10 gratis fornøjelser i Nordsjælland
Gå en tur i Ordrupgaard Kunstpark
I Kunstpark Ordrupgaard kan du opleve samtidskunst af en række højt profilerede kunstnere, der skaber værker med udgangspunkt i museets parkomgivelser. Hver sommer åbner parken med et bidrag af en eller flere kunstnere. Selve museet er lukket frem til årsskiftet 2020/21, men i parken kan du opleve fantastiske værker af bl.a. Olafur Eliasson (billedet), Jeppe Hein, Carsten Höller og Ryan Gander.
Det er gratis at besøge Kunstpark Ordrupgaard. Porten er åben mandag-søndag 8-18.
Læs mere om kunstparken på Ordrupgaards hjemmeside.
Den danske riviera
Den nordsjællandske kyst kaldes også Den danske riviera. Her har du mulighed for at besøge et væld af skønne strande. Nogle med blåt flag, andre er mere ugenerte og andre igen ligger midt i byen. Der er aldrig langt til en by, en seværdighed eller en restaurant.
De små hyggelige badebyer ligger langs hele nordkysten og vidner om dengang livet var i langsomt gear, og hvor du kan få ro i sjælen og nyde sommerstemningen. På 21 af de smukke strande står de veltrænede kystlivreddere klar hele sommeren. Det gør den 70 km lange strækning mellem Nivå og Hundested til Danmarks mest sikre badevand.
Læs mere om nordsjællands strande hos VisitNordsjælland
Slå lejr ved Esrum sø
Esrum sø er Danmarks næststørste og ligger smukt mellem Gribskov på østbredden og Fredensborg slot på vestbreden. Det er tilladt at bade og sejle på søen og har du fiskekort, kan du være heldig at fange en af de flotte gedder eller mange aborrer, søen er kendt for. På Gribskov-siden er der flere grill pladser og to primitive overnatningspladser, hvor du kan slå lejr.
Læs mere på Visit Nordsjællands hjemmeside
Klap en fisk på Hundested havn
Hundested havn har en 75 kvadratmeter stor, flydende platform, udstyret med to lavvandede rørebassiner, hvor man kommer tæt på havets forunderlige verden. Forskellige fiskearter samt krabber hentes ind fra Kattegat og Isefjorden af lokale fiskere.
Anlægget er døgnåbent, og man kan komme og klappe en fisk, når man vil i hele perioden fra påske til slutningen af oktober.
Danmarks største samling af træer og buske
Danmarks største samling af træer og buske findes i Hørsholm under navnet Aboretet, som kommer fra det latinske arboretum, der betyder sted med træer. Den naturprægede park huser ca. 2000 forskellige vækster og er et must for den have- og naturinteresserede. Adgangen til parken er gratis – det samme gælder de guidede rundture med forskere eller studerende ved Københavns Universitet.
Læs mere på 15. Juni Fondens hjemmeside
Statuepark i Dronningmølle
I det smukke naturområde Rusland ved Dronningmølle finder man Rudolph Tegners Statuepark. I parken står kunstnerens smukke bronzestatuer mellem bakker med lyng. Medbring gerne madkurven. Museet tager entré, men det er gratis at besøge statueparken.
Kronborgs volde og fæstningsværker
Det er gratis at gå hele vejen rundt om Kronborg, beundre slottet fra alle vinkler og kigge nærmere på kanonerne. Der er også en legeplads for de mindre børn på Dronningens Bastion. Børn og unge under 18 år har gratis adgang til slottet. Og som en del af regeringens sommerpakkeordning får voksne 50 % rabat på den almindelige entrébillet frem til 9. august, uanset om billetten er købt online eller direkte på Kronborg Slot. Læs mere om Kronborg hos Visit Nordsjælland.
Nordsjællands cykelruter
En af de populære cykelruter er Nordkyststien fra Helsingør til Hornbæk, videre til Gilleleje og med Hundested som endestation. Ruten er skiltet hele vejen og løber både på asfalterede vej og grusstier. Med udsigt over Kattegat er der lagt op til en fantastisk cykeltur i den nordsjællandske natur.
Læs mere om Nordkyststien hos Visit Nordsjælland.
Frederiksborg slotshave
Det flotte, gamle Frederiksborg Slot tårner sig op i hjertet af Hillerød. Omkring Frederiksborg ligger slotshaven, hvor forskellige havestilarter møder hinanden. Slotshaven er perfekt til en picnic med familien eller en lille gåtur.
Læs mere om Frederiksborg Slotshav hos Visit Nordsjællands.
Frederikssund Vikingeboplads
Ta’ på en tidsrejse tilbage til vikingetiden, og oplev en af de vigtigste perioder i danmarkshistorien. Frederikssund Vikingeboplads er et gratis frilandsmuseum, hvor man kan se, hvordan vikingerne boede i gamle dage. Gå på opdagelse i de rekonstruerede langhuse og mindre grubehuse, og forestil dig livet som viking. Vikingebopladsen er også scenen for det årlige vikingespil.
Du kan læse mere om Frederikssund Vikingeboplads hos Visit Frederikssund.









