5 sjove udendørslege og spil for voksne
Kubb - Kongespil
Kubb er et gammelt spil, der sandsynligvis blev spillet allerede i vikingetiden. Spillet går ud på at vælte samtlige modstanderholdets kubber (pinde) og til sidst Kongen (den største pind på banens midte). Når Kongen vælter, er spillet vundet. Kubb kan købes i hobby -og legetøjsforretninger.
Deltagere: Mindst 1 spiller på hvert hold. Helst 3 eller 4 spillere på hvert hold. Deltagere: Mindst 1 spiller på hvert hold. Helst 3 eller 4 spillere på hvert hold.
Det bedste underlag til Kongespil er græs, men det kan også spilles på grus og i sand.
Reglerne til Kongespil og banens opstilling kan du finde her
Disc Golf
Disc Golf er blevet meget populært de seneste år. I princippet er det ligesom almindelig golf, blot med en disc (en særlig type frisbee) i stedet for en golfkølle og en bold. Hullerne er skiftet ud med metalkurve, som discen skal ramme i.
Der findes omkring 50 Disc Golf-baner i Danmark. Dem finder du her
Der findes forskellige discs alt efter, om man skal kaste kort eller langt - putter og driver. Discs kan købes i hobby- og legetøjsforretninger.
Man kan være så mange eller få, som man har lyst til, for at spille. De fleste baner i Danmark kræver ikke, at man reserverer baner. Man møder blot op og går i gang.
Reglerne til Disc Golf kan du finde her
Touch Rugby
En amerikansk fodbold og et sæt kegler eller blot en håndfuld trøjer til at lave "end zones" er alt, hvad I behøver, for at spille.
Touch rugby er ligesom almindelig rugby, men med mindre kropskontakt. Det gælder om at komme ned i endzone og lave touchdown (se tegning her). Når en spiller bliver rørt, må han ikke bevæge sig frem eller tilbage. Han skal kaste bolden til en af sine medspillere, som så kan løbe med den, indtil han bliver rørt. Bliver bolden grebet eller slået i jorden af det andet hold, får de bolden og skal så forsøge at score.
Banen kan variere i størrelse efter antallet af spillere på hvert hold og ved at anvende forskellige kast. Man kan også bruge reglen om, at en spiller, der er blevet rørt, kun må kaste tilbage eller kun fremad. Kastet efter berøring skal være enten underhåndskast ved jorden, overhåndskast (a la indkast i andre boldspil) eller et slyngkast.
Det er formålet at lære kasteren at kaste med den rigtige kasteteknik og samtidig at ramme det, de kaster efter. Det er vigtigt at gribe bolden korrekt. Derudover lærer kasteren at få overblik i en kaossituation med mange spillere i mellem hinanden.
Ultimate
Ultimate er en ikke-kontaktholdsport, som spilles med en frisbee. Formålet med spillet er at score point ved at kaste skiven til en medspiller, der befinder sig i den modsatte 'end zone'. Ideen om sådanne 'end zones' kendes også fra blandt andet amerikansk fodbold og rugby. Spillerne må ikke løbe med skiven, men har i stedet mulighed – som man kender det fra basketball – for at rotere med kroppen for at finde en medspiller.
Alt, hvad I skal bruge til at spille, er en frisbee og et sæt kegler eller en håndfuld tøj til at danne end zones.
Som udgangspunkt er der 7 spillere på hvert hold, men Ultimate kan også spilles med 5 eller 3 spillere på hvert hold.
Reglerne til Ultimate Frisbee kan du finde her.
Petanque
Petanque er et klassisk spil med kugler, hvor målet er at kaste dine petanquekugler så tæt som muligt på en lille trækugle (grisen).
Spillet spilles normalt på en hård sand- eller grusbane, men kan også spilles på græs.
Man behøver kun være 2 personer til at spille petanque. Petanque-spil kan købes i hobby -og legetøjsforretninger.
Det er ikke tilladt at kaste overhåndskast. Grisen kastes frem på banen, minimum 6 meter og maksimum 10 meter. Kastes den kortere, skal der kastes om. Når grisen er kastet, og kastet er godkendt, skal grisekasteren kaste den ene af sine petanquekugler. Det gælder om at komme så tæt på grisen som muligt.
Det andet hold kaster nu en kugle ad gangen, indtil holdet har fået placeret en kugle, som er tættest på grisen, hvorefter det er det første holds tur igen. Det er altså hele tiden det hold, der er længst fra grisen, som skal kaste. Når kun det ene hold har kugler tilbage, kaster de deres kugler en efter en.
Når alle kugler er kastet, har det hold, der ligger tættest på grisen, vundet omgangen.