Hvorfor skummer mælken ikke?
Vi har en elektrisk mælkeskummer og skummer økologisk minimælk til kaffen. Hvad er årsagen til, at ikke alle mærker af økologisk minimælk kan skummes? Der er kæmpe forskel på resultaterne. Fra lækkert, luftigt skum til det rene sjask. Jeg har prøvet at sammenligne varedeklarationen og kan ikke se forskel.
Gitte Mia Andersen
Svar fra Mia Kristensen
Der kan være mange årsager til, at mælken ikke vil skumme, og typisk ikke noget, vi kan ændre på som forbrugere, f.eks. koens foder og håndteringen af mælk, da det afhænger af mælkens fedt- og proteinindhold og sammensætning. Dog skal du sikre dig, at der ikke er rester af opvaskemiddel på udstyret, da det gør det meget svært at få mælken til at skumme. Generelt fås det bedste skum med en fedtholdig mælk som sødmælk eller ved at bruge en decideret »baristamælk/lattemælk«, som er udviklet til anvendelse i kaffedrikke, og som også fås i både høj og lav fedtprocent.
Mia Kristensen underviser på Københavns Professionshøjskole og er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet.