Skal aronia koldpresses?
Jeg vil helst have surbær/aronia som saft. Passer det, at antioxidanterne ikke kan tåle kogning? Kan de tåle en lavere temperatur, eller skal bærrene koldpresses?
Inger Olsen
Svar fra Leif Skibsted
Aronia tåler kogning bedre end så mange andre frugtsafter uden at tabe næringsværdi. Aronia er den frugt, der har det højeste indhold af antocyaniner. Antocyaniner er sammensat af en polyphenol, som giver farve og er effektiv som antioxidant, og af en sukkerdel, som gør antocyaniner vandopløselige. Disse vandopløselige antioxidanter beskytter andre indholdsstoffer som ascorbinsyre i saften mod frie radikaler og nedbrydning. Kogning nedbryder antioxidanter, men kun i begrænset omfang i aronia. Det er også derfor, at farven af aroniasaft næsten ikke ændrer sig ved opvarmning - og i øvrigt er umulig at vaske af tøjet, hvis man er så uheldig at spilde.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.