Mobning: Det kræver mod at sige fra

Abdullah har grå bukser på,« konstaterer Elinor på 4 år.  

De andre børn i gruppen kigger over på Abdullah, de kigger også på hinanden og op og ned ad sig selv. Nogle har strømpebukser på, andre noget blåt. Der er også nogle, der har kjole på. Men uanset hvad for noget tøj man har på, kan man godt lege sammen, er de enige om.

Vi er til børnemøde i børnehaven Ådalen i Kokkedal, hvor pædagogmedhjælper Ingelise Bahnsen hver 14. dag arbejder med materialer fra Mary Fonden og Red Barnets antimobbeprogram Fri for Mobberi. Det er for eksempel samtaletavler med billeder af konfliktsituationer – i dette tilfælde tre piger i kjole, der peger fingre ad en fjerde pige i klapbukser.

Formålet er at lære børnene grundlæggende sociale egenskaber som empati og tolerance, give dem redskaberne til at sige fra over for drillerier, lære dem at løse konflikter selv og ikke mindst at spotte, når andre bliver kede af det.  

Forstå konflikter

Det er umuligt at undgå konflikter i en børnegruppe, siger professor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, Jan Kampmann, som har bidraget til udviklingen af Fri for Mobberi, der i dag findes i halvdelen af landets børnehaver og 40 procent af landets indskolinger. 

»Når børn leger, sker der helt naturligt sociale forhandlinger om, hvem der er med, og hvem der ikke er med. Men hvis de lærer, at man nogle gange er nødt til også at lade de andre komme til, lytte til hinanden og inddrage hinandens gode ideer, så er det faktisk med til at styrke børnenes sociale kompetencer. Det betyder så også, at man nogle gange må gå på kompromis, respektere et nej eller finde nogle andre at lege med,« siger han.

Det handler altså i højere grad om at hjælpe børnene til at forstå og håndtere konflikterne på en god måde og samtidig drage omsorg for hinanden og fællesskabet. 

Et velfungerende børnefællesskab er helt centralt i det nye mobbesyn, som Fri for Mobberi bygger på, og som udspringer af forskergruppen Exbus (Exploring bullying in schools – udforskning af mobning i skolen) på Aarhus Universitet, der blev etableret i 2007.  

Det er en tilgang, som betyder, at både forældre, lærere og pædagoger i langt højere grad end tidligere skal være opmærksomme på sociale gruppedynamikker i kampen mod mobning. Derfor henvender Fri for Mobberi sig også til de voksne, siger Jan Kampmann. 

»Nogle gange er det faktisk de voksne og ikke børnene selv, der er med til at bestemme, hvem der bliver lukket ude af fællesskabet,« siger han. 

Det vender vi tilbage til. Først skal vi en tur på skolebænken og have en lektion i mobningens natur.

Sammenhold

Danske mobbeforskere over en bred kam bekender sig i dag til det nye mobbesyn, som flytter fokus fra personlige karaktertræk hos mobberen og offeret og over på de sociale mekanismer i et fællesskab.

I den traditionelle opfattelse er mobning noget, som et svagt offer bliver udsat for, fordi han eller hun har nogle mangler eller er anderledes, mens den kyniske udøver bruger mobningen til at hævde sig – måske for selv at kompensere for nogle mangler. 

Det er ikke nødvendigvis helt forkert, men det er langtfra hele forklaringen, siger Helle Rabøl Hansen, selvstændig mobbeforsker med ph.d. i pædagogisk psykologi.   

»Det afgørende er, at mobning skal forstås ud fra sociale logikker som et middel til at opnå en fællesskabsfølelse. Mobningen dækker simpelthen over et menneskeligt behov for et »vi«, som vi alle er født med.«  

Vores sociale afhængighed medfører en grundlæggende angst for at blive lukket ude af gruppen, og det er, her kimen til mobningen skal findes. Hvis eleverne i en skoleklasse ikke føler sig inddraget i undervisningen eller ikke kan se meningen med at være i skolen, så går det ud over sammenhængskraften i gruppen. Det betyder, at længslen efter at høre til og angsten for udelukkelse kan begynde at vokse. Og så kan mobning blive det middel, nogle bruger til at skabe alternative fællesskaber, forklarer Helle Rabøl Hansen.

