Geeti Amiri: "Når man kommer fra en barndom som min, er hamsterhjulet ikke noget, man gerne vil være fri af – det er noget, man drømmer om"

En tiltrængt sommerferie 

Der er fire dage til sommerferien, til en måneds frihed og uendelige sommerdage, og det kan mærkes på Guldberg Skole på Indre Nørrebro i København.
Det kan mærkes hos eleverne i 8. O, der er endnu sværere at få til at sidde stille end normalt. Hos lærerne, der snart kan puste ud og sætte punktum for endnu et langt skoleår. Og det hjælper ikke på sagen, at der er 25 grader udenfor, at København er fuld af studenterhuer og havnebadere, og at de næste dage kun bliver varmere.
”Jeg har nok aldrig haft mere brug for sommerferie end i år,” siger Geeti Amiri.
Hun står på lærerværelset og er ved at fylde sit vandglas. Om lidt skal hun tilbage til klassen, til de sidste engelskfremlæggelser om borgerrettighedsbevægelsen og til elever, der mere end én gang skal have besked på at aflevere deres mobiler i kassen ved katederet. 
Geeti Amiri er 37 år, tidligere debattør, forfatter, mønsterbryder og nu – endelig, efter mere end otte år – nyuddannet folkeskolelærer. De seneste måneder er hun gået direkte hjem fra arbejde og har skrevet bacheloropgave, ofte til langt ud på aftenen, mens hun også har skullet passe sin lille søn og møde velforberedt op til undervisning næste morgen.
For nylig var hun så til eksamen. Hun fik 7. Bl.a. fordi opgaven, der handlede om det kontroversielle i at undervise danske skoleelever i statsborgerskab – og dermed i, at nogle børn af juridiske årsager er født med bedre forudsætninger for at klare sig i Danmark end andre – ikke var akademisk nok.
Den form for feedback giver Geeti Amiri ikke meget for.
”Jeg havde lyst til at sige, at hvis jeg gerne ville være akademisk, var jeg fortsat på statskundskab,” siger hun og smiler. 
For hvis hun har lært noget af sine år i folkeskolen, er det, at virkeligheden i et klasselokale sjældent venter på, at teorien bliver færdig med at forklare den.

Folkeskolen er indrettet efter middelklassen

I 8.O sidder eleverne spredt i små grupper. Et par stykker har stadig deres fremlæggelser til gode, mens andre er færdige og allerede har forladt lokalet mentalt.
”Har du fået nyt navn?” spørger Geeti Amiri en elev, da han ikke reagerer for tredje gang.
”Pak lige din computer væk – vi skal spise om lidt,” siger hun til en anden.
Set oppe fra tavlen ser eleverne relativt ens ud, klædt i mere eller mindre identiske sneakers, oversize denimshorts, sorte T-shirts og stramme mavebluser, men Geeti Amiri ved bedre. Hun ser, hvem der får en ekstra madpakke med til de længste skoledage, hvor skolemaden fra Københavns Kommunes frokostordning – som forældrene selv betaler – ikke rækker. Hvem der kan få hjælp til det faglige derhjemme. Hvem der har forældre, som kan finde ud af Aula, møde op til skole-hjem-samtaler og tale deres barns sag. Hvem der allerede har sproget, koderne og tilliden til systemet med hjemmefra.
”Det, der gør allermest ondt på mig og giver mig allerflest grå hår omkring folkeskolen, er det socialt opdelte klasserum,” siger hun, mens eleverne spiser. 
”Det er folkeskolens største akilleshæl.”

Svært at rokke ved uligheden

Den danske folkeskole har en stærk selvfortælling som et sted, hvor direktørens børn møder rengøringsdamens. I praksis ser Geeti Amiri alt for ofte en institution, der er indrettet efter middelklassen. I år har hun både undervist i udskolingen og været støttelærer i en 1. klasse, og hun bliver trist, når hun ser, hvordan folkeskolen i sin insisteren på at behandle alle ens ender med at videreføre de sociale skel, den ellers påstår at kunne udviske.
”Det, der afgør, hvordan elever er stillet fagligt fra 1. klasse, er forældrenes bopæl, uddannelsesniveau, job, spisevaner, hvad de stemmer osv. De kunne lige så godt møde op med et mærkat i panden,” siger hun.
”Når jeg så kommer op i 8. og ser, at forskellen stadig er lige så tydelig, er der jo et eller andet, vi ikke er lykkedes med.”
Alligevel er folkeskolen det sted, hvor Geeti Amiri efter lang tids tilløb har valgt at følge sit kald. Efter mere end et årti som debattør, forfatter og meningsdanner er hun gået ind i klasseværelset. Væk fra rollen som en, der råber op om samfundets skævheder, og ind i en hverdag, hvor de viser sig helt konkret. Og hvor det bliver mere og mere tydeligt for hende, hvor svært det reelt kan være at rokke ved uligheden.
”Hvis der er noget, der kommer til at knække mig undervejs, så er det nok dét,” konstaterer hun.

At være bagud fra start 

Geeti Amiri ved, hvad det vil sige at møde op første skoledag og være bagud fra start. Hun blev født i Kabul i 1989 og kom som fireårig til Danmark med sine forældre, der var politiske flygtninge. Det har hun skrevet om i erindringsbogen ’Glansbilleder’ fra 2016, hvor hun fortalte om flugt, social kontrol, vold i hjemmet, en anbringelse på et krisecenter og om at vokse op mellem en afghansk familie og et dansk samfund, hun både længtes efter og skulle lære at forstå.
Da hun gik i 7. klasse på Amager Fælled Skole, døde hendes far. Han blev begravet i efterårsferien, og da hun kom tilbage i skole, fortalte hun det ikke til nogen. Først da klassen skulle skrive en stil om ferien, kom det frem.
Dansklæreren Palle opdagede, at skriften kunne blive hendes ventil, og gav hende flere fristile. Efterhånden kom de også til at handle om den vold, hendes storebror udsatte hende for, efter at han var blevet familiens nye overhoved.
”Jeg har afleveret så mange fristile til Palle. Han var virkelig rummelig og kunne se, at jeg havde behov for at tale og for at føle mig anerkendt,” har hun senere sagt i et interview med Politiken.
I folkeskolen mødte Geeti Amiri alt fra kernefamilier til klassekammerater med enlige mødre, der knoklede for at få tingene til at hænge sammen. Samtidig forstod Palle og hans kone Susanne, som hun havde til matematik, hendes forældres begrænsninger. De bar over med, at hun ikke altid bidrog til klassekassen, og at forældrene tog hende med til forældremøderne, så hun kunne oversætte for dem. Og når hun ikke havde madpakke med (og det var ofte), fik hun cornflakes på skolen.
”Palle og Susanne viste mig en måde at være voksen på, som jeg aldrig havde mødt før,” fortæller hun. 
”Derhjemme mødte jeg kun voksne, som var pressede, og som derfor ikke kunne finde ud af, hvad et barn har brug for faste, trygge rammer og en klar skelnen mellem, hvem der er voksen, og hvem der er barnet.”

Frontfigur i den nydanske kvindekamp

Da hun mange år senere sad i et skriveeksil på Bornholm, kort tid efter hun var droppet ud af statskundskab, og skrev på ’Glansbilleder’, blev Palle og Susanne ved med at dukke op i hendes erindring. Og de var medvirkende til, at hun i 2017 søgte ind på læreruddannelsen.
På det tidspunkt var hun på tre år blevet en markant stemme i den offentlige debat. Hun skrev klummer for Berlingske og Ekstra Bladet, var frontfigur i den nydanske kvindekamp og radiovært på P1-programmet ’Geetisk råd’, hvor hun med udgangspunkt i sin egen historie diskuterede de dilemmaer, mange nydanskere stod i mellem deres egen og den danske kultur. I forbindelse med at hun skulle starte på læreruddannelsen, ringede hun rundt til ”samtlige københavnske folkeskoler” for at høre, om de manglede en lærervikar. Men ingen af dem ville ansætte hende.

Virkeligheden er ikke sort-hvid 

”Måske tænkte de, at jeg bare ville have noget stof at skrive om i avisen,” siger hun i spisefrikvarteret på Guldberg Skole. 
”Jeg tror, at min profil i offentligheden dengang var så skarp, at jeg blev tillagt nogle intentioner, jeg ikke havde. Men når jeg ser tilbage i dag, kan jeg jo godt forstå, hvorfor der ikke var nogen ledelser, der turde ansætte mig.”
I stedet måtte Geeti Amiri ud på den københavnske vestegn, til Albertslund Ungecenter, hvor man kombinerede 10. klasse med særligt tilrettelagte heltidstilbud til udsatte unge. Her opdagede hun, at ingen anede, hvem hun var. Eleverne på Albertslund Ungecenter læste hverken Berlingske eller Ekstra Bladet, og de vidste intet om den integrationspolitik, Lars Løkke Rasmussens blå regering førte.
”Det var unge mennesker, som blev omtalt hver evig eneste dag i medierne, men de var på ingen måde selv med i samtalen,” husker Geeti Amiri. 
”Det gik op for mig, at den offentlige debat var et ekkokammer, og at virkeligheden var langt mere grumset og nuanceret, end mange debattører – inklusive mig selv – havde det med at fremstille den i spalterne. Det gik op for mig, at de store revolutioner i stedet lå i det små: at give en elev med anden etnisk baggrund bedre forudsætninger end storebror og storesøster – for vi behøver slet ikke at skulle helt tilbage til forældrene – så eleven kan forlade folkeskolen med et snit, der er højere end 02, og kan vælge en erhvervsuddannelse af lyst og ikke kun, fordi karaktererne ikke rakte til mere.”

Et farvel til den offentlige debat 

Den erkendelse var medvirkende til, at Geeti Amiri i et år trak sig fra den offentlige debat. Samtidig følte hun, at hun havde blottet sig så meget, at hun var blevet ”helt tyndslidt”, som hun sagde dengang. Siden vendte hun tilbage, bl.a. med romanen ’Mosaik’ fra 2022, hvor hovedpersonen Dunya også er afghaner, læreruddannet og ønsker at gøre en forskel for børn med minoritetsbaggrund. Men da jeg to dage efter vores første møde besøger Geeti Amiri i hendes lejlighed i Sydhavnen, er hun igen ved at trække en grænse. 
Samme dag har hun afleveret sin sidste klumme til Berlingske.
”Det er lidt underligt,” siger hun. 
”Jeg føler jo lidt, at jeg er vokset op i Berlingskes debatspalter. Det er der, jeg har haft mine vilde tyvere. Men nu skilles vi, og det gør vi nok, fordi jeg er blevet for leverpostej.”
Hun smiler lidt ved tanken.
”Det, der gør én til en dygtig debattør, har jeg nok ikke længere. Jeg er blevet for gennemsnitlig.”
I den lille toværelses andelslejlighed pjasker Geeti Amiris knap toårige søn Bertel rundt i et lille badebassin på altanen. På spisebordet står et bæger med halvsmeltet jordbæris, og på tv’et kører ’Lotte & Totte’. Hun undskylder for den store bunke vasketøj, der ligger og flyder på spisebordet, hvor vi skal sidde.
”Jeg læste i en klumme forleden, at vasketøjet er en generationsmarkør,” siger hun, mens hun flytter tøjet ind i soveværelset.
”Det er et billede på, hvor travlt vi har. Og jeg synes, det passer ret godt. Der var meget i mit eget barndomshjem, der ikke fungerede, men jeg husker aldrig at have set vasketøjet ligge og flyde.”

Tæt på – og alligevel så langt fra 

Geeti Amiri voksede op med forældre, der med hendes egne ord ikke havde anden identitet i samfundet end at være modtagere af passiv forsørgelse. De var ikke en del af en fagforening, havde ingen røst i samfundet, og det eneste fællesskab, de var en del af, var med andre afghanske flygtninge. Geeti Amiri var ikke ret gammel, da det gik op for hende, at der på den anden side af gaden på Amager lå nogle andelslejligheder, hvor folk så helt anderledes ud end hendes egen familie og deres naboer. De røg ikke, de gik ikke og så forhutlede ud, de afleverede deres børn i udflytterbørnehave, gik på arbejde om morgenen og kom hjem i tide til at lave aftensmad. De var så tæt på – og alligevel så langt fra. Og det vakte en ”nærmest naiv romantisering” af middelklasselivet i Geeti Amiri.
”For mig rimer middelklassen på stabilitet. På, at ingen knægter dine rettigheder eller fucker med dig. Og når man kommer fra en barndom som min, er hamsterhjulet ikke noget, man gerne vil være fri af – det er noget, man drømmer om.”

Klager fra forældre og billeder i smug 

Debatspalterne gav Geeti Amiri en stemme, en platform og masser af anerkendelse, men den kunne ikke give hende det, hun i virkeligheden søgte: en fast løn, feriepenge og ret til barnets første sygedag. Hvis ikke hun allerede var klar over det, da hun første gang trak sig fra debatten, er det i hvert fald slået fast nu.
”Jeg har jo ikke lyst til at leve fra hånden til munden,” som hun siger. 
”Når jeg ser andre på min alder, som er vokset op i middelklassen, som går ud og køber en lejlighed i København, tænker jeg: ’Det vil jeg også.’ Men det kan man ikke, hvis man er debattør på fuld tid, heller ikke selvom man skriver fem indlæg om ugen.”
I mediebranchen findes klassesamfundet også, har hun erfaret. Dem, der allerede har stabilitet med hjemmefra, kan lettere tage chancerne, skrive sig frem, vente på den rigtige stilling og leve med usikkerheden. Det kunne Geeti Amiri ikke. Samtidig er prisen for at være en del af den offentlige debat blevet højere. Som yngre debattør kunne hun leve med modstanden, kritikken og de vrede beskeder, men efter hun er blevet lærer og mor, er den begyndt at trænge ind steder, hvor den rammer hårdere.
Mens hun var på barsel, oplevede hun f.eks., at en mor til en elev på Guldberg Skole kontaktede skoleledelsen pga. hendes ytringer om krigen i Gaza. Senere delte samme kvinde billeder på sociale medier, som datteren havde taget af Geeti Amiri på skolen uden hendes vidende.
”Jeg gik rundt og havde ondt i maven gennem hele min barsel, og når mit nervesystem er helt flosset, går det også ud over mit barn. Det er for høj en pris at betale. Jeg deler aldrig billeder af min søn, hvor man kan se hans ansigt, og jeg forsøger i det hele taget at holde ham ude af offentligheden, og derfor synes jeg, det er for sindssygt, at han i sidste ende skal betale prisen for den følelsesmæssige belastning, det medfører.”

Offentligt ansatte har begrænset ytringsfrihed

Derfor har Geeti Amiri måttet indse, at hun ikke kan være debattøren, der kalder en spade for en spade, samtidig med at hun lever sit ”dødelige 8-16-liv” som lærer, hvor hun skriver ugebreve til forældre på Aula.
”I den ideelle verden ville jeg kunne det, men sådan er virkeligheden ikke, og derfor er jeg nødt til at vælge.”
Er det ikke en lidt deprimerende konklusion?
”Det bekræfter mig i hvert fald i, at idealet om, at offentligt ansatte har vidtgående ytringsfrihed, simpelthen ikke passer. De facto er offentligt ansattes ytringsfrihed markant mere begrænset end alle andres, og det er også derfor, tror jeg, at vi har så få lærere, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker og politibetjente i den offentlige debat.”
Geeti Amiri fortæller, at hun f.eks. har skruet ned for sin aktivitet på sociale medier, for at den ikke skal skygge for hendes job. Men hun nægter også at gemme sig. Hun deltager f.eks. i dette interview. Hun skal stadig skrive lidt for Kristeligt Dagblad. Og hendes elever på Guldberg Skole ved godt, hvem hun er.
”De må også godt vide, hvad jeg mener, og hvad jeg stemmer,” siger hun, ”men samtidig er jeg enormt opmærksom på, hvad det er for en påvirkning, jeg udsætter dem for. Jeg er ikke et blankt stykke papir. Bare det, at jeg har mørkt hår og rødder i Afghanistan, gør, at når jeg underviser i et emne, bliver det modtaget anderledes, end når mine kolleger gør det. Insisteren på, at læreren er neutral og skal være neutral, er en stor, fed løgn.”

