Må jeg smøre madpakke dagen før?
Jeg har et spørgsmål om madpakker. Jeg er nok lidt sippet og har altid smurt madpakker om morgenen. Velvidende, at de fleste gør det i forbindelse med aftensmaden. Min datter er udviklingshæmmet og er flyttet i botilbud, hvor madpakkerne laves, når de kommer hjem mellem kl. 15 og 16. Som sagt er jeg sikkert sart, men jeg synes, at der er lang tid til næste dags frokost, selvom maden er på køl. Hvad er jeres holdning?
Jeanette Hald
Svar fra Mia Kristensen
Så længe madpakkerne opbevares på køl, er der ikke noget sikkerhedsmæssigt problem i, at de laves om eftermiddagen i stedet for om aftenen. Det kan dog gå ud over spisekvaliteten af eksempelvis brød, f.eks. vil sandwichbrød ved kølig opbevaring blive mere hårdt og sejt.
Derudover vil fugtighed fra pålægssalater eller syltede rødbeder trække ud, så madpakken kan blive en fedtet fornøjelse at spise.
Men det er ganske få timer ekstra, vi taler om her, så hvis det letter det daglige skema, så er der få argumenter for ikke at lave madpakken de par timer før.
Mia Kristensen underviser i kvalitet, ingredienser og køkkenfærdigheder på Københavns Professionshøjskole. Er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet.