Gæt, hvem der har førstepladsen i at spise slik og kage …
Vi hygger os 75% for meget
Danmark er en nation, der elsker at hygge sig. Men hyggen har taget overhånd, for i gennemsnit kører hver dansker indenbords, hvad der svarer til knap 100 gram søde sager hver eneste dag. Oven i det kommer de sukkerholdige drikkevarer som sodavand og saftevand.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra DTU. Faktisk får vi omkring 75% for mange kalorier fra søde sager, hvis man sammenligner med de officielle kostråd for en sund og klimavenlig kost.
Forbruget er tredoblet
Vores store forbrug af slik og chokolade svarer til en tredobling, og indtaget af sodavand til en fordobling, sammenlignet med for 30 år siden. Ud over at vores indtag af vingummier, citronmåner og chokolade er rimelig langt over grænsen for, hvad der anbefales i en sund kost, så er de søde sager også en stor klimabelastning.
Spar både usunde kalorier, CO2 og penge
Hele 20% af vores kalorieindtag kommer fra søde sager. Men hvis vi skar ned på sagerne og kun fik 5% af kalorierne derfra som anbefalet, ville vores klimaaftryk fra kosten kunne reduceres med op til 14%.
På den måde kan et mindre slikforbrug spare dig for både usunde kalorier, CO2 og penge.
Her er danskernes top 10 bland selv-slik
- Vampyrer
- Center
- Ferskner
- Sukkerjordbær
- Sommerfugle
- Brio karamel
- Perler
- Kirsebær
- P-tærter
- Bløde bjørne
Kilde: Ritzau