Guide: Sådan slipper du for mobilafhængighed
Hold øje med din mobilaktivitet
Track din mobilaktivitet for at få indsigt i dine mobilvaner. Måske finder du ud af, at du bruger mere tid på din mobil eller bestemte apps, end du tror. Brug funktionen Skærmtid på iPhone eller Digital Balance på Android til at få indsigt i, hvor meget tid du bruger på din mobil, og hvilke apps der sluger din tid på mobilen.
Gør apps mindre tilgængelige
Når du har tracket din mobilaktivitet, kan du indstille din mobil til at begrænse, hvor meget tid du må bruge på bestemte apps i løbet af en dag. Bruger du f.eks. mere tid på Facebook, end du ønsker, kan du indstille din mobil til, at du kun kan bruge Facebook-appen en time om dagen. Sluger en bestemt app meget af din tid, kan du lægge appen bagest i din telefon eller i en mappe, så du ikke bliver fristet til at trykke på appen, når du åbner din mobil
Mobilafhængige danskere
Et eksperiment med 25.000 deltagere på Københavns Universitet viser, at hver 4. deltager i høj eller meget høj grad føler sig afhængig af sin mobil, og halvdelen af deltagerne føler sig i nogen grad afhængige af deres mobil.
Kilde: Københavns Universitet
Slå notifikationer fra
Slå notifikationer, lyde og vibrationer fra på din mobil, så du ikke bliver fristet til at åbne mobilen, når den giver lyd fra sig. I mobilens indstillinger kan du vælge at slå notifikationer fra på de apps, du gerne vil undgå at blive fristet af. Sæt din mobil på flytilstand, hvis du gerne helt vil undgå at få notifikationer, beskeder og opkald på telefonen.
Overvej mobilens formål
Når du er ved at gribe ud efter din mobil, skal du overveje, hvilket formål mobilen skal have lige i dette øjeblik. Du kan blive klogere på mobilens formål ved at stille dig selv 3 spørgsmål:
Hvorfor tager jeg fat i mobilen?
Hvad skal jeg bruge min mobil til?
Hvordan vil jeg bruge min mobil?
Når du stiller dig selv spørgsmålene, finder du måske ud af, at mobilen ikke har et egentligt formål, og at der ikke er nogen grund til at bruge mobilen.
Læg din mobil uden for rækkevidde
Læg din mobil et sted uden for rækkevidde, f.eks. i en taske eller skuffe. Når du ikke kan se din mobil og skal gøre en indsats for at få fat i mobilen, er du mindre tilbøjelig til at gribe fat i den uden grund.