Det er noget af det, hun savner fra folkeskolen: at den tør mene noget, have visioner og sætte en standard. At den tør fortælle både forældre og børn, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. 
”Og den må også godt fortælle forældre, hvordan de skal være forældre,” siger hun.
Det lyder hårdt, medgiver hun. Men hvis et barn møder i skole uden at være vant til bøger, samtaler og voksne, der har haft overskud til at stimulere det, nytter det ifølge Geeti Amiri ikke bare at konstatere, at forældrene gør deres bedste.
”Når du gør dit bedste, og det ikke er godt nok, har du brug for nogen, der siger til dig, hvordan du så skal gøre det,” siger hun. 
”Og så er det ikke bare at sige: ’Læs 20 minutter om dagen med dit barn’, hvis det har læsevanskeligheder. Det er måske at tage den mor eller far i hånden og give dem et andet redskab. Hvis et barn starter i skole, og der er gået tre måneder, og det stadig ikke kan alfabetet, tyder det jo på, at det aldrig har hørt alfabetet som en sang, og så må vi som skole spørge: Skal vi tage den opgave på os? Har vi kun en opgave med at lære dem at skrive, regne og læse, eller har vi også en opgave med at danne dem?”
Det samme gælder skolens ideal om differentieret undervisning. På papiret skal eleverne mødes forskelligt, men i praksis oplever Geeti Amiri ofte, at differentiering bare betyder, at nogle elever får længere tid til at løse den samme opgave som resten af klassen.
”Men hvis en fisk ikke kan kravle, er det jo ligegyldigt, hvor lang tid du giver den til at lære det,” som hun siger. 

”Hvis et barn på mellemtrinnet ikke kan læse, er det måske også en fantasi, der aldrig er blevet stimuleret. Så skal skolen måske give barnet nogle oplevelser, der udvikler forestillingsevnen.”

Den eneste institution der samler alle

Hun ved godt, at det stiller store krav til lærerne, og hun mærker det selv. Før hun fik barn, kunne hun lettere være den lærer, der svarede på beskeder, fulgte op og tog de ekstra samtaler. Nu er hendes egen tid mere begrænset. Derfor mener hun heller ikke, at opgaven kan overlades til den enkelte ildsjæl.
”Måske er problemet, at det lige nu bliver overladt så meget til den enkelte lærer, at det er dér, man begynder at blive stakåndet,” siger hun. 
”Hvis det hørte med til selve det at være lærer, at du også tager den rolle på dig, kunne byrden måske blive fordelt på flere skuldre.”
Du er ret hård ved folkeskolen. Hvad er det, der alligevel gør, at du har lyst til at stå op om morgenen, tage derhen og prøve at gøre en forskel?
”Jeg er hård, fordi jeg har større forventninger til folkeskolen, som jeg ved, den kan indfri. Jeg er hård ved den, fordi jeg ved, den kan mere. Men jeg er også hård ved den, fordi jeg har en stor kærlighed til den. Det er den eneste institution, der efterhånden samler os alle.”

