Redaktionen anbefaler
Lukker man øjnene, kan man næsten tro, man står midt i en fugtig regnskov. Åbner man dem, afslører fraværet af dyr og synet af peberfrugtplanter dog, at man befinder sig midt i et kæmpemæssigt drivhus. Nærmere bestemt et drivhus øst for Odense mellem flækkerne Åsum og Rågelund.
Udenfor viser det menneskeforladte landskab, at man er kommet på landet. Indenfor vokser 20.000 planter sig store og stærke og forbereder sig på en travl sæson.
Ned fra loftet hænger et mylder af snore, så hver eneste plante er nænsomt bundet til noget, der holder den rank og i ro. Vinduerne er skjult bag et lag af energigardiner, som justerer lyset og holder varmen og fugtigheden inde. Her hos Nordic Greens produceres peberfrugter – og tomater, agurker og salat – under varemærket Katrine & Alfreds, der sælges eksklusivt i Coops butikker.
Og navnene er ikke tilfældige. De tilhører ejer Mads Ulrik Pedersens forældre, som stiftede Nordic Greens i 1948, dengang under navnet Alfred Pedersen. Men gartnereventyret begyndte langt tidligere.
”Min far var faktisk tredje generation af gartnere i familien, og han startede så gartneriet her i 1948. Det begyndte med et lille drivhus på 500 m2, hvor han startede op med blomster. Efter nogle år lavede han noget af det om til agurker, og i 1973 fik han også tomater. Peberfrugterne lancerede vi først i 2010,” forklarer Mads Ulrik Pedersen.
Selv overtog han virksomheden, på det tidspunkt Alfred Pedersen & Søn, efter sine forældre i år 2000 og blev dermed fjerde generation af gartnere i den fynske familie. Men egentlig var det slet ikke den vej, han havde planer om at gå.
”Det var slet ikke meningen, jeg skulle have været gartner. Men på et tidspunkt sagde min storebror, at jeg skulle prøve, og så sagde jeg, at jeg ville give det et år. Det gjorde jeg, og så blev jeg fuldstændig fanget af det,” fortæller Mads Ulrik Pedersen.
”Det er en livsstil. Det er hårdt arbejde. Vi kan ikke planlægge langt frem, for det kan se godt ud den ene uge og være helt modsat den anden. Skadedyrsangrebene svinger, og planterne holder hverken sommerferie eller weekend, så sker der noget, skal man være her.”
Mads Ulrik Pedersen er ejer og CEO i gartneriet Nordic Greens, som blev grundlagt af hans forældre i 1948 (under navnet Alfred Pedersen), og som begyndte at levere fast til Coop i 1980.
Et af Nordic Greens’ brands er Katrine & Alfreds, som producerer det, de selv kalder Danmarks mest forkælede tomater, agurker, peberfrugter og salat. Katrine & Alfreds er opkaldt efter Mads
Ulrik Pedersens forældre og blev lanceret i 1995 i samarbejde med Coop.
Hos Nordic Greens går de op i kvalitet, selvom sådan noget tager tid. Og det er en af de ting, der adskiller de danske peberfrugter fra udenlandske, fortæller Mads Pedersen.
”Mange steder sydpå kører de deres peberfrugter aggressivt. Vi giver dem længere tid til at blive gode. Den store forskel er, at vores er tykkere i skallen. Og dermed er sprødere, holder længere og er sødere,” siger han.
Den knasende kvalitetsforskel er dog ikke det eneste, der adskiller Katrine & Alfreds peberfrugter fra de udenlandske. Hos Nordic Greens er bæredygtighed nemlig den absolutte topprioritet. Deres produkter er fri for pesticider, planterne vandes med opsamlet regnvand, og til opvarmning bruger de energi fra egen solcellepark. Til at forhindre skadedyr har de en biologisk genialitet i ærmet.
”Det er sådan en lille pose med små dyr i, og så er der et lille hul, så de kravler ud på planten. Så lægger de æg, så lusene paralyseres og dør. Det er her, de fleste udenlandske produktioner bruger kemikalier,” fortæller Mads Ulrik Pedersen.
Og imens forretningen trives, og peberfrugterne ryger i indkøbskurvene, arbejder Mads Ulrik Pedersen og teamet videre. Ikke kun med peberfrugter, men også tomater, agurk og salat. Måske ser en helt ny grøntsag i Katrine & Alfreds sortiment snart dagens lys. For ”efterspørgslen på lokale varer stiger,” som han siger.
Katrine & Alfreds producerer kun de røde peberfrugter, da de fylder ca. 80-85 % af markedet. De producerer
også tomat, agurk og salat.
Nordic Greens sprøjter ikke med pesticider, men bruger biologisk bekæmpelse – små nyttedyr, der lægger æg på planterne, hvilket paralyserer og dræber skadedyr.
De vander planterne med opsamlet regnvand, får energi fra egen solcellepark, og emballage består af genanvendeligt pap og plast.