Er det ok, at stegemargarinen indeholder hørfrøolie?
Coop sælger masser af flydende stegemargarine, der indeholder de sunde omega 3, 6 og 9. Nye blandingsprodukter indeholder også hørfrøolie. Jeg har altid lært, at hørfrøolie ikke er sundt at stege i. Hvordan kan det være, det så indgår i et blandingsprodukt?
Jan Andreasen, Dianalund
Svar fra Leif Skibsted
Ren hørfrøolie bør aldrig anvendes til stegning. Men den omtalte flydende stegemargarine kan godt anvendes til stegning.
Den er fremstillet ved blanding af forskellige planteolier og indeholder samlet 8 procent omega 3-fedtsyrer, hvilket svarer til rapsolie.
Ud over hørfrøolie er der anvendt solsikkefrøolie. Solsikkefrøolie har et højt naturligt indhold af alfa-tochopherol (E-vitamin), som er en god antioxidant, og som gør produktet egnet til stegning og anden opvarmning.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.