Coronavirus: Det kan skolebørnene lave, mens du arbejder hjemmefra
Skolen er lukket, børnene er hjemme, og hvad så?
På grund af coronavirus er skolerne lukket, og børnene skal være hjemme. Mange forældre har også mulighed for at arbejde hjemme, men hvad skal børnene lave, så forældrene kan få fred til at arbejde?
Her får du 7 gode bud.
1. Rigtigt skolearbejde
Mange skoler har udarbejdet et beredskab, hvor lærerne sidder klar online til at hjælpe eleverne med opgaver, der bliver lagt ind i den ugentlige plan. Alt er med andre ord, som det plejer - bare online og uden kammeraterne til at forstyrre. Hjælp barnet med at lave et skema, sæt uret til lektioner og frikvarter, og afsæt selv tid til at hjælpe barnet med spørgsmål.
2. Hjemmeskolearbejde - uden computer
Hvis dit barn ikke har lektier for, eller din skole ikke har sat lærerne i online-beredskab, kan du selv aktivere børnene. Lav et skema med de fag, børnene kender, og vær kreativ i din tilgang til de enkelte fag. Dansk kan være læsning af ugeblade, magasiner (Samvirke, selvfølgelig) eller bøger, I har i huset. Børnene kan også skrive en historie enten på en blok.
I matematik kan de mindre børn sættes til at tælle ting i hjemmet op og notere antal ned på en blok eller i et hæfte. Udvælg sektioner af bøger i reolen, der kan tages ud og tælles, åbn bestikskuffen og få lagt antallet af gafler, skeer, knive osv. sammen.
I engelsk kan børnene lave et vendespil, hvor det samme ord står på dansk og engelsk på hver sin brik. Sæt regler op for, hvor svære ordene skal være afhængig af børnenes alder/evner. Børnene kan også lave lister over inventaret i jeres hjem - på engelsk.
3. Hjemmeskolearbejde - med computer
En stor del af børnenes skolearbejde foregår online, og derfor kan de sagtens lave skolearbejde hjemme. Det kræver naturligvis, at de har en computer hjemme, eller kan bruge mors/fars. Følgende portaler og hjemmesider kan bruges:
www.supermatematik.dk - matematik for både begynder og øvede
www.matematik4-6.gyldendal.dk - her er mulighed for at vælge selvrettende opgaver under 'regn løs'
www.gratisbørnebøger.dk - 7 danske børnebogsforfattere har lagt deres bøger ud kvit og frit
www.hrklogemand.dk - matematikopgaver
www.atlantbib.org/da - små bladrebøger
www.digipuzzle.net - masser af opgaver med tal og ord, - også på andre sprog
www.mattip.dk/elev - matematikopgaver til alle trin i grundskolen
4. Tegne og male
Det er en fejlslutning, at børn ikke kan underholde sig selv. Sæt dem til at tegne og male, enten i tegne-/malebøger eller i fri hånd. I kan lave en aftale om, hvad de skal tegne eller male, for eksempel kunne de lave noget til deres bedsteforældre, som I kan sende med posten. Sæt eventuelt tid på, så børnene har noget at pejle efter.
5. Spille spil
Støv hylden med spil af og sæt børnene igang med at spille. Lav klare regler for, hvem der begynder, hvornår spillet slutter, at der ikke er fredagsslik, hvis børnene bliver uvenner osv. Du kan også vælge at lave en turnering, som gælder for hele hjemsendelsesperioden, hvor børnene opsamler point for forskellige spil.
6. Læse bøger
Det kræver naturligvis, at husstanden har børnebøger liggende, da bibliotekerne i stor stil har lukket i denne periode. Det er også muligt at låne bøger af venner og bekendte, men sørg for at tage alle forholdsregler for at undgå smitte. Der er lige nu forskellige vurderinger af, hvor længe virus kan overleve på overflader. Derfor: Lån ikke bøger af andre, hvis de ikke er raske.
7. Se film
Skærmtid behøver ikke være dårlig. En god film kan holde børnene beskæftiget, mens du eksempelvis har telefonkonferencer, og film kan også være en belønning for veludført skolearbejde.
Vælg film, der passer til barnets alder, og aftal eventuelt med barnet, at du får et referat af filmen bagefter.
Du kan finde film på streamingtjenester som Netflix, HBO, C More og YouSee, eller bibliotekernes gratis tjeneste, Filmstriben (max 5 film om måneden). Der kan være pres på streamingtjenesterne, så overvej at downloade et par film ad gangen.
Informationen i artiklen var gældende på udgivelsestidspunktet. Vi gør det bedste, vi kan, for at holde artiklerne opdaterede. For opdateret information fra myndighederne, besøg altid: coronasmitte.dk