Redaktionen anbefaler






Foto: Kongeå is
Kærlighed til den gode is er i centrum hos ishuset i Foldingbro, der har navnet Kongeå Is efter sin placering ned til Kongeåen, der var den gamle rigsgrænse mellem Danmark og Tyskland.
Kongeå Is produceres helt fra bunden på basis af mælk fra Kisbæk og på eget nybygget mikro-ismejeri, som ligger i bygningen ved siden af selve ishuset. Hos Kongeå Is kan du vælge mellem hjemmelavet is i mange forskellige smagsvarianter.
Ud over den hjemmelavede is finder du også softice, milkshakes, kaffe og te i sortimentet, og er du tørstig kan du købe kolde safter fra Vibegaard.
Anna Margrethe Bruun har skrevet til Samvirke og anbefalet ishuset:
»De store lækre iskugler med hjemmelavet is og sprød vaffel.«
Poul Jørgensen har skrevet:
»Det er gode hjemmelavede is med lokale produkter.«
Ulla har skrevet:
»Isen smager himmelsk😋 og de laver den selv af fløde fra nærområdet👍«
Besøg Kongeå Is: Dovervej 35, Foldingbro, 6650 Brørup
Foto: Søster Is
Søster Is midt i Haderslev er indbegrebet af smagfuld is fremstillet af lokale råvarer. Mælken kommer fra en gård ikke langt fra butikken, og alle de råvarer, der kan fås lokalt, hentes lokalt, og til isen bruges ikke farvestoffer. Derfor vil du ikke se en knaldgul bananis, for bananer er ikke gule indeni, og det betyder også, at farverne kan skifte over sæsonen, efterhånden som råvarerne skifter karakter.
Søster Is er en isbar grundlagt og drevet af de tre søstre Sofie, Signe, Ditte og deres forældre.
Søster Is er måske det ishus i Sydjylland, der har fået flest anbefalinger fra Samvirkes læsere. Vi kan ikke bringe dem alle her, men herunder kan du læse et par af de ord, ishuset har fået med på vejen:
Stephen Svendsen skriver:
»Fantastisk hjemmelavet is, udover stort udvalg altid ugens is, der som oftest er en nyhed. Altid venligt og sødt personale.«
Kim Kristiansen har skrevet:
»En fantastisk historie om 3 søstre, der voksede op med naboens jerseykøer. De fik mælk og fløde, som de lavede is af. De har nu et lille ismejeri og butik i Haderslev og en mobil isbil, som kører rundt i Sønderjylland. Forældrene er nu også involveret. På kort tid har de opnået kæmpe succes, og det fortæller alt om, hvor fremragende deres is er. Konsistens og smag er bare fantastisk. De eksperimenterer hele tiden med nye smage, så der er altid nye smagsoplevelser i butikken.«
Helle Hilker skriver:
»Hjemmelavet is med gode lokale råvarer.«
Besøg Søster Is: Jomfru Stien 7, 6100 Haderslev
Foto: Roberts Isbar
I årtier har man kunnet finde Roberts Isbar på Langelinie, der ligger mellem byen og havnen i Vejle. Faktisk har der ligget en isbutik lige der i mere end 80 år. I disken finder du masser af forskellige hjemmelavede is – både sorbeter og gelato, der jo er fremstillet af mælk. Har du lyst til softice, kan du vælge mellem mange forskellige smage, der også er hjemmelavede. Normalt kan du vælge mellem vanilje, jordbær, banan og lakrids.
Stine Jessen er en af læsere, der har anbefalet isbaren. Hun skriver:
»Hjemmelavet is, god service, god længde på sæson. Roberts har ligget samme sted i en menneskealder. Alle i Vejle og omegn kender stedet og har et forhold til det. Vi elsker at komme her år efter år.«
Annette Nielsen skriver:
»Gode valgmuligheder, rigtig god is og god betjening.«
Besøg Roberts Isbar: Langelinie 2, 7100 Vejle
Foto: Iskonditoriet
Hos Iskonditoriet er målet, at de vil have Danmark gladeste iskunder – og derfor serveres lækker, hjemmelavet is med de bedste ingredienser med glæde og højt humør. Butikken bryster sig af kreativt håndværk.
Iskonditoriet ligger i et af de farverige huse ved kajen i Sønderborg, og du kan vælge mellem mange slags is, der alle er hjemmelavede og håndlavede.
Poul Wegener Jensen har skrevet denne anbefaling af isbutikken:
»Lækker is, beder du om 2 kugler, får du faktisk 4, og du kan vælge 4 forskellige smage, og de har rigtig mange, hjemmelavede is.«
Helle Søby skriver:
»Fordi de laver deres is selv, hver dag. Og så har de et stort udvalg af laktosefri is, både flødeis og sorbet, samt almindelige og glutenfri vafler. What's not to like?! Men det allerbedste er, at de laver ‘halve kugler’, dvs. man bestiller en is med 2 kugler, men kan få 4 forskellige smagsoplevelser. Dét er genialt! :-)«
Besøg Iskonditoriet: Sønder Havnegade 16, 6400 Sønderborg
Foto: Lillis Is
Is hos Lillis fremstilles fra bunden i små portioner hver dag og på gammeldags manér. Mælken og fløden til isen er økologisk, og når isbasen er klar, pasteuriseres og legeres den (som i gamle dage) til en creme med æg og sukker. Herefter kommes cremen i ismaskinen, og ud kommer lækker, frisklavet is, klar til disken.
Alle isopskrifterne er Lillis egne og udviklet i samarbejde med de passionerede kokke fra Madkælderen Koldinghus.
Er du ikke til is, kan du også købe kaffe og cookies.
Charlotte Enevoldsen anbefaler med ordene:
»Superlækker hjemmelavet is, cookies og sorbet. I skønne rammer tæt på Slotssøen i Kolding.«
Trine T. Schmidt skriver:
»De laver fantastisk økologisk sorbetis med f.eks. jordbær- eller rabarbersmag. Min favorit er dog cookiedough. Man kan også købe de lækreste cookies MED is imellem.«
Besøg Lillis Is: Låsbygade 16, 6000 Kolding
Foto: Fru Dax
Hvem trænger ikke til en stor is efter en tur på Lakolk Strand? Når du bliver issulten, anbefaler Samvirkes læsere, at du slår vejen forbi Fru Dax Isbar, der ligger tæt på den populære strand. Du kan altid vælge mellem mindst 50 forskellige slags is, og der er både kendte flødeis og flere slags gelato fra mindre producenter.
Du kan få hjemmebagte vafler, og er du ikke issulten, kan du finde kager, kaffe, vafler og meget andet til den søde tand i cafeen ved siden af.
Britta Jensen skriver:
»Især deres half and half er fantastisk.«
Emmy Gram Christensen anbefaler Fru Dax med disse ord:
»Vaflerne er frisklavede og er så gode, der er rigtig mange slags is, og de smager bare så godt.«
Besøg Fru Dax, Lakolk Butikscenter 7, 6792 Rømø
Samvirke indsamler stadig gerne bud på, hvilket ishus, der er det bedste i Danmark – eller i hvert fald en omvej værd. Skriv ind i formularen herunder, hvis du har et bud på et godt ishus, der endnu ikke findes i oversigten.