»Er undervisningen til gengæld et samlende omdrejningspunkt og præget af inddragelse og tolerance, så er der mindre behov for at danne fællesskaber, der bygger på, at nogle er inde og nogle er ude. Det er sociale mekanismer, som både gælder i en børnehaveklasse og på en arbejdsplads,« siger hun. 

Scenen fra Zappa

Selvom forskningsverdenen og en lang række børneretlige organisationer længe har taget udgangspunkt i det nye mobbesyn i kampen mod mobning, hænger mange stadig fast i den gamle opfattelse, siger Helle Rabøl Hansen. Det er den, vi alle sammen har båret rundt på i årtier. Det er den, vi kender fra filmen Zappa, hvor Steen får Mulle til at spise en snegl med ordene: »Du vil jo gerne være med i hulen, ik’ Mulle?« Her fremstår mobberen fuldstændigt uden empati, nærmest sadistisk og grænsende til det psykopatiske. Men børn er som udgangspunkt ikke onde, fastslår mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. 

»Hvis mobbere var psykopater, så ville der jo være psykopater i hver eneste skoleklasse, så det holder simpelthen ikke. Der må altså være noget andet på spil end personligheder, og forklaringen må findes i fællesskabet,« siger hun.       

Når den første æggemad er kastet, kræver det mere end almindeligt mod at sige fra over for mobberiet. Selvom det faktisk ofte går ud over deltagernes grundlæggende personlige værdier, kan mobningen eskalere og antage meget krænkende former, for at det mobbende fællesskab kan opretholde sig selv.  

»Nogle gange undrer man sig, når man kigger tilbage på sin skoletid, over, hvorfor man lod sig rive med. Det viser, at mobbere oftest er fuldt intakte mennesker med alle de følelser, de skal have. Men da de stod i det, var de enormt afhængige af hele spillet, fordi det måske beskyttede dem mod selv at være offer,« siger Helle Rabøl Hansen. 

Forældre ser kun egne børn. Så vidt så godt. Men hvad kan vi voksne så gøre for at forebygge mobbekultur i en børnegruppe?

Vi får i hvert fald ikke noget ud af at udpege en skyldig mobber og et svagt offer. Det er kun med til at grave grøfter mellem forældre, pædagoger og lærere, siger Kit Stender Petersen, der er lektor på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde og har skrevet ph.d om mobning i børnehaven. 

Forældre har allerede i børnehaven en stor del af ansvaret for, at den børnegruppe, deres børn indgår i, er præget af tolerance, opmærksomhed på hinanden og plads til alle. Desværre er mange forældre styret af en konkurrencelogik og mest optaget af deres egne børns udvikling, mener hun.  

»Fordi der er så meget fokus på, om vores eget barn klarer sig godt, bliver vi blinde for, om hele klassen og hele gruppen har det godt. Men nogle gange klarer vores egne børn det faktisk bedre, hvis de andre også klarer sig godt. Derfor er det vigtigt altid at tage andre forældres bekymringer alvorligt.«

Helt konkret anbefaler Kit Stender Pedersen, at man som forældre ikke kun spørger til, hvordan ens eget barns dag har været, når man sidder ved middagsbordet om aftenen, men også lærer dem at reflektere over, om Sofie, Hjalte og de andre i børnehaven har haft det godt. 

Samtidig giver hun et eksempel på, hvad man ikke skal gøre: 

»Jeg har oplevet forældre, der sms’er rundt til hinanden om, at der er børn, man ikke skal tage med hjem. Det duer ikke. På den måde er man med til at nære de udelukkelser, der finder sted mellem børnene.« 

Alle børn er i farezonen

Ifølge Kit Stender Petersen betyder pædagogernes og lærernes fokus på konkurrence og læringsmål, at børnene i en meget tidlig alder begynder at sammenligne sig med hinanden, hvilket kan præge fællesskabet negativt. 

»Børnene er helt med på, at de bliver anerkendt for, om de er gode til noget. I skolen er det fagene, og i dagtilbuddene er det motorik og sprog. Selv børnehavebørn er meget opmærksomme, når nogen bliver taget ud til f.eks. sprogundervisning, fordi der er et bogstav, de ikke udtaler rigtigt. Så kan der hurtigt melde sig en angst for, om man er god nok, og overvejelser om, hvad man skal gøre for at passe ind. Det kan føre til en social uro, hvor nogle blive dømt ude,« siger hun. 

