Sådan gør du, når dit fly bliver forsinket
Hvis flyet er mere end 2 timer forsinket, skal du kompenseres
Som flypassager har du ret til kompensation fra flyselskabet, hvis dit fly bliver mere end 2 timer forsinket i forhold til det annoncerede afgangstidspunkt. Reglerne tager udgangspunkt i, at du rejser til eller fra et EU-land med et flyselskab, der er registreret i et EU-land.
Husk at bekræfte reservationen og mød op til tiden
Bekræftet reservation og at du møder op til incheckning til aftalt tid, er to af forudsætningerne, der skal være opfyldt, for at du kan få kompensation, hvis dit fly er forsinket. Hvis der ikke er angivet noget tidspunkt, antager man, at du er ved incheckning rettidigt, hvis du er i gang med at checke ind mindst 45 minutter før flyets planlagte afgang.
Hvis forsinkelsen ved afgang er på mere end 2 - 4 timer
Flyselskabet skal give dig forskellige ydelser alt efter, hvor stor forsinkelsen er, og hvor lang en strækning, du skulle have fløjet.
Du skal have gratis mad og drikke samt adgang til, at du gratis kan sende besked om din forsinkelse på telefon, fax eller e-mail - hvis forsinkelsen er:
- 2 timer eller mere for flyvninger, som er kortere end 1.500 kilometer
- 3 timer eller mere for flyvninger, der er inden for EU og længere end 1.500 kilometer
- 4 timer eller mere for flyvninger som er længere end 3.500 kilometer og uden for EU
Hvis det bliver nødvendigt med hotelophold, skal flyselskabet tilbyde dig dette – ligesom omkostninger til transport mellem lufthavn og hotel skal dækkes af selskabet.
Erstatningen kan dog være mindre, hvis flyselskabet sørger for, at du bliver ombooket til en lignende rute og når frem til dit bestemmelsessted uden en større forsinkelse.
Hvis forsinkelsen er på mere end 5 timer
Hvis flyet er forsinket mere end 5 timer, og flyvningen ikke længere tjener noget formål i din oprindelige rejseplan, skal flyselskabet tilbyde dig pengene tilbage for billetten inden syv dage og, hvis det er relevant, sørge for returflyvning til første afgangssted ved førstgivne lejlighed.
Er flyet ved ankomst mere end 3 timer forsinket, har du krav på økonomisk kompensation
Er forsinkelsen ved ankomsten til det endelige bestemmelsessted på mere end 3 timer , dvs. 3 timer eller mere efter det tidspunkt, som oprindeligt er aftalt med flyselskabet, så har man krav på økonomisk kompensation. Kompensationen beløber sig til mellem 250 og 600 euro - alt efter hvor langt du rejser.
Ordningen gælder ikke, hvis du forsinkes under flyvningen
Hvis du bliver forsinket under selve flyvningen, eller hvis du bliver forsinket ved ankomst, eksempelvis hvis du ikke kan få lov til at forlade flyveren, finder forordningen ikke anvendelse. Du har heller ikke ret til erstatning, hvis du forsinkes i henhold til force majeur, som blandt andet er krig, katestrofer og voldsomt vejr.
Du kan ikke regne med kompensation, hvis du har fået besked om ændringerne i din billet mindst 2 uger i forvejen.
Sådan klager du
Husk altid at fremsætte klagen over for luftfartsselskabet direkte. Nogle flyselskaber kræver et brev, andre klarer sig med en formular udfyldt på nettet eller en telefonopringning. Kontakt derfor først flyselskabet, så du kan klage rigtigt.
Artiklen er opdateret i sommeren 2015. Rådene og erstatningssatserne er dem, der var gældende på pågældende tidspunkt.