Den store kærlighed
Caroline Antonie Halse, 11 år, og Rune Bjørn Poulsen, 12 år, Gentofte. Har været kærester i 8 år. Mødte hinanden i vuggestuen
Rune: »Man er en god kæreste ved at være der for hinanden. Og ses en gang imellem og ikke kun over internettet.«
Caroline: »Man kan tale mere frit med en kæreste. Hvis man taler med en ven, bliver det spredt, så andre fra klassen får det at vide.«
Rune: »Vi er de eneste i klassen, der har kærester. De andre har vænnet sig til det.
Caroline: »Når vi leger S, P eller K, synes de andre, det er lidt sejt, at vi er kærester.«
Rune: »Caroline er den, jeg har det sjovest med, så jeg håber, vi også skal være kærester, når vi bliver voksne.«
Erminia Chimento, 50 år, og Torben Chimento Lauridsen, 51 år, Hellerup. Har været gift i 27 år. Mødte hinanden til en fødselsdag
Torben: »Vores første sommerferie var en interrailtur gennem Østeuropa. Hvis vi kunne holde hinanden ud i 4 uger under elendige forhold i et bumlende tog, kunne det ikke være helt galt.«
Erminia: »Vi lærte virkelig hinanden at kende på den tur. Madlavning interesserer ikke Torben og oprydning ikke mig. Så når vi har haft den kamp 500 gange efterhånden, gider man ikke mere. Det ændrer sig ikke, men vi holder jo stadig af hinanden.«
Torben: »Vi har da haft bump på vejen, men vi fordeler dem, så de ikke bliver alt for stejle. Vi undgår de værste Alpe d’Huez-stigninger.«
Rita og Finn Irbo, begge 80 år, Hvidovre. Har været gift i 59 år. Mødte hinanden hos Finns søster
Rita: »Vi kender hinanden ud og ind. Finn er min gode kammerat. Vi er bedste venner.«
Finn: »Vi kan læse hinandens tanker, men vi snakker også sammen, ha ha ...«
Rita: »Vi har desværre mistet 2 af vores 4 drenge. Man kommer aldrig over at miste et barn, men det kommer lidt på afstand.
Finn: »Det var et hårdt slag. Heldigvis har vi været gode til at tale om det og bearbejde det sammen.«
Anna Louise Strange Nielsen, 29 år, og Karsten Jakobsen, 36 år, Nyborg. Har været kærester i 3 år. Mødte hinanden på Tinder. Broholmeren Benni er 1 år
Anna: »Vi holder nogle gange en date night med god mad, margaritas og Trivial Pursuit.«
Karsten: »Til en date night, hvor Anna kort var væk, puttede jeg en æske med en ring ned i posen med Trivial-oste.«
Anna: »Da jeg svarede rigtigt på ostespørgsmålet, var jeg kun fokuseret på at få en ost op, men det drillede.«
Karsten: »Jeg spurgte, hvorfor det var så svært. Så gik jeg på knæ, og nu skal vi giftes til sommer.«
Anna: »Det er romantisk at være ude at rejse, men jeg synes, de mest romantiske oplevelser ligger i hverdagen. For eksempel når Karsten hver morgen fortæller mig, hvor smuk jeg er.«
Emma Liebgen og Marcus Jacobsen, 19 år, Brønshøj og Roskilde. Har været kærester i 6 måneder. Mødtes på Tinder
Emma: »På vores første date havde vi begge to aftaler om, at hvis daten ikke gik så godt, så kunne en ven ringe og rede os ud af den. Det fik vi ikke brug for.«
Marcus: »På dovne søndage ligger vi og ser film og spiser takeaway. Det er vigtigt at prioritere at hænge ud med hinanden.«
Emma: »Nogle gange taler vi om, hvordan andre par i vennegruppen opfører sig sammen.«
Marcus: »... og taler om, hvad der førte til, at nogle af dem har slået op.«
Emma: »En typisk fejl i et parforhold er ikke at være ærlig. Vi siger til hinanden, når vi bliver jaloux. Det er ikke alle vores venner, der har været gode til det.«