Ifølge Kit Stender Petersen er det ikke til at forudsige, hvem der bliver offer, når en mobbekultur opstår. Alle børn er i princippet i farezonen. Derfor er det ekstra vigtigt, at de voksne tager ansvar for at sørge for, at der er plads til forskellighed i børnegruppen. 

Fordi det kan være svært at bestemme små børns kognitive evner, er nogle forskere påpasselige med at bruge ordet mobning i børnehavesammenhæng. Men ud fra det nye mobbesyn er der ikke nogen tvivl, siger Kit Stender Petersen og tilføjer, at der i børnehaven ses eksempler på lige så systematisk udelukkelse og forfølgelse som senere i skolen.  

»Vi kan se det meget tydeligt i form af nogle, der skubber eller siger meget kraftigt fra: »Nej, du må ikke være med i legen.« Det kan hurtigt sprede sig til andre, hvis ham den seje siger nej. Så må man også hellere selv sige fra, hvis man gerne vil være med i legefællesskabet,« siger hun. 

Udelukkelsen ses også mere indirekte i form af nogen, der ikke svarer, vender ryggen til eller laver koder, hvor det måske kun er dem, der har agurkemadder i madpakken eller kjole på, der må være med i legen.  



Uanset hvor bevidste børnene er om udelukkelsesprocesserne, er de fleste forskere enige om, at det giver rigtig god mening at sætte ind med forebyggende initiativer allerede i en tidlig alder.  



»Der er naturligvis rigtig mange ting, der præger børn, når de bliver større og møder nye kulturer og fællesskaber. Men hvis de har nogle gode erfaringer med sig fra den tidlige barndom i forhold til at løse konflikter og tage ansvar for fællesskabet, så er jeg sikker på, at det vil kunne påvirke trivslen positivt i de børne- og ungegrupper, de indgår i senere i livet,« siger Kit Stender Petersen. 

PISA-pisken

En evaluering af Fri for Mobberi viste lige før nytår, at børn, der har arbejdet med programmet, udviser øget empatisk adfærd og bidrager til de positive relationer i børnegruppen. Samtidig peger resultaterne på, at en høj grad af forældreinddragelse kan forstærke den positive effekt.



Desværre har det nye mobbesyn trange kår, når børnene starter i skole, siger lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Nina Hein. »Fællesskabet er ikke i centrum i vores måde at tænke skole på. Det er de individuelle elevers faglige niveau, der er i fokus,« siger hun.   

Det er en dagsorden, der blev etableret omkring år 2001, efter at resultaterne fra den første PISA-undersøgelse viste, at danske elever klarede sig dårligere fagligt end forventet. Man ville gøre op med det, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen havde kaldt rundkredspædagogik, og det blev understreget, at skolens kerneopgave er undervisning og læring. I samme ombæring blev det primære ansvar for elevernes trivsel i skolen lagt ud til forældrene, forklarer Nina Hein.

»Denne idé om ansvarsfordeling hviler på en forståelse af, at man kan skille det faglige og det sociale ad, men de to aspekter af elevernes skoleliv hænger fuldkommen sammen. Det er en umulig opgave for forældrene alene at have ansvar for elevernes trivsel, og derfor bør skolen i langt højere grad tænke fællesskabet ind i deres måde at tilrettelægge undervisningen på.«

En problematisk dreng

I mange skolers mobbepolitik vil man formentlig kunne finde det nye mobbesyn formuleret, vurderer Nina Hein. Men hvis skolerne ikke formår at formidle de nye forståelser til de ansatte og til forældrene, bliver den gamle opfattelse udgangspunktet, når mobningen konkret viser sig i en klasse. 



»Så er det, man både forældre imellem og blandt lærere hører formuleringer som: »Han er virkelig en dreng med problemer, og hans forældre er også blevet skilt osv.« Når man konkret kan se nogle specifikke børn være udøvere og ofre, så kan det være virkelig svært at holde fast i forståelsen af, at det primært er sociale dynamikker og en kultur i klassen, der er på afveje, og ikke nødvendigvis individuelle børn,« siger Nina Hein. 

Derfor ligger der en vigtig opgave i at få ændret tilgangen, så lærere og forældre sammen tager et voksent ansvar for at forebygge og bekæmpe mobning i klassen, fastslår hun.