Gartneriet Markhaven producerer økologiske tomater plantet direkte i jorden

På Fyn dyrker Klaus og Jytte 800 tons økologiske tomater om året – direkte i jorden og med respekt for naturen, menneskene og smagen. Hos Markhaven Gartneri går regenerativ dyrkning og arbejdsglæde hånd i hånd

På en lille landsbyvej en stor håndfuld kilometer nord for Odense spejler efterårssolen sig i et stort gartneri. Fire store drivhuse skyder op i det landlige område. Postkasserøde, saftige, økologiske tomater står snorlige som totempæle i det fugtige drivhus, mens medarbejdere suser forbi og plukker de modne tomater. Tonen er let, smilene store og tempoet højt hos Gartneriet Markhaven, som drives af Klaus Søgård og hans kone, Jytte Bach.  

Blot fire kilometer herfra ligger parrets gård, der skaber det vigtigste element for de sprøde, økologiske tomater. Nemlig komposten, som er 100% vegetabilsk og altafgørende for tomaternes kvalitet. Hvert år produceres 300 ton kompost på gården, som senere fordeles i drivhusene. 

”Vi fremstiller vores egen kompost på gården, hvor vi også planter skov og udvider naturarealerne omkring vores søer for at skabe stor artsrigdom. Det betyder, at vi i løbet af årene har eksperimenteret med mange forskellige måder at gøre det på. Nu har vi fundet den mest bæredygtige måde, hvor planterne får næring fra 100% organisk materiale,” forklarer Klaus Søgård, der sammen med sin kone, Jytte Bach, driver Gartneriet Markhaven på 42. år.

Foto: Nils Lund 

Årstiderne skifter

Forår: Her udplantes tomaterne i den bæredygtige kompost, som er en blanding af gamle planter, kløverarter, lucerne, forskellige græsser fra gården, cikorie, kommunekompost, halm og træflis. Komposten ligger 12-18 måneder, før det køres i drivhusene i slutningen af november.

Sommer: Høstperioden løber cirka fra 1. april til 1. november. Hver uge sænkes planterne med 25 cm, så der er plads til de 10 meter høje planter i drivhusene. Hver dag henter en lastbil i gennemsnit 25 paller fyldt med tomater, som køres til Coops butikker rundt i landet. 

Efterår: De sidste tomater plukkes i starten af november, og den nye kompost køres ind i drivhusene med specialdesignede maskiner. Derefter fræses der, inden slanger og rør atter lægges ind, og jorden får lov at hvile indtil den nye sæson. Tomaterne vandes primært med overskydende regnvand, som opsamles i store tanke i løbet af året.  

Vinter: Efter endt høst snittes planterne og køres til gården, hvorefter drivhuse, udstyr, pakkearealer, kedelrum og værksted hovedrengøres. Mandag i uge 3 starter gartneriet igen med at plante, og drivhusene opvarmes til 16 grader med naturgas og elvarmepumpe. 4 uger efter blomstrer de første tomater til den nye sæson. 

Gartneriets historie startede i 1983, før der var tænkt økologiske tanker. Dengang hed det global opvarmning, forurening og ressourcebevidsthed. I dag kaldes det regenerativ dyrkning, og siden 80’erne har gartneriet fået vokseværk og leverer cirka 800 tons tomater til Coops butikker om året.

Solen står højt på himlen, og Klaus Søgård hilser på sine medarbejdere i et af drivhusene med tyk, fynsk accent: ”Hva’ så, Mathias? Kan du holde varmen i dag?” 

”Tonen skal være god og fri, og alle har et ansvar for driften. Det er vigtigt for mig, at de føler, at de kan gå til mig med alt og føler sig set og hørt. Nu er vi efterhånden en blandet skare af medarbejdere, så vi bidrager alle med noget forskelligt. En af de ansatte tilbyder hver torsdag massage til alle. Det er jo et hårdt fysisk arbejde at plante, plukke og pakke, så ligesom de store konsulenthuse i København, har vi en ordning med massage.” 

Foto: Nils Lund 

Som et lille samfund, hvor ethvert lille tandhjul har sin egen funktion. Intet er overladt til tilfældighederne, og der arbejdes på højtryk i de i alt 3,1 hektar drivhuse. Tomater er ikke bare tomater. For at undgå ødelagte tomater, bruger Markhaven Gartneriet nyttedyr til at bekæmpe skadedyr. Det kan være rovmider, rovtæger, snyltehvepse eller galmyg, der alle hjælper med at holde bestanden nede på biologisk vis. 

”Det er en hel videnskab for sig,” fortæller Klaus Søgård: ”Vi har to gartnere ansat til biologisk bekæmpelse, som tager sig af det sammen med en såkaldt tomatkonsulent, der kommer hver anden uge. Vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, så det er vigtigt at skabe et bæredygtigt miljø for vores tomater med den bedste jord.” 

Gartneriet Markhaven er et af de eneste økologiske tomatgartnerier i Danmark. Og den store forskel på Markhaven og konventionelle gartnerier er, at det fynske gartneri dyrker tomater direkte i jorden. Der anvendes kun økologiske hjælpematerialer med stor fokus på energistyring og optimering. I praksis recirkuleres alt organisk.  Når tomaterne dyrkes direkte i jorden, betyder det, at planten selv kan optage de næringsstoffer, som den har behov for. Og med følere i jorden, som registrerer vandindholdet, sikrer gartneriet, at der kun bliver brugt den mængde vand, som tomaterne selv optager. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

A'hva for en tomat?

Rund tomat: Sorten hedder Ustica, og den gør sig gældende i de fleste sammenhænge. En frisk, allrounder, som både passer til pålæg og pastaretter.

Blommetomat: Sorten hedder Ardiles og kan bruges til det meste. Gartnerens foretrukne, fordi den er nem at anvende. 

Datterino: Sorten hedder Duelle, og den minder en anelse om dadeltomater i størrelse og form. Datterino er meget søde i smagen og gør sig godt i pastaretter.  

San Marzano: Sorten hedder Dubbo, og det er en rigtig italiener med meget frugtkød, meget sødme og fin syrebalance. Skindet er fløjlsblødt med en lang eftersmag og egner sig perfekt til Caprese, andre salater og på pizza. 

Der plukkes på livet løs i det varme drivhus på Fyn. Foto: Nils Lund 

”Jeg tænkte meget over som ung, hvad jeg dog kunne finde mening i. Her betyder det åndelige og kropslige bare meget for mig. Jeg vil ikke gå på pension og have fortrudt min tilværelse. Det skal og har givet mening for mig i over 40 år. Det er jo ikke, fordi vores tomater redder verden. Men vi kan være med til at dyrke på en langt mere bæredygtig og sund måde. Og måske kan vi være så heldige, at flere producenter bliver inspireret og vil gå i samme retning.

Vores oprindelige drivkraft var at lave det simple, virksomme og glade liv med jorden og at levere den tilbage i bedre stand, end vi modtog den.”

Noget, som stadig gennemsyrer hele gartneriet. I praksis betyder det, at gartneriet altid har søgt viden og eksperimenteret med ny kompost for at forbedre kvaliteten.

Foto: Nils Lund 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Gartneriet Markhaven

  • Stiftet i 1983.
  • Har produceret tomater til Coop siden 1986.
  • Producerer også agurker.
  • 40 medarbejdere i gennemsnit.
  • De ansatte kommer fra mange forskellige nationaliteter som Rumænien, Polen og Thailand.