Samkørsel: Spar penge og skær ned på din CO2-udledning ved at dele bil med andre
Spar penge og reducer din CO2-udledning med samkørsel
De seneste 15 år er der kommet 38 procent flere personbiler på de danske veje. De skaber trængsel, øger støjniveauet i byerne, udleder tonsvis af CO2 og dræner vores brændstofbudgetter. Mange af os kører endda helt alene i vores biler – særligt i morgentrafikken, hvor der kun sidder 1 person i 19 ud af 20 biler.
Men efterhånden finder flere og flere også sammen i bilerne: Kolleger, der alligevel skal samme vej på samme tidspunkt, naboer, der begge skal ind til byen for at handle, eller fremmede, der hver især skal over Storebælt for at besøge familien. De høje brændstofpriser er en af grundene til, at hjulene nu ruller under endnu flere samkørselsbiler.
Samkørsel kommer i mange størrelser, men fælles for konceptet er, at du kører sammen med andre, der alligevel skal samme vej. Dermed sparer du både udgifter til brændstof, udledning af CO2 og hjælper med at mindske trafikken. Ovenikøbet åbner samkørsel (bil)dørene for nye sociale inputs i mødet med andre mennesker. Der er ingen regler for, hvordan samkørsel skal indrettes, så du kan gøre det lige på den måde, der passer dig.
Kom godt i gang med samkørsel
Når du samkører, kan du enten være den, der deler din bil med andre, eller den, der får et lift – eller skifte mellem de to. Du kan gøre det organiseret via samkørselsplatforme eller lave en personlig aftale med en kollega eller ven. Du kan gøre det én gang om året eller hver anden dag. For at komme godt i gang med samkørsel skal du altså finde ud af, hvordan det giver mening for dig.
Der findes flere forskellige platforme og apps, du kan kaste dig over. Fire er særligt dominerende i Danmark. Gennem GoMore kan du hurtigt give eller få et enkelt specifikt lift. Med FDM’s Ta’Med kan du for eksempel finde andre fra din arbejdsplads, der hver dag kører samme vej som dig. Nabogo kombinerer samkørsel med offentlig transport og giver dig et overblik over dine rejsemuligheder med både bus, tog, metro og samkørsel. Det samme gør appen Commute, som derudover belønner din grønne transportadfærd med CO2-coins, der kan bruges hos Commutes partnere.
Du kan også gå gennem særlige grupper på facebook, hvor omdrejningspunktet er samkørsel. Af store grupper kan nævnes Kørsel Danmark, skal du med?, Samkørsel – lad os tage turen sammen og Samkørsel for frihed. Men der findes også mange lokale grupper, der kan være mere relevante for dig.
Ellers kan du forhøre dig i dit netværk af venner, kollegaer og naboer. Måske der ligger en mulighed for samkørsel gemt her. Et godt gammeldags papiropslag på din arbejdsplads eller i din lokale brugs kan måske også give pote.
Afstem forventninger for køreturen
Forud for samkørslen er det en god idé at afstemme forventninger med din kørselspartner. Skal I snakke på turen, eller vil I helst passe jer selv? Skal der høres høj rock eller taleradio? Må man spise i bilen? Og ikke mindst: Hvordan skal I dele udgifterne? Husk eventuelt udgifter til vedligehold, forsikringer mv., hvis du har fundet en mere fast samkørselspartner. Benytter du dig af samkørselsplatforme, bliver udgifterne til brændstof i mange tilfælde beregnet automatisk.
God smalltalk under samkørsel
- Stil Hv-spørgsmål, som »Hvor er du vokset op?« eller »Hvordan får du dine børn til at spise grøntsager?«
- Bring et emne op, som alle kan være med på, f.eks. sport, mad, tv-serier eller musik – prøv at undgå at tale om vejret
- Forsøg dig med lidt dybere spørgsmål, som gør samtalen mere interessant, så som »Har du nogle tatoveringer, og hvad betyder de for dig?« eller »Tror du, der er et liv efter døden?«
Kilder: Vejdirektoratet, Danmarks Statistik, Transportministeriet