9 ting du skal være opmærksom på hos din hundehvalp

2 ud af 3 hvalpe bliver syge i deres første leveår. Det er forskellige symptomer, der sender hvalpene til dyrlægen. Men ofte skyldes dyrlægebesøget problemer, som hvalpeejeren med den rette viden nemt kan forebygge derhjemme

Der er meget du kan gøre selv, for at passe på din nye hvalp. 

De mest almindelige diagnoser hos hvalpe i Danmark er:

  1. Diarré – skift hvalpens mad ud over nogle dage – ikke på én gang
  2. Opkast – hold øje med, hvad hvalpen kan finde og gumle i – både i hjemmet, i haven og på skovturen
  3. Skader på mælketænder, eller mælketænder der ikke falder ud af sig selv – de skal helst være faldet ud af sig selv, inden hvalpen er seks måneder. Væn hvalpen til at få tjekket tænder.
  4. Akut øregangsbetændelse – væn hvalpen til at få tjekket ørerne
  5. Øjenbetændelse, eller andre øjensygdomme – hold øje med at øjnene ikke løber i vand, eller der ikke udvikles pus i øjenkrogen
  6. Halthed – væn hvalpen til at få klippet kløer jævnligt lige fra starten

Førstegangshundeejere kender måske ikke til alvorlige sygdomme og skader

Under den første tid med Covid-19 valgte mange at fremskynde deres køb af en hvalp til at forsøde de mange timer i hjemmet. Mange af dem er førstegangshundeejere, der ikke kender til de mest almindelige sygdomme og skader, der kan ramme hvalpe.

»Selvfølgelig skal man gå til dyrlæge, hvis hvalpen bliver syg. Men mange skader og sygdomme kan forebygges i hjemmet. Gennem øget viden og med den rette støtte, når det er nødvendigt, ønsker vi, at hvalpeejerne føler sig bedre klædt på i situationerne,« fortæller Tine Antvorskov, direktør hos Agria Dyreforsikring.

Hvalpeproblemer kan forbygges ved at undersøge kroppen 

Ændring i foder, at hvalpen spiser eller tygger i noget uhensigtsmæssigt, at den får for lange kløer  eller overdreven rengøring af ørerne, kan være årsager, der giver problemer hos hvalpen.

Et tip er at undersøge hvalpens krop hver dag, så du er godt bekendt med den. Så ved du, om der er tale om noget, der ikke har været der før. Nogle gange er det nok at konsultere en fagperson og selv tage sig af hvalpen derhjemme.

Snak med opdrætteren 

For spørgsmål om pleje og håndtering er det altid en god idé at kontakte den opdrætter, hvor hvalpen er købt. Opdrættere er ofte kyndige og kender alle de gode tricks til at passe bedst muligt på hvalpen.

Kontakt altid dyrlægen i akutte tilfælde

Det er altid vigtigt at kontakte en dyrlæge i akutte tilfælde, for eksempel hvis hvalpen har forværret almentilstand, har mistet lysten til at spise og drikke, hvis temperaturen stiger til 39 grader, eller hvis hvalpen har opkastning eller diarré evt. med blod i. 

Agrias dyrlæge Mogens Brix forklarer om de 9 ting, du skal være opmærksom på hos din hundehvalp.

1.   Sådan hjælper du hvalpen ved opkast og diarré

Opkast og diarré er noget, der ofte ses hos hvalpe. Det skyldes i reglen, at hvalpen har spist noget uegnet eller skiftet foder i forbindelse med flytning til nyt hjem. Det kan dog også skyldes en infektion eller parasitter. Du kan forebygge problemet ved at lade hunden få samme foder, som den har fået hos sin opdrætter, eller sørge for, at et foderskift sker gradvis over flere dage. Du kan også forebygge ved at overholde dyrlægens vaccineanvisning eller give hvalpen en ormekur.

Er skaden sket, så sørg for, at hvalpen får rigeligt med vand. Lad ikke madskålen stå fremme i mere end 10-15 minutter, og fjern den, hvis hvalpen ikke spiser eller viser interesse for maden. Oftest vil hvalpen få det bedre gennem en skånsom diæt af små portioner med kogt ris og kogt mager fisk eller kylling 6-8 gange om dagen over 3-4 døgn. Gå gradvis tilbage til hvalpens almindelige kost, når den har fået det bedre. Normalt går problemet over inden for 12-14 timer. Du bør søge råd hos en dyrlæge, hvis hvalpens almentilstand forværres, hvis der forekommer spor af blod i opkast eller afføring, og hvis hvalpen får feber.

2.    Hold øje med mælketænder

Ved 6-månedersalderen skal hvalpen have fået sine blivende tænder. Et almindeligt problem er, at mælketænderne ikke har løsnet sig, og hvalpen kan derfor få brug for hjælp. Det er typisk hjørnetænderne, der er udfordringer med. Kontakt dyrlægen, hvis mælketanden ikke er faldet ud, når den blivende tand er frembrudt i halv højde af mælketanden, eller hvis der er tegn på fejlplacering af den blivende tand som følge af en persisterende mælketand, der er en mælketand, der sætter sig fast.

