Sådan behandler du snitsår i benet eller andre steder på hundens krop
Lander hunden uheldigt i glasskår eller andre skarpe genstande, kan du risikere, at hunden skærer sener i benet over. Du vil typisk kunne se symptomer i form af en tå, der hænger lidt.
Skæres en sene over, bør hunden altid komme til dyrlæge, og gerne hurtigt, fortæller Finn Boserup:
»Sener heler dårligt, og derfor bør man altid komme til dyrlæge, hvis hunden har skåret sig over poten. Sker det om aftenen, kan man vente, til dyrlægen åbner om morgenen, men man skal ikke gå og vente en hel weekend.«
Risikoen for snitsår på trædepuder og sener er i øvrigt størst, hvis hunden løber frit. Her er der mere fart på, end når hunden er i snor.
Snitsår i huden skal sys
Får din hund et snitsår i huden, bør du tage den til dyrlæge. Hvis såret er lille, kan hunden formentlig klare det uden at blive syet, men har det blødt, så du kan se det tydeligt, er der ikke megen tvivl om behandlingen:
»Som udgangspunkt skal snitsår og flænger i huden sys af en dyrlæge. Hvis man ikke får syet et større sår, risikerer man, at der kommer meget arvæv. Arvæv kan på sigt genere hunden meget,« siger Finn Boserup.