Folkeskolen tager ikke integrationsopgaven på sig 

Flere gange i løbet af samtalen bliver Geeti Amiri afbrudt af Bertel. Så vil han have is. Så vil han pille ærter. Så vil han have en grøn stofelefant med ned i badebassinet.
”Hov, ej, ikke elefanten,” siger hun. ”Den bliver ked af det, hvis den bliver våd. Nej, skat.”
Om 3-4 år er det hans tur til at skulle i skole som barn af en dansk far og en mor med afghanske rødder. Geeti Amiri er stadig ikke sikker på, at han skal i en folkeskole.
”Det ligger der et stort paradoks i,” erkender hun. ”Men jeg synes ikke, folkeskolen tager integrationsopgaven på sig.”
Bertel kommer til at vokse op med både jul og eid, med kulturkristendom og kulturislam, ikke som en af de brune, men heller ikke som en af de hvide. Det sidste, Geeti Amiri ønsker for ham, er, at han skal begynde sin skoletid med at finde ud af, hvilken klike han hører til.
”Han skal hænge ud med dem, han leger bedst med,” siger hun. ”Han skal ikke hænge ud med dem, som ligner ham mest.”
Hun ser det selv til daglig. Børn finder ikke kun sammen efter interesser, men også efter etnicitet, religion og klasse. Og selvom folkeskolen taler meget om fællesskab, griber den ifølge Geeti Amiri alt for sjældent ind dér, hvor børnenes fællesskaber for alvor formes: i legeaftalerne, fødselsdagene og livet uden for klasselokalet.
Hun ved godt, at det kan lyde selvmodsigende. Men hendes søn skal ikke gøres til en del af hendes idealistiske projekt, som hun siger. Det kender hun alt for godt fra sin egen barndom. Hendes far, der var politisk aktiv i Afghanistan og kæmpede for demokrati og ytringsfrihed, var så optaget af sit politiske projekt, at familien betalte prisen. Eller sagt på en anden måde: Som lærer kan hun godt blive ved med at insistere på, at folkeskolen skal være bedre. Som mor skal hun først og fremmest passe på sit barn.

En sejr at ende i middelklassen

Ude på altanen er badebassinet ved at have mistet sin tiltrækningskraft. Inde i lejligheden ligger vasketøjet nu inde i soveværelset, hvor det stadig skal foldes sammen og lægges på plads. På tv’et kører ’Lotte & Totte’ videre, og i den lille andelslejlighed er der alt det, Geeti Amiri som barn kiggede misundeligt på ovre fra den anden side af gaden: et trygt hjem, et barn, et fast arbejde, en hverdag, der hænger nogenlunde sammen. Også selvom hun kalder det porøst.
”Jeg kan stadig blive bange for, at jeg en dag mister det hele. Hvis du spørger mig, hvad min største frygt er – ud over at der sker mit barn noget – er det, at jeg mister fodfæstet. At jeg kommer ud af kurs igen.”
Betragter du det som en sejr, at du har opnået det her?
”Ja, en kæmpe sejr. Og jeg ved godt, at nogle vil sige: ’Slap af, det er bare en læreruddannelse’, eller ’Slap af, det er bare en billig andelslejlighed i Sydhavnen’.”
Men af og til minder Geeti Amiri og hendes søskende hinanden om, hvor de kommer fra. Flygtningebørn. Anbringelser. Forældre på kontanthjælp. En barndom, hvor intet nogensinde var godt nok, og hvor statistikken pegede i en helt anden retning.
”På én generation har vi faktisk formået at bryde så mange kategorier,” siger hun. 
”Jeg endte ikke der, hvor statistikken tilsiger, at jeg skulle ende. Jeg endte faktisk i middelklassen, selvom jeg ikke kom fra den. Det synes jeg er en kæmpe sejr.”
Og er det dit projekt som lærer at hjælpe andre med at gøre det samme?
”Ja. For når først du er en del af middelklassen, kan du stræbe efter mere, men du kan også blive, hvor du er, og have et godt liv. Det kan du ikke som en del af underklassen. Og hvis vi ikke formår at løfte børn ud af den, vil det ikke kun være et nederlag for mig som lærer, men også for en institution, der kalder sig en skole for folket.”