3.   Ørebetændelse kan have mange årsager

Er hvalpen rød i øret, lugter det grimt, eller er der flåd eller sort grums i øret? Ørebetændelse kan forekomme hos alle hvalpe, og det kan skyldes en række forskellige årsager. Ørebetændelse kan være bakterielt betinget, forårsaget af gærsvampeinfektioner eller eventuelt parasitter i form af øremideinfektion. Gentagne problemer kan være et første tegn på allergi. Tag hvalpen til dyrlægen ved tilbagevendende ørebetændelse.

4.    Halte hvalpe kan have vokseværk

Hopper hvalpen rundt på 3 ben? Start med at undersøge, om der sidder noget i poten. Derefter kan du lede efter hævelser eller smerter i benet. Et tip er også at tage temperaturen på hvalpen. Temperaturen skal ligge mellem 37,5 og 39 grader.

 

Midlertidig halthed kan skyldes panostitis, der tidligere blev kaldt vokseværk, og større racer kan lide af vækstforstyrrelser, der ofte viser sig som smerter i leddene. Halthed, der ikke går i sig selv efter et par dage, skal undersøges af en dyrlæge.

Du kan forebygge halthed ved at tilpasse hvalpens motion til dens alder og race. Grundlæggende er det vigtigt, at man gradvis træner hunden op til længere ture, så man mindsker risikoen for overbelastning ved pludselige forandringer i længden og intensiteten af turene.

5.    Kløe kan være tegn på allergi

Alle hvalpe klør sig en gang imellem, uden at det er grund til bekymring. Det sker tit i forbindelse med pelsskifte, når hvalpen skifter hvalpepelsen ud med voksenpels. Bliver kløen intens og irriterer hvalpen, så den ikke kan sove eller får sår, er det tid til at hjælpe. Det handler normalt om parasitter, som for eksempel lopper, men det kan også være de første tegn på allergi. Det skal afklares ved en undersøgelse hos dyrlægen.

6.    Øjenbetændelse kan behandles med saltvand 

Hvis din hvalp lige pludselig har et øje, der løber i vand, eller den kniber øjenlågene sammen – så er det et tegn på, at der er et problem.

Det kan naturligvis blot være fordi, der er kommet et sandkorn eller lignende i øjet, som irriterer, og man kan forsøge at skylle øjet med sterile saltvandsampuller, der kan købes på apoteket.

Hvis det ikke hjælper og der kommer pus og hævede, røde slimhinder, skal man ring til dyrlægen, fordi der kan tale om infektion, større fremmedlegemer, skade på hornhinden eller lidelser i tårekanalen. Visse racer kan være prædisponeret for øjenlidelser.

7.    Tæver er mere påvirket af urinvejsinfektion

Urinvejsinfektion påvirker oftest de unge tæver, der er hormonelt umodne og mere modtagelige for infektionerne. Hvalpen skal tisse usædvanligt meget med små stænk, og indendørs uheld kan forekomme, selvom den er renlig. Grundlæggende er tæver generelt mere modtagelige over for udefrakommende bakterielt betingede blæreinfektioner, som følge af at tævens urinrørsudmunding sidder tættere på anus og desuden er kortere og har en større diameter end hanhundens. Hvis det ser ud, som om hvalpen har ondt, når den tisser, eller der er blod, pus eller sediment i urinen, så søg dyrlæge. 

Hvalpe skal selvfølgelig have adgang til frisk vand dagen lang.

8.    Fremmedlegemer i mavesækken

Hvalpe er nysgerrige og tygger i det meste, og det sker, at de sluger uegnede ting. Undgå problemet ved at fjerne ting fra hvalpens rækkevidde, og hold øje med den udendørs. Giv i stedet hvalpen et sikkert legetøj at lege med. Hvis du har mistanke om, at hvalpen har slugt noget, skal du være særligt opmærksom på opkast, manglende ædelyst, smerter ved maveregionen, spændte muskler i maven, forværret almentilstand eller blod i afføringen – i så fald skal du kontakte dyrlægen.

9.    Skader på kløerne kan forbygges med jævnlig klipning

Lær hvalpen at få klippet kløer i en tidlig alder. Undgå skader på kløer ved at holde dem korte. En brækket klo gør ondt og kan resultere i en infektion. Har hvalpen fået en kloskade, kan du vaske poten med saltvand og påføre en bandage. Sommetider er dyrlægen nødt til at fjerne kloen. Det sker under narkose og med efterfølgende smertebehandling.

Det er vigtigt at lære hvalpen at få undersøgt poten, så du har nemmere ved at undersøge den, og så du kan klippe dens kløer, uden at det bliver en kamp. Får din hvalp en kloskade, bør du kontakte dyrlægen for en passende behandling.