Kan man droppe opvaskemiddel, sødmælk og glycerin, når man skal fjerne pletter?
Pletrådene har årtier på bagen
»Dup med ufarvet opvaskemiddel!«. »Nej, nej. Sørg for, at pletten er gennemvædet af sødmælk!« Lyder det som pletråd, du allerede kender? Mange pletråd stammer fra en tid, hvor vaskemidlerne skulle have lidt hjælp med de mest genstridige pletter. De første vaskemidler var i princippet blot simpel sæbe, der virkede i vand, og her kunne husholdningskemikalier give en hjælpende hånd.
Samvirke har selv masser af pletråd på hjemmesiden: Har du hældt tomatsovs på den hvide T-shirt, lyder rådet, at du skal lægge T-shirten i en blanding af glycerin og varmt vand i mindst 2 timer. Har du derimod fumlet og hældt kakaomælk ned ad dig selv, er det frem med det ufarvede opvaskemiddel.
Læs Samvirkes artikel: Skal jeg bruge flydende vaskemiddel eller pulver?
Måske kan du kaste mange af pletrådene over bord. Vaskemidlerne er blevet bedre og bedre, og pletter, som for 5 eller 10 år siden ikke forsvandt i vaskemaskinen, kan være væk, hvis du vasker med dit favoritvaskemiddel i dag.
Forbrugerrådet Tænk tester jævnligt vaskemidler, og den seneste test udfordrede vaskemidlerne med forskellige pletter som:
- Kødfedt
- Makeup
- Chokolade
- Græs
- Blod
- Dressing
- Kaffe
- Tomatsovs
Coops Änglamark vaskemiddel blev kåret som vinder i Forbrugerrådet Tænks undersøgelse, der også viste, at vaskemidlerne havde godt styr på de fleste pletter.
Brug altid de mest skånsomme midler
De effektive vaskemidler får dog ikke en garvet pletekspert til helt at opgive pletrådene. Michael René er i dag regulatorisk konsulent hos Fonden Varefakta, men han er også kendt for at være ekspert i hygiejne og forfatter til blandt andet råd om pletfjerning på siden pletvæk.dk:
»Mange vaskemidler kan klare rigtigt mange af de pletter, vi normalt får på tøjet. Går pletterne af tøjet i en almindelig vask, er det jo helt fint. Men der er stadig pletter, som ikke bare forsvinder. De pletter kan man få til at gå væk med lidt ekstra behandling.«
I sin seneste bog har Michael René giver sig selv et benspænd: Alle pletter skulle kunne fjernes med gamle, naturlige midler:
»Du kan finde masser af pletfjerningsmidler og whitening på dåse i supermarkedet. Det er kras kemi. Tit kan du finde et naturligt middel. Det tager ofte lidt længere tid at få pletten af, men jeg vil hellere bruge lidt tid, end at det koster på miljøets konto,« siger Michael René.