke i dine normale briller.
Sådan skåner du øjnene ved skærmarbejde
- Hvil øjnene med jævne mellemrum ved at kigge væk fra skærmen og fokusere på ting, der er længere væk.
- Hold korte, hyppige pauser fra skærmen i stedet for få lange.
- Sørg for, at der er den rette belysning ved skærmen. For meget (sol)lys kan være irriterende for øjnene.
- Indtil skærmens lysstyrke, så den passer til omgivelserne.
- Sørg for, at skærmen er placeret sådan, at den passer til dig og dit synsfelt.
Kilde: Louis Nielsen
Brug ikke dine læsebriller som skærmbriller i længere tid
I starten kan det være tilstrækkeligt at bruge dine læsebriller som skærmbriller.
»Når du først får brug for skærmbriller, er forskellen på styrken mellem dine læsebriller og dine potentielle skærmbriller ikke ret stor. Derfor kan læsebrillerne gå an som alternative skærmbriller i en periode. Efterhånden som du får behov for mere styrke, er det ikke længere hensigtsmæssigt at bruge læsebrillerne som skærmbriller,« forklarer Per Michael Larsen.
Læsebriller og skærmbriller er nemlig, som deres navne også angiver, forskellige og beregnet til forskellige formål.
»Læsebriller gør, at du kan læse noget, der er ret tæt på, men også se noget, der er ret langt væk. Skærmbriller er lavet unikt til dig og skal passe til det arbejde, du laver. Det kan f.eks. være, hvis du skal kunne se på en skærm, der er 60-80 cm væk, men også skal kunne se en kunde, der sidder et par meter væk fra dig.«
Du har krav på skærmbriller fra din arbejdsgiver
Loven siger, at din arbejdsplads skal give dig skærmbriller, hvis du har behov for det i forbindelse med dit arbejde. Det kræver dog, at du arbejder mindst 2 timer om dagen foran en skærm, samt at dine egne normale briller ikke er gode nok i sig selv.
I meget få tilfælde kan du godt have brug for skærmbriller, selvom du ikke går med briller til daglig.
»Nogle synes ikke, at deres syn er så dårligt, at de har behov for briller i hverdagen, men vil alligevel gerne have skærmbriller til arbejdsbrug. Føler du, at du har brug for skærmbriller, er det ofte, fordi du også har brug for normale briller,« siger Per Michael Larsen.
Overvej skærmbriller til privatlivet
Det er ikke kun på arbejdet, du kan have brug for skærmbriller. Sidder du meget foran en skærm i dit privatliv, kan det være en god idé at overveje, om du bør investere i skærmbriller til hjemmebrug.
Kilder: Per Michael Larsen, direktør i Optikerforeningen, og Arbejdstilsynet.