Oldefars opskrifter på flødeis virker stadig hos Hansens Is

Han er fjerde generation i Hansens Is og laver flødeis, som hans far, farfar og oldefar lavede den. For Anders Eibye Hansen er smagen og de gode råvarer i centrum, når han og hans bror sikrer, at 1,5 mio. liter is årligt strømmer ud til de sommersultne forbrugere

Nabogårdens heste vrinsker i deres indhegning, og rapsmarkernes gule tæppe brydes af sorte solcellerækker, der ikke umiddelbart leder tankerne hen på flødeis. Og så alligevel, hvis man spørger fjerde generation i Hansens Is, Anders Eibye Hansen.

”Det passer rigtig fint ind i vores fortælling, som vi kalder den nære familie. Ligesom vi gerne vil have fingrene i mulden, når vi både dyrker vores egen vanilje og køber kakaobønner direkte fra små farmere, har det også længe været en familiedrøm at være selvforsynende med energi på vores isfabrik. Her producerer vi nok strøm til at holde vores køle- og fryserum på faste temperaturer året rundt.”

"Altså, det er jo ikke det værste job at have. Jeg tænker på is. Snakker om is. Og spiser is hver dag." 

Flødeis i flere generationer

For det handler om at have kontrol for Anders Eibye Hansen og hans bror Rasmus, når de laver flødeis til forbrugerne. De vil gerne have en finger med i alle processerne, så de opnår det bedst mulige resultat. De processer har de sammen med deres far stået for siden 2003 og alene siden et generationsskifte i 2011, hvor de overtog biksen fra deres far, som selv overtog efter sin far, som overtog efter sin far. For sådan har flødeisen flydt i familiens årer gennem generationer. 

”Det er jo ikke det værste job at have. Jeg tænker på is. Snakker om is. Og spiser is hver dag. Og så er det bare fedt at arbejde sammen med sin bror. Det har vi praktisk talt gjort, siden jeg var 13, og Rasmus var 18. Han var is-chauffør, og jeg var medhjælper, når han kørte lastbilen, og jeg hjalp med at slæbe varer ind. Så det har altid været naturligt at arbejde sammen som familie,” fortæller Anders Eibye Hansen.

Familien Flødeis

Hansens Mejeri blev grundlagt i 1922 af Hans Hansen og har gennemgået mange ændringer i løbet af de sidste 100 år, men deres fokus på isproduktion har bestået. I dag hedder virksomheden Hansens Is og ledes af fjerde generation, Rasmus og Anders Eibye Hansen. Al deres produktion er økologisk, når de årligt sender 1,5 mio. liter flødeis ud til forbrugerne.

Kilde: Hansens Is
 

Frisk mælk leveret direkte fra gården

Bag den hvidkalkede mejeribygning her lidt syd for Jægerspris, hvor Hansens Flødeis står skrevet hen over indgangspartiet, ankommer ingredienserne til de iskolde lækkerier. Og det væsentligste er mælken.

”Hos os får vi økologisk jerseymælk ind. Jerseykoen er en lidt mindre ko, som laver lidt mindre mælk, som er federe og med lidt mere protein. Og dermed mere smag. Men det væsentligste for os er, at vi får mælken leveret direkte fra gården. Den er leveret direkte her efter malkningen, så mælken er helt frisk.”

Hos Hansens Is skummer de fløden af den rå mælk, så der kun er skummetmælk tilbage. Den mælk kondenserer de til deres egen kondenserede mælk, som opnår en helt koncentreret mælkesmag.

”På den måde kan vi lave is uden at bruge nogen former for pulver. Jo mere friskt det, vi laver, er, jo mere smag bevarer vi. Og det er derfor, vores is smager så godt,” fortæller Anders Eibye Hansen.

De tre mest solgte is fra Hansens Is:

Vanilje

Nougat

Chokolade

Verdens bedste chokolademager sørger for chokoladen

Fløden, den kondenserede mælk og sukker blandes med vanilje fra Hansens Is’ egne vaniljemarker i Uganda, der er omkranset af kakaobønner, som også spiller en væsentlig rolle i meget af deres flødeis.

”Kakaobønnerne bliver sejlet til Danmark, hvor de bliver lavet til chokolade nede i Herslev hos Mikkel Friis-Holm, der jo er verdens bedste chokolademager. Altså, han har vundet lige præcis den titel som verdens bedste chokolademager. Det emmer jo af kvalitet. Det er et kæmpe privilegie, at vi kender små lokale farmere, kan købe deres bønner, få dem lavet til chokolade hos verdensmesteren og så putte det i isen. Og så kan isen tilmed købes nede i den lokale brugs. Det er da ret vildt. Det er sådan, vi udvikler kvalitet, hvor alt samtidig er økologisk.”

Oldefarens opskrifter fungerer stadig

At Anders Eibye Hansen og hans bror skulle ende med at lave is, stod ikke ligefrem skrevet på iskortet. Anders er uddannet designer, og Rasmus er fotograf. Men da deres far i 2003 spurgte, om de ville være med til at lave is igen, efter at han havde solgt sin is-virksomhed tilbage i 1997, var de med. Og isen, de laver i dag, er baseret på oldefars originale opskrifter, hvilket er et helt bevidst valg.

”Vi ville bringe smagen tilbage. Da vi begyndte at lave is på ny i starten af 2000-tallet, jamen, der boomede det ikke ligefrem med specialprodukter. Nu er der meget mere bredde på. I dag går forbrugerne mere op i smag, uanset om det er øl, vin eller is. Det er meget mere spændende at være forbruger i dag, end det var for 20 år siden,” slutter Anders Eibye Hansen. 

Hansens Balance: En ny is fra Hansens Is

Hansens Balance er en ny cremet is, hvor det bedste fra to verdener kombineres. Her er der masser af frisk mælk fra lokale gårde og en smag du kender af god flødeis. Dog er fløden erstattet af god planteolie fra kokosnødder. Planteolien har et markant lavere CO2 aftryk end fløden, og på den måde reduceres klimabelastningen, samtidig med at isen er cremet og smager af lækker frisk mælk. Hansens Balance er således et bud på hvordan vi kan tænke smag og klima på en ny måde. Isen er resultat af et samarbejde mellem 365discount og Hansens Is, hvor den fælles mission er at skabe smagfulde alternativer som har et lettere klimaaftryk.

 

Hansens Balance fås i disse varianter KUN hos 365discount:

  • Vanille
  • Nougat
  • Vanille / Hindbær
  • Fudge / Crumble