9 alternative dates der vil pifte dit parforhold op
1 Tag på madkursus
Der findes kurser i at lave mad i forskellige prisklasser, hvor man kan lære at kokkerere alt fra gryderetter til rugbrød og at stoppe pølser. De varer typisk 2-5 timer.
»Det er hyggeligt at samarbejde om at få lavet maden. Man lærer noget nyt, imens man snitter og hakker og drikker et glas god vin sammen. Så er det også fedt at være på date med nogle mennesker, man ikke kender,« siger Katrine Fagerholt, der til daglig er coach og parrådgiver med speciale i kommunikation og konflikthåndtering.
»I parforhold søger man ofte det trygge og stabile, især når man har børn, men alle har brug for er at pirre nysgerrigheden og få tiltrækningen til at blomstre. På sjove dates ser vi nogle nye sider af hinanden,« siger Katrine Fagerholt.
2 Tænd levende lys eller prøv et stævnemøde i total mørke
Nogle gange skal der ikke så meget til.
Overrask din partner med uforskammet mange tændte stearinlys, og sluk det elektriske lys. Sæt noget musik på, I ikke plejer at lytte til, men som du godt kan lide, forklarer Katrine Fagerholt:
»Man kan også slukke lyset og ligge og tale i mørke. Nogle gange tør vi tale om noget andet, når vi slukker lyset, og ikke kigger på hinanden. Det kan der komme utroligt meget nærvær ud af.«
3 Forbered en date, hvor du gør det modsatte af, hvad du plejer
Spørg dig selv, hvad du tror, det allermest overraskende og dejlige, du kunne gøre for din partner, er?
Hvis der ikke dukker noget op på lystavlen, så tænk på, hvad du ville gøre, hvis du skulle på en første date?
»Overrask hinanden med dates, hvor den anden ikke skal andet end at følge med. I kan skiftes til at overraske hinanden. I overraskelsen ligger der et spændingselement, som minder lidt om, da man mødtes. Det kan give lidt sommerfugle i maven. Så bryder det også mønstrene, hvis det i hverdagen ofte er den ene, der er mere initiativrig end den anden. Det giver saft, kraft, spænding og erotisk tiltrækning, når vi synes, den anden er spændende,« siger Katrine Fagerholt.
4 Klatr i trætoppe
Både på Fyn, i Jylland og på Sjælland findes der firmaer, der kan arrangere, at man kan komme til tops og klatre højt oppe mellem træernes kroner. Det giver et kick af adrenalin, og så får man en fantastisk udsigt at kysse til.
»En tur i trætoppen vil udfordre ens grænser. Vi vil få lov at dyrke legebarnet i os selv og få grinet sammen og brugt kroppen,« siger Katrine Fagerholt.
5 Drik bobler på en onsdag - bare fordi
Beslut jer for en gang om måneden at drikke champagne på en onsdag, og tal sammen, eller lyt til gamle plader. De spændende dates behøver ikke at være reserveret til og planlagt på bestemte dage, der kun kommer hver tredje måned.
»Husk også at lave hyggelige eller sjove dates sammen på en hverdag. Skab de små særlige stunder ved at spille et spil spille dart eller bordfodbold, eller sæt et bordtennisnet op på spisebordet, og tag en kamp. Vi har brug for at få frigivet lykkehormoner og grine sammen,« siger Katrine Fagerholt.
6 Tag på date i haven, i skoven eller på altanen
Sov ude i haven, under stjernerne eller på altanen, eller tænd et bål sammen, og kig ind i gløderne.
»Det er en anden form for samvær, når vi er udendørs og laver noget sammen og kommer ned i gear. Når to voksne laver bål sammen eller sover udenfor uden børn, giver det en anden ro, end hvis hele familien er afsted. Den ro og den stilhed, har vi lov til at opleve som par. Der er lidt mere tjubang over det, når ungerne er med. Når vi bare er sammen som par, kan vi sidde og glo og stege en fisk og krybe sammen under et tæppe. Det kan også gøres når børnene sover i sommerferien,« siger Katrine Fagerholt.
7 Brug 2 timer på bar eller aftentur
Få børnene passet 2 timer, og mød hinanden og spil et spil pool, drik en øl, eller gå en aftentur og find en bænk med en smuk udsigt.
Eller læs højt for hinanden i stedet for at se tv.
8 Akroyoga kaster jer ind i hinandens arme på ny
Akroyoga er en form for yoga, hvor man løfter hinanden og mærker hinandens kroppe på en ny måde. Det er en blanding af akrobatik og yoga. Man kan ikke lade være med at grine, og selvom I ikke ligner smukke slanke yogamennesker med store tandpastasmil, kan man som par få meget sjov ud af at løfte hinanden og mærke hinanden på en ny måde.
9 Tag en fisketur sammen
Fisketure er ofte forbeholdt mænd eller mænd og deres børn, men at sidde sammen i en lille båd eller på en kaj med sin partner og være stille sammen, kan være en dejlig date.
Kombiner eventuelt fisketuren med en lækker madkurv eller frokost. Måske ser i et marsvin, der hopper i solnedgangen. Det kommer I til at huske.
»Gode minder luner man sig på, når der er lidt grå hverdag, og alle enderne skal mødes. Det er bare dejligt at få kigget på hinanden i et nyt lys og komme ud af leverpostejen,« siger Katrine Fagerholt.