Redaktionen anbefaler
Det kan være irriterende at se batteriet på mobilen blive brugt med lynets hast. Desværre kan man ikke forhindre, at batteriet bliver lidt slidt med tiden, men man kan sagtens bremse processen. Her får du 8 ting, du kan gøre, så dit batteri holder bedre på strømmen.
Din mobil er umiddelbart sat til at regulere lysstyrken automatisk, så den skrues op, når du er udenfor, og ned, når du er indenfor. Det gør den, fordi baggrundsbelysningen udenfor er høj, og der skal mere lys til for at gøre skærmen læselig. Det bruger en del strøm, når mobilen hele tiden skal skrue op og ned for lyset. Du kan spare strøm, hvis du slår denne funktion fra og selv justerer lysstyrken, når du vil.
Batteriet i mobilen er udstyret til at forhindre overophedning. Hvis din telefon bliver for varm, vil den indbyggede beskyttelse være nødsaget til at arbejde ekstra hårdt for at regulere temperaturen og beskytte de interne komponenter. Det koster strøm. Tilsvarende drænes batteriet hurtigere, hvis mobilen bliver for kold. Undgå så vidt muligt at bruge mobilen i direkte sollys eller udenfor i frostvejr. Ifølge Power bør du undgå temperaturer under 0 grader og over 35 grader.
Når du forlader en app, fortsætter mobilen med at bruge strøm på den app, indtil den er lukket helt. Har du så mange apps åbne i baggrunden, kan det altså bruge en hel masse strøm. Du kan derfor med fordel lukke alle apps, du ikke bruger, for at spare på strømmen.
At mobilen er i dvale, betyder, at den er tændt uden at blive brugt, og at skærmen altså er slukket. Lægger du din mobil fra dig uden at sætte den i dvale, er det dine indstillinger, der bestemmer, hvornår det sker automatisk. Hvis du vil spare strøm, bør du sætte indstillingerne til, at dvaletilstanden aktiveres så hurtigt som muligt. På iPhone gøres det i indstillinger under ’skærm & lysstyrke’, ’automatisk lås’.
Du kan følge og se oplysninger om dit batteribrug inde i indstillinger. Her kan du se dit batteribrug pr. app og derfor udpege de største strømslugere. Det gælder både, hvor meget batteriet er blevet brugt på en app, der har været åben, og på en app, der ikke har været åben, men har ligget i baggrunden uden at være lukket. Og så er det jo op til dig, hvad du vil gøre med informationen.
Du behøver slet ikke være i luften, for at det kan være nyttigt at bruge flytilstand. For når det er slået til, bruger eller modtager din mobil ikke nogen data, og derfor bruger den kun minimalt med strøm. Så har du et tidsrum, hvor du alligevel ikke bruger mobilen, kan det være en rigtig god idé med flytilstand. Især om natten kan du spare meget strøm, fordi du har syv-otte timer, hvor du slet ikke skal bruge den.
Man skulle ikke tro det, men en fuld opladning til 100 procent forværrer faktisk din mobils batteri. Det er, fordi den type batteri, der sidder i mobiltelefoner, opererer med opladningscyklusser. En opladningscyklus er processen, hvor batteriet aflades helt og derefter genoplades til 100 procent. Jo mere din mobil bliver afladet, jo mere af en cyklus bruger den på en opladning, og en mobil har kun et begrænset antal cyklusser tilgængelige, før batteriet forværres. Generelt siger man, at 20-80 procent er mobilens gyldne ladevindue, og du bør derfor altid sigte efter at holde mobilen i det område.
Det anbefales altid, at man holder sin mobil opdateret. Det gælder, både hvis der er en helt ny og stor softwareopdatering tilgængelig, og hvis den blot indeholder et par enkelte fejlrettelser. Opdateringerne er der af en grund, og når fejlene i softwaren rettes, forbedres ydelsen, og det betyder, at mobilen bruger mindre strøm.
Kilder: www.avxperten.dk, www.apple.com/dk, www.power.dk og www.elgiganten.dk